At perfektion kan være det modsatte af generøsitet, giver livet mange eksempler på, og dermed også litteraturen. Den velhavende, stilfulde, kønne og gennemkorrekte mand, som den nu 61-årige islandske forfatter har valgt som hovedperson denne gang, er endnu en af slagsen.

Som tyveårig mistede han sin mor, og ungdomskæresten slog pludselig op med ham. Siden har han været single, elskerinderne har han aldrig givet mere end tre gange hver.

LÆS OGSÅ

Netop ’givet’, efter hans egen opfattelse. En præstation af korrekt service, men uden kærlighed. Dén forbeholder han hende, der slog op for nu sytten år siden. Den eneste ene – Una hedder hun faktisk.

Hjemvendt til Reykjavik for en kort bemærkning fra sine bopæle i New York og Sydfrankrig gør han endelig et forsøg på at genvinde hende, der nu lever i et utilfredsstillende ægteskab.

Kontrolfreaken Karl Astason
Selv hedder han Karl Astason. Uanset alle islandske navneregler er hans efternavn signifikant, for han er virkelig sin enlige mors søn. Så mange år efter hendes død elsker han hende fortsat betingelsesløst. Er Una en erstatning? Dét mener en elskerinde, han engang havde, og som var atypisk: Hun røg i sengen bagefter, og hun stillede indiskrete spørgsmål og gennemskuede ham delvis – psykoanalytikeren Doreen Ash.

Ikke desto mindre er det hende, han telefonisk rådfører sig med den afgørende, fortumlede aften i Reykjavik – og hun tilskynder ham til at virkeliggøre den lykke, han så længe har ’sparet’ sig selv til: bortføre Una og gifte sig med hende.

LÆS OGSÅ

Herfra tager livet fat i kontrolfreaken Karl Astason. Netop som den så nøje planlagte lykke kan virkeliggøres, sker også det uforudsigelige. Da hans kærlighed til Una endelig gengældes, får han øjnene op for al den forelskelse eller kærlighed, han ikke selv har gengældt.

Næsten som i visen om kærlighedens karrusel på Vandkunstens lille café. Også romanen her er stramt konstrueret, også lidt for stramt.

Følelse af allegori
Kvaler med kærligheden har Steinunn Sigurdardóttir kredset om før, men i f.eks. ’Hjertesteder’ udvidede hun billedet til tre generationer af kvinder, i ’Jøkelteatret’ til en hel lille provinsbys både bitre og grotesk morsomme forviklinger.

Her vil hun analysere sig længere ind, ligesom romanpersonen Doreen Ash, der selv skriver en mærkelig bog – roman med faglitterære aspekter – med samme titel, ’Den gode elsker’.

LÆS OGSÅ

Kernen er et billede af manden som mors dreng, en Narcissus forelsket i sit spejlbillede, ikke dét i skovsøen, men i mors øjne. Men også dét mønster – faderløs, dvs. konkurrenceløs og dermed uden empati over for omgivelserne? – lykkes det Karl at bryde til sidst.

Hvordan må man selv læse i en roman, hvis psykologiske erkendelsesvilje er omsat i så målbevidst konstruktion, at man ofte får følelsen af at læse en allegori over en psykisk teori snarere end en roman om levet liv.