Af islandsk litteratur kender de fleste danskere sagaerne, Halldór Laxness og Einar Már Gudmundsson.

Måske har nogen også lært Sjón at kende, efter at han i februar vandt Nordisk Råds Litteraturpris.

Men hvad med de unge forfattere i Island - hvem er de og kan de komme ud af skyggerne af de store litterære koryfæer?

Verdensberømt morfar
Den 31-årige forfatter Audur Jónsdóttir bor med sin dansk-islandske mand i en lejlighed ved Nordhavn Station.

Der er kaffe på kanden i køkkenet, uden for vinduet smelter sneen og på køkkenbordet ligger et magasin, hvis forside er prydet af Audurs verdensberømte morfar, Halldór Laxness.

Nødvendig distance
Audur har boet i Danmark siden 2003, og det er ikke kun kærlighed, der har lokket hende sydpå.

Hvis hun skal skabe en distance til islandsk litteratur og i særdeleshed til sin personlige arv, er det nødvendigt at flytte fra sagaøen.

»Som forfatter er det godt at flytte fra Island for at få lidt distance«.

»Det er et meget lille samfund og rigtig mange forfattere bor i Reykjavík, hvilket betyder, at man hele tiden møder hinanden på gaden, og at der er meget konkurrence«.

»Pladsen er trang, så for at kunne være i fred til at skrive, er det nødvendigt at flytte til udlandet«.

Prisbelønnet
Som autodidakt forfatter og journalist begyndte Audur sin karriere på forskellige aviser og tidsskrifter i Reykjavik.

I øjeblikket skriver hun klummer til den islandske avis Morgunbladid ved siden af sit skønlitterære virke og det frivillige arbejde i et bogantikvariat på Østerbro.

For et par måneder siden modtog hun den store islandske litteraturpris 'Íslensku Bókmennta Verdlaunin' 2004 for sin seneste roman 'Fólkid í kjallaranum' (Dem i kælderen).

Prisen kan være en åbning ud mod en større læserskare, da det som islandsk forfatter er nødvendigt at få en pris, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at få bogen oversat og solgt til udlandet.

Mere end realisme
'Fólkid í kjallaranum' handler om kvinden Klara, der er vokset op hos et par temmelig flippede forældre, og er nu flyttet sammen med en opadstræbende reklamemand, Svenni. Klara gør op med forældregenerationens visioner og anfægter samtidig sin egen generations værdier, hvorved hun opdager nye sider hos sig selv. Ud over 'Fólkid í kjallaranum' har Audur udgivet romaner, noveller og børnebøger.

Hvad er drivkraften i dit forfatterskab?

»Hidtil har det været historiefortælling i et lidt romantisk lys, men nu er jeg blevet 30 og så skal der ske noget andet. 'Fólkid í kjallaranum' var en familiefortælling, men jeg havde en fornemmelse af at lukke en del af mit forfatterskab med den bog«.

»Det var som at genskrive min første bog, så mod slutningen kunne jeg mærke, at jeg var færdig med den art fortælling. Nu opstår der en frihed til at gøre noget helt nyt, så jeg er lidt bange for at beskrive mit forfatterskab for snævert«.

»Flere kritikere har kaldt mig en realistisk forfatter, men sådan ser jeg ikke mig selv. På sin vis er jeg samfundskritisk, men i 'Fólkid i kjallaranum' sker der også noget helt andet end det realistiske«.

Ud af morfars baghave
Audur Jónsdóttir. Man kan som følge af den islandske navnepolitik ikke gætte, at Audur er barnebarn til én Islands stolte sønner, Halldór Laxness. Det passer hende fint, for hun er efterhånden godt træt af at tale mere om sin morfar end om sit eget forfatterskab.

I anledning af Laxness' 100-års fødselsdag udgav Audur en børnebog om sin morfars barndom i Island og tænkte, at så kunne snakken forstumme. Det gjorde den ikke og hun bliver til stadighed stillet til regnskab for sin fortid.

Hvad er dit forhold til din morfar, Halldór Laxness?

»Mine forældre byggede hus i hans baghave, så jeg besøgte ham meget som barn. Jeg er selvfølgelig glad for ham som morfar og som forfatter, men ellers forsøger jeg at undgå at blive sat i sammenhæng med ham. I Island er det næsten umuligt og alle vil helst tale om ham og mig i stedet for at tale om mine bøger. Jeg har selv prøvet at nedtone forholdet, men alle ved, at Halldór er min morfar, så det er lidt svært«.

»Efterhånden er der mere respekt omkring mit eget forfatterskab, end da jeg debuterede. Dengang var der flere, der mente, at jeg bare skrev for at udnytte min kendte morfar«.

Litterært trick var printfejl
Audur er del af en ung islandsk forfattergeneration, som man åbenbart kan forvente sig lidt af hvert af: »Op til jul købte jeg en bog, som jeg læste med glæde. Efter 100 sider begyndte bogen forfra, og jeg tænkte, at det nok var meningen og læste det som et litterært trick. Der sker så meget eksperimenterende i litteraturen lige nu, så der gik lang tid, inden jeg opdagede, at det faktisk var en printfejl!«.

Denne tilsyneladende temmelig eksperimenterende generation, de 25-30-årige forfattere, er grundlæggende meget forskellige, men Audur finder alligevel nogle lighedspunkter:

»Forfatterskaberne er alle præget af en gennemgående samfundskritisk og politisk tone, som forvaltes på en humoristisk og personlig måde. Både menneskeligt og litterært præges generationen af stærke stemmer, der i de enkelte værker skaber egne verdener«.

»Det betyder, at kritikere og litterater har store forventninger til denne foranderlige generation, som er fælles om humoren og en generel uforudsigelighed. Og så har de alle lavet hele svineriet! (Børnebøger, noveller, romaner etc.)«.

Global tankegang
Et træk, der både er typisk for tiden og for det snævre miljø i Island er, at forfatterne skriver så virkelighedsnært, at man i julebøgerne pludselig kan finde sit eget navn i kollegernes udgivelser.

I modsætning til sine danske forfatterkolleger, som Audur betegner som et meget roligt folkefærd, »der sidder i deres lejligheder på Østerbro og drikker øl«, så er islandske forfattere mere kaotiske og bange for at gå glip af noget.

Island er så lille et land, at dets indbyggere temmelig hektisk prøver at få det hele med ved at rejse, læse og udgive bøger i en lind strøm. Men som Audur siger med et smil, så kommer bøgerne sjældent uden for Reykjavik og det er måske tvivlsomt, hvor stor kontakten til den store verden i grunden er.

Generelt har mange islandske forfattere deres litterære blik rettet mod den engelsktalende verden, hvor danske forfattere i højere grad orienterer sig mod de skandinaviske nabolande. Den globale tankegang på Island kan skyldes et ønske om at frigøre sig fra den litterære arv og en trang til at tænke uafhængigt.

Men selv om man i grunden er ligeglad med både sagaerne og Laxness, kan man stadig nyde godt af de økonomiske fordele, som den nationale litterære bevidsthed afføder: Den islandske stat yder fuld økonomisk støtte til forfattere, der har udgivet et par bøger, hvilket også Audur nyder godt af.

Sjón banede vejen
Ud over sit personlige opgør med Laxness har Audur også et obligatorisk opgør med den tunge islandske arv med i bagagen. Hendes generation har respekt for den islandske litteraturhistorie, men ejer ikke den samme ærefrygt som tidligere generationer.

Audur mener, at det er blevet nemmere at være forfatter nu, end det for eksempel var i 1980'erne, da Einar Már Gudmundsson, Einar Kárason, Vigdís Grímsdóttir og Steinunn Sigurdardóttir kom frem. På det tidspunkt var der endnu ikke nogen, der havde begået fadermord på de store forfattere.

Som forfatter er man altid bevidst om traditionen, men 2000-tallets nye forfattere tager den ikke så seriøst. Den frihed havde de ikke haft, hvis ikke generationen før dem havde banet sig en vej ud af skyggerne.

»Den banebrydende generation imellem 80'erforfatterne og min generation er centreret om Sjón, Bragi Ólafsson og Hallgrímur Helgason, som gjorde, hvad de ville. De havde ikke komplekser med traditionen og tidligere generationer, men lod sig inspirere af udlandet«.

»Om nogen kan de tage æren for at have taget slæbet med at rydde en ny vej i islandsk litteratur. En vej ud af skyggerne. De har alle tre stor indflydelse på de unge forfattere og har gjort det nemmere for de helt unge forfattere, fordi vejen nu er banet«, siger Audur.

Hendes generation kan omgås de fædrene generationer ved at gøre grin med dem eller spille på dem som krydderi i egne værker. På den måde både indoptages og afvises traditionen i samme bevægelse.

Gode ved deres teenagere
Jeg spørger Audur, om det skyldes et ekstremt talentfuldt folk eller en meget åben forlagspolitik, at forfatterne får udgivet bøger i så mange genrer.

»Man kan sige, at forlæggerne er gode ved deres teenagere. De giver de unge talenter lov til at forsøge sig inden for forskellige genrer for at se, hvilken form, der passer dem bedst. Desuden ved forlagene, at folk køber rigtig mange bøger, så en ung forfatter kan sælge 1.000 eksemplarer af sin debutbog samtidig med alle de andre udgivelser. De er meget børnevenlige«.

Audur er meget engageret i sin egen forfattergeneration og er både medarrangør af og deltager i en dansk-islandsk forfatterfestival 1. april i København. For hende er det vigtigt at sætte fokus på de unge forfattere og også lave litterær udveksling landene imellem. Og morfar er stadig god nok som morfar, bare Audur kan få lov at være Audur.