0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Du har skidt i bukserne!

Menneskene i Steinunn Sigurdardóttirs prosa er nogle latterligt forfængelige, håbløst forelskede og djærvt fordrukne væsener. Kort sagt gebærder de sig pinligt genkendelige. Men Sigurdardóttir var nær aldrig kommet til at skrive om dem. I hendes ungdom var det utænkeligt at forestille sig en kvindelig islandsk forfatter, som kritikerne ikke grinte hånligt ad.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

PÅ FILM. Sigurdardóttir blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen 'Hjertesteder'. Hendes seneste roman, 'Jøkelteatret', foreligger nu også på dansk og skal filmatiseres i Island. Foto: Finn Frandsen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forfatteren Steinunn Sigurdardóttir kan meget med sit sprog.

Men der er især to ting, kritikere har fremhævet ved hendes måde at skrive på.

Den ene er, at hun ikke gør fortolkningsarbejdet for sine læsere. Det må vi selv klare. Den anden er humoren.

I hendes bøger er humoren både direkte og mere gedulgt, den er varm og sort, den er fnisende og storfræk, og den optræder hele tiden på alvorlig baggrund. I hvert fald næsten hele tiden.

Trolden fra lavalandskabet
Da Steinunn Sigurdardóttir er i København for at lade sig interviewe i anledning af udgivelsen af romanen 'Jøkelteatret' på dansk, klukker hun på et tidspunkt hemmelighedsfuldt.

Men indvilger så alligevel i at svare bare lidt på, om islændinge i almindelighed går rundt og udbryder: »Du har skidt i bukserne« til hinanden, når de har bange anelser om spøgelser. Ligesom de gør det i 'Jøkelteatret'.

»Nej, nej, det er noget, jeg selv har fundet på. Jeg ved godt, det lyder lidt groft«, ler hun, og pludselig giver det mening, at hun tidligere under interviewet har beskrevet sig selv som »en trold, der er vokset ud af lavalandskabet«.

Farverig og anstrengende mor
I Steinunn Sigurdardóttirs 'Jøkelteatret' er der vist ingen personer, som ikke er både komiske og tragiske i forskellige grader. Det er en bog, som udstiller, hvor ufrivilligt morsomme vi mennesker er. Og som Steinunn Sigurdardóttir uden ærgrelse siger, er det altså noget, vi må lære at leve med.

»Ingen situationer i livet er fri for pinlige hændelser. Ikke engang døden. Jeg overværede en kvinde dø. Hun døde i sit eget hjem, og da hun var blevet båret ud i en bil, satte et par unge mænd sig på bilens bagklap og snakkede. De havde ikke set, hvad der lå i bagagerummet og blev naturligt nok ret skræmte, da de opdagede, de sad på en ligvogn«.

I 'Jøkelteatret' er en af de talrige personer en særdeles farverig og (for datteren) anstrengende mor, der ikke selv kan se det pinlige i at møde støjende plakatfuld op til premierer efter at have brugt eftermiddagen på at lægge an på nogle af byens lige så drikfældige mænd.

Den ufortrødent drikkende dame virker halvvejs pragtfuld og halvvejs modbydelig. Det sidste fordi hendes svigt har gjort, at hendes datter er »skadet og ulykkelig«, som Steinnunn Sigurdardóttir en smule modstræbende siger:

»Jeg er egentlig ikke meget for at forklare personerne i mine bøger. Men ud fra datterens baggrund kan jeg godt sige, at hun ikke er lykkelig på den måde, som et menneske trods alt kan være det. Når man er stille og rolig i sit sind. Når man har det harmonisk sammen med et andet menneske. Datteren Beatris har ikke den ro i sig«.

Absurditeter
'Jøkelteatret' er ifølge Steinunn Sigurdardóttir både en jegfortælling og en kollektiv roman. Det er Beatris, som fortæller historien. Hun skal være sufflør, når mandlige amatørskuespillere i fiskerflækken Papeyri vil opføre 'Kirsebærhaven' af Tjekhov i anledning af 140-års dagen for hans fødsel.

I sig selv er det absurd, at nogle amatørskuespillere fra en lille islandsk fiskerby vil spille Tjekhov med mænd i samtlige roller.

Absurditeten bliver kun større og mere genkendelig af, at byens opblæste forretningskonge Vatnar Jökull til lejligheden vil betale bygningen af et helt nyt teater for dermed at sætte sit eget uudslettelige, forfængelige præg på landskabet ved jøkelen eller gletsjeren for at bruge et mere kendt dansk ord.

Forfængelige mænd
»Det holder aldrig op med at forbavse mig, hvor forfængelige nogle mænd er. Hvis en mand får den mindste mistanke om, at han ikke bliver taget alvorligt, begynder han at te sig på alle mulige mærkelige måder. Jeg er overbevist om, at mænds forfængelighed er forklaringen på en masse ting, der på overfladen ser ud som noget helt andet«, siger Steinunn Sigurdardóttir.

Nogle af mændene fra Papeyri viser sig faktisk at være rigtig gode til at agere kvinder i 'Kirsebærhaven'. For bonden Ofeigurs vedkommende spiller han sit nøgleparti som Ljubov så mirakuløst, at det får u