Ingen, der kører forbi den store granitstatue af Knud Rasmussen ved Strandvejen nord for København, kan være i tvivl. I uforgængeligt materiale er her udmejslet billedet af en ener.

Her står nationalhelten, den store opdagelsesrejsende, stolt skuende mod det fjerne.

»Den store fortryller«, som Tom Kristensen kaldte sin ven i et digt, var uden for enhver tvivl et menneske gjort af et særligt stof, hvad (helte) biografi efter biografi har bekræftet igen og igen.

Men det overdådigt stimulerende og horisontudvidende ved Kirsten Hastrups blik på Knud Rasmussen er, at hun insisterer på at se hans ualmindelighed som i høj grad betinget af mødet med andre mennesker.

Trangen til opdagerfærd
Ud fra den antropologiske grundide, at man først træder i karakter, når der er mennesker omkring en, lader Kirsten Hastrup et kor af stemmer flyde sammen til et bredt favnende og dog detaljerigt portræt ikke bare af en stor eventyrer, men også af alt det, som må med, hvis man vil forstå selve den arktiske magi, som i sin tid drev modige og ærgerrige mænd til stordåd mod Nord.

Knud  Rasmussen i Alaska 1924. Den store slæderejse er gennemført; nu skal offentligheden mødes - helst med et smil. Foto: Arktisk Institut Knud Rasmussen, der blev født i Grønland, havde det svært i skolen, blev aldrig akademiker, men endte som æresdoktor på flere universiteter.

LÆS OGSÅ Bog om grønlandssejlere er en stor oplevelse

Med norske Fritjof Nansen som forbillede lod han sig føre af trangen til opdagerfærd og blev verdensberømt og laurbærkranset, fordi han på sine slæderejser fandt 'nye mennesker' og i kraft af sin skrivekunst var i stand til at bringe disse tilsyneladende oprindelige menneskers historier ud til verden.

»Knud Rasmussen var egentlig ikke en fornyer, hverken i sit eget værk eller den større verden. Han brød ikke med gældende mønstre og horisonter, men udfyldte dem med intens energi. Det gik stærkere og stærkere, indtil energien var brugt op«, konstaterer Hastrup.

Indtil han døde i 1933, havde Knud Rasmussen, der »kunne gribe historien i flugten og surfe på den«, en enorm energi.

Vitalitet, selvbevidsthed og charme
Uanset om han befandt sig i rollen som opdagelsesrejsende, jæger, folklorist, fortæller, skørtejæger, leder eller det hele på en gang, var hans særlige vitalitet, selvbevidsthed og charme afgørende for hans succes.

Hans personlige egenskaber kompenserede for de »strengt videnskabelige mangler«, som de universitære forskere ikke forsømte at pege på.

Hans venner havde følelsen af, at han var født med en opgave, og Hastrup har gravet en skolestil frem, han skrev allerede som 17-årig.

FOTOS OG LYD Oplev Grønland gennem Politikens linse

Heri gav Rasmussen udtryk for et brændende ønske om, at danskernes helt forkerte billede af grønlænderne blev korrigeret.

Kun fire år efter var han på sin første arktiske rejse, Den Litterære Ekspedition til Vestgrønland under Mylius Erichsens ledelse, og var hurtigt i fuld gang med at indsamle det eskimoiske sagnstof, som lige præcis han kunne få adgang til.

Dobbeltblikket
Rasmussen kunne noget, som Mylius Erichsen og mange andre polarforskere ikke kunne: Han kunne tale - og lytte - sig til fortrolighed med enhver.

Dertil kom, at han talte grønlandsk.

Hastrup hylder hans etnografiske dobbeltblik, som bestod i, at han kunne beskrive den eskimoiske verden indefra, samtidig med at han kunne se på den udefra med videnskabsmandens nøgterne blik.

Knud Rasmussen var fra første færd klar over, at den oprindelighed, han mødte, var truet (mange eskimoer havde grammofoner og zinkbaljer!), at han var den eneste, der ville kunne fastholde de nye menneskers gamle myter for eftertiden, og at eskimoernes sagn og myter skulle være hans egen bestemmelses fokus. Tilbage  i sommerlandet i 1913: Knud Rasmussen med hustruen Dagmar og døtrene Hanne og Inge i Lynge. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Kirsten Hastrup noterer interessant, at Rasmussen »kunne spore eller beslutte sig for, at det han mødte var en form for oprindelighed«, ligesom hun et andet sted lader det være åbent, hvor megen fri fantasi der var i Rasmussens historier om eskimoerne.

Bistået af Tom Kristensen
Da de væsentligste bøger skulle skrives, blev Rasmussen bistået af forfatteren Tom Kristensen.

Ja, han blev simpelthen sat under »litterær administration« for at kunne leve op til myten om sig selv!

Både Tom Kristensen og Johannes V. Jensen endte dog med at sande, at de ikke kunne lære Rasmussen noget, når det gjaldt om at fortælle en god historie.

LÆS TOM KRISTENSENS MINDEDIGT Det er Knud som er død

Rasmussen var nemlig først og fremmest fortæller, ikke videnskabsmand, men »forskningskunstner«, som det hed i en nekrolog over ham.

I vore dage sender vi hinanden tekst-og billedbeskeder, endnu mens vi er i færd med at opleve det, vi har så travlt med at formidle. Peter  Freuchen og Knud Rasmussen på 1. Thuleekspedition i 1913. Foto: Arktisk Institut

På Knud Rasmussens tid kommunikerede de arktiske rejsende ved hjælp af varder. Den dag i dag hænder det, at rejsende finder gamle vardeberetninger, som har ventet op til hundrede år på at blive læst.

Formidabel kærlighedserklæring
Hastrup selv synes at have vendt hver en sten i sin formidable kærlighedserklæring til det arktiske rums folk og udforskere.

Fra dagbogsnotater og digte skrevet i soveposer i stearinlysets skær, til præcist udvalgte bidrag fra alverdens litterære og videnskabelige kilder, som udvider billedet af, hvordan de arktiske opdagelsesrejsende tænkte og arbejdede.

De er her alle sammen:

Franklin og Rae, Nordenskiöld, Scott og Peary, Amundsen, Nansen, Peary, Mylius Erichsen, Freuchen og mange flere. Rasmussen er i centrum, men som en snebold på vej ned ad et bjerg bliver fortællingen om den store hvide drøm stadig større og mere fortættet, efterhånden som den skrider frem: handel og fangst, nationers kamp om grænsedragninger, seje mænds samarbejde og strid om hæder og ære.

Det hele er med. Også selve den poetiske dragning, som istidslande havde på dem, der berejste det.

LÆS ARTIKEL Knud Rasmussens lavmælte modspil

Polarhistorien er i høj grad en mandehistorie.

Det har altid undret denne anmelder, hvordan det var muligt for de gæve gutter lige at smutte på eventyr et par år eller tre med hustruerne tålmodigt vinkende på kajen.

Kvinderne derhjemme og derude
Men anmelderen er naiv, for selvfølgelig bliver også seje snemænd bløde i knæene.

Som Kirsten Hastrup udtrykker det:

»Efter at have læst både dagbøger og trykt materiale fra et utal af arktiske ekspeditioner står det mig klart, at de rejsende konstant var optaget af kvinder, både de fraværende og de nærværende«.

Anarulúnguaq,  der fulgte med Knud Rasmussen på hele sidste del af den store slæderejse til Beringshavet på den 5. Thuleekspedition. Foto: Arktisk Institut Sagen var, at polarforskerne, når de endelig kom frem, kunne leve i frie og uforpligtende seksuelle forhold med indfødte kvinder.

Og at de havde brug for kvindfolk til at stoppe deres strømper, lave deres mad og sprede benene. Rasmussens egen kvindetække er legendarisk.

Hastrups fine forfølgelse af kvindesporet er super interessant, men øger også anmelderens nysgerrighed:

Hvad tænkte de efterladte kvinder selv hjemme i Danmark?

Findes der breve, dagbøger etc. fra Knuds Dagmar, Mylius' Marie m. fl.?

'Vinterens Hjerte' er spækket med fremragende billedmateriale. På et af fotografierne ses Knud Rasmussen iført to tidsaldres tøj, bjørneskindsbukser - og flyverhjelm.

Han befandt sig i et skæringspunkt og døde, inden hans rejseform blev overhalet af flyene.

Passion og professionalisme
Hvis man vel at mærke med rejse kun forstår transport og ikke medtænker det, som sker, når man bevæger sig fremad blandt mennesker som Knud Rasmussen gjorde.

Kirsten Hastrup oplyser, at hun allerede som pige læste 'Den Store Slæderejse' og blev fascineret både af Knud Rasmussen og af selve den etnografiske og antropologiske metier, der senere skulle blive hendes egen livsvej.

Hendes smukke bog, et velafbalanceret produkt af passion og professionalisme, er læst i toget gennem Europa, mens de fly, der endte med at overflødiggøre slæderejser, for en gangs skyld ikke fløj, fordi en gammel islænding ville det anderledes.

I højhastighedstoget blev denne fortælling om en stor opdagelsesrejsendes liv og tid læst mellem mennesker, hvoraf mange normalt ikke ville have taget toget, men som nu, i den adstadigere færds regi, pludselig erfarede, at den langsomt rejsende, som Knud Rasmussen oplevede det, rejser dybere og får hørt nogle historier, som den hurtigt rejsende aldrig hører.

Fantastisk givende værk
Knud Rasmussen var en helt.

Men Hastrup viser, at også supermænd skal forstås, som vi almindelige dødelige forstår os selv. Som produkter af de relationer, vi har til andre mennesker.

'Vinterens Hjerte' er en fantastisk givende bog.

Knud Rasmussen glædede sig over »den følelse af ren samvittighed, der ligger i, at man har bøjet en opgave ind under sin vilje og ført den igennem«.

Nøjagtig det samme kan forfatteren til dette virtuose bogværk om Arktis som terræn og poesi glæde sig over at have gjort.