Hele sit voksenliv har Susanne Staun haft en tilbagevendende fantasi.

Om at iføre sig et kropsnært sort kostume og gå ud og hævne sig. »Poppe en rocker, der er kommet for godt i gang«, som hun forklarer og trykker af på en imaginær pistol efterfulgt af et hviskende »Peeeev«.

Eller bare trække en elefanthue ned over luftvejene og gå ud og ondulere den mand, der for nogen tid siden ødelagde en ung piges liv ved at holde hende indespærret i et hus og torturere hende.

Hun tør bare ikke. Faktisk tør hun ikke engang at gå uden for sit eget hus, når det er mørkt. Inden døre er soveværelset foret med peberspray og tåregas – just in case. Og ind i mellem finder hun det sikrest at sove sammenkrummet på det aflåste toilet med en kat i favnen.

Derfor har Susanne Staun i de seneste tolv år allieret sig med midaldrende kvindelige superhelte, der i bog efter bog går ud og rydder op for hende. Kvinder som adfærdspsykologen Fanny Fiske, der i pauserne mellem sine utallige plastikoperationer opklarer stribevis af mord – og elsker unge mænd.

Og senest den adfærdsvanskelige retsmediciner Maria Krause i thrilleren ’Døderummet’, der udkom for et par uger siden. Som finder det mere overskueligt at lede efter ufordøjede tunsandwich i maven på myrdede teenagepiger end at pakke sine møbler fra Ikea ud. Og som ind i mellem er nødt til at bestille en betalingsvoldtægt i en mørk park for helt at hænge sammen.

LÆS OGSÅ Krøllet plotmager giver kollegerne baghjul

»Mine heltinder er almægtige, fordi jeg ikke er det. Så enkelt er det«, siger Susanne Staun.

»De tilhører de 5 procent af befolkningen, der faktisk gør det, som vi andre ligger og drømmer om. Og det er skønt pr. stedfortræder at få lov at være sådan. For hvor mange gange har vi andre dødelige ikke fantaseret om at tage livet af nogen? Men vi ville jo aldrig gøre det«.

Men så er det godt, at man har andre at koste af sted. Eksempelvis den dysfunktionelle Maria Krause, som Susanne Staun sender i hælene på en seriemorder, der skærer brystvorterne af sine ofre og barberer sine kønsdele for ikke at efterlade sig dna.

Thrilleren ’Døderummet’ har kostet forfatteren »to kroner og en bro«, fordi hun skærer tænder om natten, når noget er svært, og vågner op med forskellige grader af kraniebrud i munden.

»Maria Krause har svært ved at være sammen med de levende, og derfor har hun valgt at arbejde med de døde. Hun synes, at menneskelig interaktion er besværlig og mystisk. Sådan har jeg det også – ikke i samme grad – men den der grundstemning af ikke at forstå andre mennesker er det rum, hun og jeg har sammen«.

Sjælen bor i Frederikssund
»Jeg står lige og prøver min Lone Hørslev-paryk«, lyder det i telefonen, når man ringer til Susanne Staun og høfligt hører, om man forstyrrer. Men hun kan åbenbart godt multitaske, så vi finder et tidspunkt, vi kan mødes ugen efter.

Det er en langbenet, brunøjet skikkelse iført velourgamacher, lungebetændelse og solbriller, der tager imod på trappen til det store gamle hus i udkanten af Frederikssund. En sej og terrængående dame med en lille skrøbelighed i åndedrættet, der ind i mellem sætter sig på stemmebåndet som en let stammen.

Det er her i sin mormors gamle sommerhus, at Susanne Staun udtænker sine mørke historier – i en sildebensbeklædt hule med både spinet, guldrandede aneportrætter og en kæmpe graffiti malet direkte på væggen over brændeovnen i stuen.

Egentlig er hun og resten af familien flyttet til Vesterbro for et års tid siden. Men Susanne Staun kan ikke rigtigt få sjælen med til hovedstaden. Så en del af ugens dage hænger hun stadig ud i Frederikssund med familiens to katte.

»Jeg kører ind og laver mad til dem flere gange om ugen. Men jeg kan høre overboerne og underboerne og de hylende junkier i baghuset, og der er ikke nogen altan. Og så har jeg bare svært ved at skille mig af med det her sted«.

Hun støjer rundt i køkkenet med nogle kaffekopper og en halv pære i munden. På bordet ligger Vernon J. Geberths ’Practical Homicide Investigation’ spækket med små gule post it-sedler og hurtigt nedkradsede noter.

»Jeg kan godt sige dig, at jeg er ræd for sådan noget der«, siger hun og nikker ned i bogens sort/hvide billeder af ofre for forbrydelser af en hver bestialsk slags.

»Men når man sidder og skriver, opstår der sådan en vidunderlig distance til tingene. Og det hjælper, for jeg er virkelig pivet. Jeg ville tilstå alt under tortur – inden de overhovedet var gået i gang. Og bare jeg redder mig en lille lungebetændelse, skal hele byen jo høre om det«, siger hun og hoster teatralsk og langstrakt ud i rummet.

»Skal vi ikke sidde udenfor?«, spørger hun så.

»Jeg føler altid, at jeg svigter, hvis jeg ikke sidder ude, når solen skinner«.

En af dansk litteraturs mest originale stemme
Siden 1998 har Susanne Staun udsendt en bog om året. Ambitionen er hver gang at gøre krimigenren spiselig på parnasset. Og det lykkes tilsyneladende. I denne omgang til seks stjerner i Berlingske Tidende og fem hjerter i Politiken.

Ifølge Information er Susanne Staun én af »dansk litteraturs mest originale stemmer«, og Weekendavisens Lars Bukdahl bekender sig som fan og føler sig »herligt og hjælpeløst fortabt« i Stauns »skamløst artistiske mørke«. Foto:  Lærke Posselt

»Jeg bliver selvfølgelig vildt glad for de anmeldelser. Men tænker også: Nu skal det ikke gå bedre. For hvis det går for godt, mister jeg fuldstændig orienteringen. Det skal være op ad bakke, ellers kan jeg ikke finde ud af det«.

Men. Man kan ikke leve af at sælge bøger til parnasset, hvoraf en stor del under alle omstændigheder modtager deres bøger »med venlig hilsen forlaget«. Og trods de smukke ord, kigger man forgæves efter ’Døderummet’ på boghandlernes bestsellerlister.

For Susanne Staun er aldrig rigtig nået ud til det brede krimipublikum med sine udfordrede kvindeskikkelser og skæve mærkværdigheder.

LÆS OGSÅEffektiv krimi gør op med femi-klicheer

»Læsernes stilkeøjne opdager med det samme, at her er lidt mærkeligt. Og at der ikke er samme identifikation at hente som i almindelige femikrimier. Flertallet vil hellere læse om helt almindelige kvinder med helt almindelige liv, der ligner deres eget. Og så vil de gerne bede om et mord, som er så realistisk beskrevet, at de stedfortrædende får lov at opholde sig i en virkelighed, de kan forstå. Samtidig med at den er lidt mere spændende end deres egen«.

Vi slår os ned i sol og blæst på terrassen med småkager, kaffe og lovning på pizza senere hen. En majestætisk swimmingpool med stenkanter strækker sig i hele terrassens bredde. Og ligger og ligner noget, der egentlig hører til på et engelsk herresæde og skulle være pyntet op med åkander i stedet for det plastikovertræk, der skal beskytte den mod efterårets løsgående blade.

Et sted uden for matriklen kommer lyden af hovedvejen mellem Frederiksværk og Frederikssund susende som et motoriseret akkompagnement til fuglene, der vippende forsøger at klamre sig til de forblæste træer på sensommerens absolut sidste solskinsdag.

Susanne Staun kom til verden henholdsvis 12 og 14 år efter sine to brødre i en familie, der føltes som om, den allerede var fuldtallig. Så som helt lille blev Susanne langtidsudlånt til sin mormor som en slags trøstepræmie, fordi hun lige havde mistet sin mand.

Men siden voksede hun op blandt sølv, plet og empiremøbler i overlægeboligen i Frederikssund og var næsten lige så genert og indadvendt, som hun var trodsig. Gode manerer nægtede hun at tilegne sig, selv om de unge piger forsøgte at lære hende at spise med kniv og gaffel i køkkenet, mens forældrene holdt middagsselskab i spisestuen.

»Og når man var syg, var det totalt drama: Åh, hun har ondt i halsen, hun må ikke forlade sengen. Så skulle man – fuldstændigt parodisk – ringe på en lille guldklokke, når man havde brug for noget. Og jeg elskede det der spil med den guldklokke og at få folk til at rende op og ned ad trapperne hele tiden – ding, ding, ding«, siger hun og rasler med en lille imaginær klokke.

Så snart Susanne begyndte at tale, begyndte hun også at stamme så meget, at hun næsten ikke kunne sige noget og tissede i sengen, indtil hun fyldte fjorten år.

»Så et eller andet har der været i vejen. Jeg ved ikke præcis hvad. Men når jeg husker tilbage, var det bare ikke rart«.

Hjemme i overlægeboligen brugte hele familien deres energi på at få den uregerlige og adfærdsvanskelige Susanne til at makke ret.

»Jeg ville ikke sidde ordentligt, spise ordentligt, tage ud af bordet eller sige de ting, de gerne ville høre«.

Moren var en »rigtig gammeldags, totalt devoted overlægefrue«. Men scorede alligevel point hos sin datter, da hun til en finere middag et sted i kommunen højlydt bad om et glas vin og ny bordherre. Familien havde som de første i lokalområdet både swimmingpool og farve-tv. Som Susanne Staun ihærdigt prøvede at lyve sig fra.

»Jeg skammede mig sådan over det. Så når jeg havde veninder på besøg, sagde jeg, at fjernsynet var udlånt fra forretningen, fordi min far havde opereret tv-manden, og at swimmingpoolen var kommunens. Der var enormt spot på at være overlægens datter i sådan en lille by, og alt, hvad der var afvigende, skulle bare skjules«.

Tryghed hentede hun i mormorens store gamle sommerhus, som altså er identisk med det hus, hun selv bor i i dag. Her blev mormoren kørt ud hver sommer af en uniformsklædt chauffør, når gartneren havde ordnet haven, og den unge pige i huset havde gjort klar indendørs.

»Min mormor var ren og ufortyndet kærlighed – en total engel. Jeg elskede at være hos hende og plukke hindbær og spille kort«.

Hjemme blev hun skældt ud for sin påklædning, sit sprog, sin vulgaritet og sin lokumslatter. Og når det var overstået, gemte hun sig i sine dagdrømme, hvoraf to konkurrerede om førstepladsen.

I den ene blev hun bortført til et slavemarked i Mellemøsten og solgt til en rig sheik. Og i den anden, som gjorde hende lige så opstemt, forestillede hun sig, hvordan hun som voksen ville gå og støvsuge i et parcelhus og vente på, at hendes mand kom hjem fra arbejde.

»Er det ikke den mest kejtede erotiske drøm, du nogensinde har hørt om?«, udbryder hun på én gang glad og forfærdet.

Ellers er det ikke store, hun kan huske fra sin opvækst, men: »Jeg var vel i store træk den, jeg er nu. Og hvis jeg havde været barn i dag, er jeg ret sikker på, at jeg havde fået en DAMP-diagnose. Men al den der trods kan jo også bare være kedsomhed. Jeg aner det ikke«, sukker hun.

»Det er jo også et tema i ’Døderummet’. At vi ikke ved, hvorfor vi er, som vi er. Maria Krause ved jo heller ikke, hvorfor hun har brug for at betale sig fra at blive voldtaget i en mørk park en gang i mellem. Vi ved ikke, hvorfor vi er homoer eller til hunde eller almindelige eller ualmindelige. Vi kan bare konstatere, at sådan er vi. Og jeg tror, man skal passe på med at trække de der tråde fra barndommen. Det er jo en hypotese, at alt det, der skete i barndommen, får nogle udslag i voksenalderen. Det er noget, vi går ud fra, fordi det giver god mening, men det er ikke nødvendigvis sådan«.

Vred på tryk
I skolen var hun »fuldstændig vild og ubændigt trodsigt«. Og anede ikke, hvordan hun ellers skulle skaffe sig opmærksomhed. Lagde en lort på den kønne vikars kateder for at få ham til at kigge i hendes retning.

Og under en kreativ uge bidrog hun med en planche, som hun inddelte i felter og klistrede bussemænd og øvrige kropsafsondringer op på. Hvorefter hun gik ned på Willumsens Museum og hængte det op.

»Der var ikke noget, der gik særlig godt. Og jeg kom kun i gymnasiet, fordi min far vadede ind på rektors kontor sagde, at de skulle tage mig til en prøve. Jeg brændte ikke for en skid andet end ballade. Hele gymnasietiden var bare én stor hashtåge. Der var heller ikke nogen, der forventede, at vi skulle komme ud med et gennemsnit, der lignede noget, for i 70’erne var alle uddannelsesinstitutioner bare åbne«.

Vi sidder lidt. Så fortsætter hun:

»Det er skægt, for jeg har sådan nogle ekstremt høflige og velopdragne børn. Og da jeg forleden sagde til min mand, at jeg ikke kan forstå, at de ikke snart laver noget teenageoprør, ryger noget hash og gør noget forkert, svarede han: »Jamen, det er deres oprør, Susanne««.

»Og han har sikkert ret. Fordi alting har været tilladt her. Jeg har bandet og svovlet og sagt forfærdelige ting til dem og jeg har også slået dem, fordi jeg er hidsig. Og så er det klart, at deres oprør er at være totalt straight. Så måske var min opførsel som barn og ung også bare et oprør mod den enorme, næsten stereotype borgerlighed, som mine forældre serverede«.

Som 18-årig flyttede Susanne Staun hjemmefra, begyndte at læse engelsk på universitetet – og fik topkarakterer. Med egne ord fordi hun blev fuldstændig fanget af den måde, især jødiske forfattere var »gode til at være vrede på tryk«. Hun kan stadig næsten Philip Roths ’Portnoys genvordigheder’ uden ad. I hvert fald yndlingskapitlet, hvor hovedpersonen onanerer ud over et spejl i raseri.

»Det er den bog, der har betydet mest for mig. Det er et teenageskrig mod denne her familie af undertrykkende jødiske formaliteter. Og den er skrevet i sådan en pulserende, vidunderlig og vred rytme«.

Da hun var blevet cand.phil., rejste hun til USA på et Fullbright-stipendium og videreuddannede sig til journalist. Hjemme igen fik hun job på Egmont, hvor hun sad og redigerede Anders And-historier til det europæiske marked i ti år.

Eller indtil hun røg i karambolage med naboen i Frederikssund om, hvem der egentlig ejede broen over vandløbet mellem deres matrikler. Og blev så »pissesur« at hun drak sig fuld hver aften og sad og skrev »du er dum, du er dum, du er dum«, indtil det begyndte at kede hende og hun i stedet begyndte at skrive små scener, der endte med debutromanen ’Sådan lyder en salonriffel’.

Siden har hun levet af at skrive bøger og af at oversætte andres, for:

»Jeg kan bare godt lide at være sammen med ord. Det gør mig lykkelig. Og jeg er sådan set ligeglad, om det er mine egne eller andres«.

Det er bag Mac’en i arbejdsværelset i husets bageste hjørne, at Susanne Staun sidder og undersøger, hvordan en maveforing mon ser ud, hvis man har taget arsenik. Her har hun også »et direkte drop til iTunes« og skriver sig ind i kulsorte voldtægtsscener, mens heavymusikken banker ud af højttalerne.

»Den her har jeg lige fået af min datter, jeg er helt vild med den«, siger hun og lader Lady Gagas ’Just Dance’ blæse al samtale ud af det højloftede arbejdsværelse i et par minutter.

Ikke født underlødig
Ifølge Susanne Staun foregår der en evig skyttegravskrig mellem skønlitterære forfattere og krimiforfatterne. Selv sidder hun lige midt i mellem dem og hører hjemme begge steder med sine »cross-over-bøger«, som hun kalder dem.

»Det er ikke højrøvet ment, men jeg vil gerne hæve det litterære niveau og tage krimigenren alvorligt. Jeg elsker spændingslitteratur og synes, det er en genre, man skal værne om og kæle for, og som kan bruges på langt flere måder, end den bliver brugt i dag med de mange gentagelsesfulde krimier. For genren er ikke født underlødig«.

Og det gør hun så. Gør sig umage og udforsker genren uden for bestsellerlisten, mens andre kvindelige krimiforfattere tæller de solgte eksemplarer i titusinder.

»Og det generer mig egentlig kun teoretisk. Jeg ville være en løgnhals, hvis jeg sagde, at jeg ikke gerne ville sælge flere bøger. Hvis nogen holdt en pistol for mit hoved, er jeg sikker på, at jeg også kunne skrive en bestseller, for det er ikke svært. Man skal bare være bevidst om, hvilke ingredienser der skal i den. Der skal ikke være for meget weirdness, der skal være et forståeligt mord og en kvindelig efterforsker eller journalist, som ikke har for mange personlighedsforstyrrelser«.

»Og de krimiforfattere, der skriver den slags bøger, har fået en masse mennesker, som kun plejede at se tv, til at læse bøger. Og det er da positivt. Jeg vil bare gerne lave noget, der er lidt sværere at forholde sig til«.

For hvis det bare handler om en forbrydelse og opklaring, er det ifølge Susanne Staun ikke litteratur: »Så er det bare en bog. Men det er nok også, fordi jeg har et romantisk forhold til litteratur. Det skal være en udforskning af den menneskelige natur og af menneskelige reaktioner«.

At hun selv endte i krimigenren er et temperamentsspørgsmål, som hun siger.

»Der er et vist tempo i sproget, en puls og en fornemmelse af målrettethed. Man kan meget let fortabe sig, hvis der ikke er et sted at ende. Men ellers ved jeg sgu ikke ... jeg kan jo ikke svare på nogen af de spørgsmål«, råber hun.

Hvad laver du, når du ikke skriver?

»Spiller Scrabble på Facebook«.

Hun smiler grumt.

»Der er også nogle af gyserforfatterne, der spiller Farmville derinde. Men det må ikke komme ud«.

De lykkelige branderter
Rastløs, perfektionistisk, udholdende, menneskesky, introvert, charmerende, sjov og drikfældig. Cirka sådan lyder grundtrækkene i den personlighed, der i snart 53 år har været Susanne Stauns, hvis hun selv skal sige det.

»Jeg er nok også stadig en rod. Men på et tidspunkt bliver man nødt til at finde en balancegang, hvor man kan få lov at være sig selv og samtidig leve blandt andre mennesker. Det er klart, at der skal hakkes nogle tæer. Og det er virkelig svært at opføre sig ordentligt, hvis man har for meget energi«.

Nogle gange er det værre end andre.

»Jeg havde en meget ubehagelig oplevelse, da jeg medvirkede i et panel i ’Kulturkontoret’ på P1 sammen med nogle andre forfattere og litteraturfolk. Når de andre talte, sad jeg bare og kørte rundt på stolen og lavede en masse larm og var i lang tid ikke selv klar over det. Men lige pludselig fik jeg øje på det og tænkte: Gud, hvad er det, jeg sidder og laver? Jeg er over 50 og kan ikke sidde stille på en stol«.

Men på mange måder er det nu »meget fedt at blive lidt ældre«. Og langt mere afslappende end den ungdom, Susanne Staun husker som »ét stort kuldsejlet forsøg på at blive sødere, pænere og mere okay«.

»Der kom et breakpoint i midten af 40’erne, hvor jeg tænkte: Sådan er jeg. Jeg tror, det var et udslag af almindelig udmattelse, for det er enormt opslidende at prøve at få folk til at kunne lide én og være sødere, end man er. Og jeg kan bare mærke, at nu, hvor jeg er ligeglad, går det meget bedre«.

»Og nu skal vi have noget mad«.
Jeg  synes snart, at Ekstra Bladet skulle tage sig sammen til at vise nogle side 9-piger af ældre dato. Foto: Lærke PosseltPizzadejen driller og vil ikke rulles ud. Hun giver den nøjagtig 50 sekunder, før hun kaster projektet fra sig og overlader både kagerulle, dej og ansvar til gæsten.

»Jeg håber, det smager bedre, end det ser ud«, siger hun, da hun et kvarters tid senere haler en nærmest flydende pizza ud af ovnen. Selv skal hun ikke have andet en frugt, bedyrer hun. Men halvdelen af pizzaen glider nu ned alligevel i store mundfulde.

Mens hun blærer sig lidt med, at hun skal til ølfestival i München om et øjeblik sammen med sin nevø.

»Jeg har jo en dirndl«, siger hun og ser ud, som om det er noget frækt. Der er åbenbart tale om noget bayersk folkedragt »som bruges i serveringsøjemed«.

»Jeg købte den, fordi jeg synes, den er corny. Vi har bestilt plads ved ét af de der langborde. Så skal vi sidde og spise en lille ækel kylling med noget lokal garniture«, fantaserer hun.

»Og så er der masser af messingorkestre i lederhosen. Og kæmpestore øl«.

Selv har hun også hele baglokalet fuld af bayersk øl, som hendes 17-årige søn importerer og sælger på nettet. Så vi driver rundt et kvarters tid mellem dunkel og weissbier og en masse indviklede etiketter og leder efter et eksemplar af Stauns yndlingsbajer, som hun vil give mig med hjem, for:

»Jeg drikker først efter 18. Men der er ikke noget at sige til, at folk bliver alkoholikere, for hold op, hvor kan man meget bedre holde verden ud med en lille pind i øret«.

Drikker du for meget?

»Ja, alt for meget. Hvis jeg virkelig holder mig på måtten, nøjes jeg med en halv flaske vin om dagen. Det bliver man ikke fuld af, men man letter en lille smule. Jeg skal faktisk ikke have mere end to glas, så er jeg lykkelig. Alt bliver med et trylleslag lettere at bære, og folk bliver kønnere og venligere«.

Der er lykkelige branderter. Og så er der dem, man skal prøve at holde sig fra, når man har rundet de 50, forklarer hun. Eksempelvis den 76 hestes brandert, hun rendte ind i ved Gyldendals efterårsreception i fjor, hvor hun stak Kirsten Hammann én på skrinet, fordi hun kom til at kalde hende Mette.

»Og hun fortalte mig det først flere måneder senere. Selv huskede jeg intet om det. Det er okay stadig at være sjofel og barnlig, når man er over 50, men det er ikke okay at drikke sig så fuld, at man gør sådan nogle ting. Til gengæld opførte mig virkelig pænt til receptionen i år, så med lidt held er jeg måske på vej ud af trodsalderen«.

Side 9-piger på 50+
Sidste år blev Susanne Staun inviteret ud af en filmproducent, der gerne ville have hende til at skrive en tv-serie i stil med ’Charlie’s Angels’ på dansk. Det ville hun også rigtig gerne. Men hendes betingelse var, at de danske engle skulle være 50+.

»Og så sagde han, at det gik ikke, fordi sex mellem gamle mennesker er så grimt. Det er jo noget vrøvl. Og jeg savner virkelig eksponering af ældre kvinder i medierne. Den eneste ældre kvindelige rollemodel, vi har, er Helen Mirren. Men der er altså masser af lækre kvinder over 50 og 60 år. Og jeg synes snart, at Ekstra Bladet skulle tage sig sammen til at vise nogle side 9-piger af ældre dato«.

Og det vil i øvrigt også ske helt af sig selv inden for de næste ti år, mener hun.

»For nu kommer den der kæmpe gamlinge-generation af 68’ere og står på ryggen af nogle meget små ungdomsgenerationer. Og de skal nok sætte en hel anden dagsorden. De kommer til at fylde så meget i landskabet og er vildt forkælede og vant til at blive serviceret. Det er dem, der har pengene og tiden til at bruge dem. Og de er da fuldstændigt uinteresserede i at se sig selv genspejlet som unge. Så bliver gamle kvinder pludselig sexede – det bliver de nødt til at være. For de unge har ikke tid til at tage tøjet af for de gamle – de har for travlt med at dobbeltarbejde, så de kan forsørge dem!«.

Hun sidder og aer katten lidt, der er kommet glidende rundt om hushjørnet.

»Det bliver nogle sjove pornoblade«, siger hun så og tænder en smøg.

Andre folks hemmeligheder
Lige nu går Susanne Staun og roder med en ny retsmedicinsk historie. For hun er ikke rigtig klar til at slippe den lukkede verden, hun har fået adgang til via sin reseach til ’Døderummet’.

»Jeg kan ikke tåle andre menneskers hemmeligheder, så jeg måtte simpelt hen vide, hvad der foregår. Og hvorfor retsmedicin er omgivet af top security, så man skal bruge 13 nøglekort for at komme ind til de døde, mens man kan vade ind på et hospital og myrde hvem som helst, der ligger i gips og er naturligt sårbare«.

Hvad har du så fundet ud af?

»At det er, fordi de har med personfølsomme ting at gøre. Og så er der jo dna, spor og væsker, som ingen skal ind og røre ved. Og at retsmedicinere er nogle højt professionelle mennesker, der tager deres gerning som objektive dokumentarister af overgreb meget seriøst. I forbindelse med researchen til ’Døderummet’ blev jeg inviteret ind på ligstuen og sagde pænt nej tak. Jeg skal simpelt hen ikke være i nærheden af lig«.

»Men der lugtede altså af død. Selv om obduktionsstuen var skrubbet helt ren«, siger hun ned i kaffekoppen.

Vi sidder og glor lidt ud i haven, mens hun fortæller mig, at mit interview kommer til at mangle substans. Fordi hun ikke ved, hvad hun skal svare på »alle de forpulede spørgsmål«.

»For resten kunne jeg supergodt tænke mig sådan en taser gun«, siger hun så pludselig.

»Den er lige nummeret hårdere end en stun gun«.

Hvad ville du bruge den til?

»Til magtfuldkommenhedsfantasier. Jeg har lige set på en lille smart én. Den er er ikke større end en mobiltelefon. Og hvis du stod derovre ved døren, og jeg skød, så ville du falde om. Du ville ikke dø, men ligge der i et vist antal minutter ude af stand til at røre dig. Og længe nok til, at jeg kunne snuppe alle dine hemmelige notater«.

»Eller slippe væk«.

Foto:  Lærke Posselt