Forfatteren Steinunn Sigurdardóttir kan meget med sit sprog. Men der er især to ting, kritikere har fremhævet ved hendes måde at skrive på. Den ene er, at hun ikke gør fortolkningsarbejdet for sine læsere. Det må vi selv klare. Den anden er humoren. I hendes bøger er humoren både direkte og mere gedulgt, den er varm og sort, den er fnisende og storfræk, og den optræder hele tiden på alvorlig baggrund. I hvert fald næsten hele tiden. Trolden fra lavalandskabet Da Steinunn Sigurdardóttir er i København for at lade sig interviewe i anledning af udgivelsen af romanen 'Jøkelteatret' på dansk, klukker hun på et tidspunkt hemmelighedsfuldt. Men indvilger så alligevel i at svare bare lidt på, om islændinge i almindelighed går rundt og udbryder: »Du har skidt i bukserne« til hinanden, når de har bange anelser om spøgelser. Ligesom de gør det i 'Jøkelteatret'. »Nej, nej, det er noget, jeg selv har fundet på. Jeg ved godt, det lyder lidt groft«, ler hun, og pludselig giver det mening, at hun tidligere under interviewet har beskrevet sig selv som »en trold, der er vokset ud af lavalandskabet«. Farverig og anstrengende mor I Steinunn Sigurdardóttirs 'Jøkelteatret' er der vist ingen personer, som ikke er både komiske og tragiske i forskellige grader. Det er en bog, som udstiller, hvor ufrivilligt morsomme vi mennesker er. Og som Steinunn Sigurdardóttir uden ærgrelse siger, er det altså noget, vi må lære at leve med. »Ingen situationer i livet er fri for pinlige hændelser. Ikke engang døden. Jeg overværede en kvinde dø. Hun døde i sit eget hjem, og da hun var blevet båret ud i en bil, satte et par unge mænd sig på bilens bagklap og snakkede. De havde ikke set, hvad der lå i bagagerummet og blev naturligt nok ret skræmte, da de opdagede, de sad på en ligvogn«. I 'Jøkelteatret' er en af de talrige personer en særdeles farverig og (for datteren) anstrengende mor, der ikke selv kan se det pinlige i at møde støjende plakatfuld op til premierer efter at have brugt eftermiddagen på at lægge an på nogle af byens lige så drikfældige mænd. Den ufortrødent drikkende dame virker halvvejs pragtfuld og halvvejs modbydelig. Det sidste fordi hendes svigt har gjort, at hendes datter er »skadet og ulykkelig«, som Steinnunn Sigurdardóttir en smule modstræbende siger: »Jeg er egentlig ikke meget for at forklare personerne i mine bøger. Men ud fra datterens baggrund kan jeg godt sige, at hun ikke er lykkelig på den måde, som et menneske trods alt kan være det. Når man er stille og rolig i sit sind. Når man har det harmonisk sammen med et andet menneske. Datteren Beatris har ikke den ro i sig«. Absurditeter 'Jøkelteatret' er ifølge Steinunn Sigurdardóttir både en jegfortælling og en kollektiv roman. Det er Beatris, som fortæller historien. Hun skal være sufflør, når mandlige amatørskuespillere i fiskerflækken Papeyri vil opføre 'Kirsebærhaven' af Tjekhov i anledning af 140-års dagen for hans fødsel. I sig selv er det absurd, at nogle amatørskuespillere fra en lille islandsk fiskerby vil spille Tjekhov med mænd i samtlige roller. Absurditeten bliver kun større og mere genkendelig af, at byens opblæste forretningskonge Vatnar Jökull til lejligheden vil betale bygningen af et helt nyt teater for dermed at sætte sit eget uudslettelige, forfængelige præg på landskabet ved jøkelen eller gletsjeren for at bruge et mere kendt dansk ord. Forfængelige mænd »Det holder aldrig op med at forbavse mig, hvor forfængelige nogle mænd er. Hvis en mand får den mindste mistanke om, at han ikke bliver taget alvorligt, begynder han at te sig på alle mulige mærkelige måder. Jeg er overbevist om, at mænds forfængelighed er forklaringen på en masse ting, der på overfladen ser ud som noget helt andet«, siger Steinunn Sigurdardóttir. Nogle af mændene fra Papeyri viser sig faktisk at være rigtig gode til at agere kvinder i 'Kirsebærhaven'. For bonden Ofeigurs vedkommende spiller han sit nøgleparti som Ljubov så mirakuløst, at det får utilsigtede konsekvenser. Og så er det, at suffløsen Beatris som så mange gange før atter en gang må trække i trådene for at undgå yderligere pinligheder og tragedier i fiskerbyen. Iført feminine gevandter spiller Ofeigur sin rolle som kvinde iført lysegul silkejakke så englefint, at han for det første selv bliver impotent. Eller »sengehalmskold«, som han siger. For det andet bliver instruktøren Dyri Blængur voldsomt, forgæves forelsket i Ofeigur. Det undrer ikke suffløsen, for Dyri er en »lille bøsserøv«, som hun kærligt kalder ham. Hun vil bare ikke finde sig i, at instruktøren ødelægger Ofeigurs ægteskab. Beatris er i det hele taget mageløs, når det gælder om at liste gode løsninger ind i andres liv uden at blive opdaget. Sit eget liv kan hun derimod hverken få styr på. Eller ro i. Praktiske mænd Beatris er gift med og glad for Helmut, som også ifølge Steinunn Sigurdardóttir er »en hyggelig fyr, omsorgsfuld og humoristisk«. Han har reddet Beatris ud af en opvækst, hvor hun hele tiden skulle redde sin alkoholiserede mor. Men det er Hugo, som Beatris begærer. Selv om det giver både besvær og sorg. Steinunn Sigurdardóttir nikker og sukker medfølende på sin hovedpersons vegne: »Det er jo en menneskelig betingelse, at man aldrig er tilfreds med det, man har. Man vil altid have noget andet. Men er det ikke sådan, at hjerterummet har plads til mere end én? Man får jo ikke hele kærligheden i én pakke«. »Der findes næppe en mand, det både er morsomt at snakke med, kysse på, gå i seng med. Og gå spadsereture med«, siger forfatteren på sit bedste skoledansk, der altså har enkelte trykfejl, men ellers er imponerende i betragtning af, hvor sjældent hun anvender det. Fødslens revolution Hun tilføjer smilende, at det egentlig kunne være praktisk med forskellige mænd til forskellige ting. Nogle gange. Og medmindre man har børn. Beatris har ikke børn. »Nej, det skal hun ikke nyde noget af efter dén barndom. Alligevel var der en tysk journalist, som var så vred på Beatris. Over hendes sidespring. Hun er 'eine Nutte', hvæsede han til mig. En hore!«. Steinunn Sigurdardóttir ler. Igen. Og taler så alvorligt om, at hun synes, alt for mange mennesker får børn uden at ville give afkald på nogle af de ting, de gjorde, inden de blev forældre: »Jeg efterlyser ikke en idiotisk opofring, men bare et liv som i det mindste nogenlunde er godt for et barn. At få et barn skaber en revolution i ens liv. Jeg har den største respekt for kvinder, der gør sig det klart og af gode grunde bevidst fravælger at få børn. Men er det ikke underligt, at mange stadig ser kvinden som ufuldstændig, hvis hun ikke er mor? Det er urimeligt og på en måde aggressivt over for kvinder«. Skrivende mænd Steinunn Sigurdardóttir havde fået udgivet to digtsamlinger, da hun fødte en datter i 1974. Men selv om hun havde skrevet digte, siden hun var teenager og havde to af sine egne bøger i reolen, tænkte hun aldrig på sig selv som forfatter. »Tanken om en kvindelig forfatter i Island var så absurd, at jeg slet ikke kunne forestille mig selv som sådan. Selv efter at jeg havde fået udgivet de to første bøger, syntes jeg, at det var latterligt. Skrivning har været en meget mandlig tradition i Island. Altid. Ganske vist ved vi ikke, hvem der skrev sagaerne, men de fleste går uden videre ud fra, at det var mænd«. Det er blevet lidt bedre siden. Men da hun debuterede i 1969, fandtes der kun tre-fire anerkendte islandske forfatterinder. Om resten af de kvindelige forfattere hed det sig, at de skrev latterlige romaner om kærlighed. »Kritikerne lo ad dem og skrev hånende artikler om, at de ingen ret havde til at eksistere som forfattere. Selv om flere af dem var meget populære. Det var i den atmosfære, jeg debuterede. Man kan sige, at jeg var en meget uskyldig forfatter, for i modsætning til mine mandlige studenterkammerater havde jeg aldrig haft forestillingen om, at jeg var den fødte poet«. Skred fra jobbet I mange år arbejdede Steinunn Sigurdardóttir som journalist på islandsk radio. Men lade være med at skrive fiktion kunne hun ikke. Selv om hun prøvede på at holde op. »Da jeg på et tidspunkt var i gang med en roman, gik det op for mig, at det i længden var umuligt at have et arbejde ved siden af. Samtidig skulle den mand, jeg boede sammen med, flytte til Sverige for at arbejde der«. »Og så gjorde jeg det vanskeligste, jeg nogensinde har gjort i mit arbejdsliv. Jeg sagde mit job på radioen op, flyttede til Sverige og skrev igennem en del år på romanen 'Tidsrøveren', der udkom i Island i 1986«. Arbejdsro i Sydfrankrig Siden dengang har Steinunn Sigurdardóttir gjort det til en slags vane at flytte bopæl hvert tredje eller femte år. Sammen med sin »sammenbo«, som hun kalder kæresten. Efter tre år i Paris er de inden for det seneste år flyttet til et gammelt lejet stenhus i nærheden af Montpellier, hvor hun er ved at skrive sin næste roman. Der har hun en arbejdsro, hun havde vanskeligt ved at finde i Paris. Og der skriver hun ved et Ikeabord i et stort rum, der deles af en slidt, antik kinesisk skærm, hun købte alt for dyrt på et loppemarked i Paris. »Jeg måtte bare have den. Selv om det betød, at vi ikke havde råd til den seng, jeg egentlig skulle have købt. Så vi sover stadig på kun 120 centimeter madras, ligesom dengang vi var unge. Og ikke fyldte nær så meget«.