Solskinshest’ er skrevet med en lidt naturstridig blanding af humor og patos. Men sproget er godt, og humoren betager. Patossen er sværere at have med at gøre, for der går maner i, at værdiladede ord skrives med versaler, og selve kærlighedshistorien er noget ungpigesentimental. Men det er man nok nødt til at tage med, for også Sigurdardóttirs nyeste bog, ’Solskinshest’, er bestemt værd at læse. Romanen kredser om temaer, som den islandske journalist og forfatter før har beskæftiget sig med: bizar barndom, det islandske landskab, søgen efter et holdepunkt i tilværelsen og den ægte kærlighed. Som et grumt bonustema er også Døden en prominent og ubelejlig gæst i ’Solskinshest’. I det hele taget kan det anbefales at køre forsigtigt på de islandske grusveje, forstår man, for de har trods besnærende udsigter både løse rabatter og dybe grøfter – ligesom hele fortællingen om ’Lilla’ og hendes yngre bror ’Mummi’ har. Søskendeparret vokser op for lud og koldt islandsk træk i en stor og forfaldende villa i Reykjavik. Forældrene, der begge er læger, er mere optaget af deres patienter end af deres egne børn, som de næppe fatter, hvordan er landet i deres midte. Forsømmelsen er så grel, at Lilla og Mummi ikke overvejer at sige far og mor til deres forældre, men konsekvent taler om dem som ’ægteparret’. Familiens ulykke træder i fuld karakter, da au pair-pigen Magda, som ellers har holdt sammen på stumperne, rejser hjem til Tyskland. Herefter er det slut med barndom, hus- og verdensorden. Døden som tvetydig gæst Med frysende ironi beskriver Lilla sit ophav som egocentriske fumlegængere på livets vej. ’Ægteparret’ låser sig konstant og til egen evige forundring ude, så børnene må vove livet for at kravle ind ad vinduer og åbne indefra. Ligesom ’ægteparret’ glemmer at lave mad og er ude af stand til at gøre rent. Ikke engang skælde ud kan de, sådan som rigtige forældre vel skal indimellem – hvorfor børnene med stor ansvarsfølelse skælder ud på sig selv for dog at have en fornemmelse af rammer. Som det mest utilgivelige står lægeægteparrets optagethed af verdens fattige, syge og sultne børn. For over for ulykker i dét omfang er der ingen plads til egne børns behov. Det er ikke nemt at blive hørt, når alverdens børns gråd ringer for ørerne i de store stuer. Der er selvsagt ikke andet for end at afskrive forældre som Haraldur og Ragnhildur, men i selve dødsøjeblikket kommer det til forsoning med i hvert fald faren. Derfor er døden en tvetydig gæst i ’Solskinshest’. Grusom, javel, men også en mulighed for forsoning og nærvær, som ikke er mulig i levende live. Afdøde har i det hele taget stor betydning i Sigurdardóttirs romaner. I ’Hjertesteder’ kører hovedpersonen således Island rundt med sin for tyve år siden afdøde mor som åndelig bagsædepassager, der blander sig i nutiden og bebrejder for fortiden. Ja, døtre og mødre har det ikke altid nemt med hinanden. Med ’Solskinshest’ løfter Steinunn Sigurdardóttir en velkendt nordisk romandisciplin: Det er ikke nemt at være til, men – kan man tilføje – det er væsentligt at læse om og tænke over, hvordan det overhovedet lader sig gøre.