Det er fredag morgen, og Ursula Andkjær Olsen aner det ikke. Endnu.

At hun med noget så tilsyneladende ufarligt som en dansksproget bog har været skyld i, at flere af landets litteraturkritikere er mentalt forulykket under læsning.

Af ren og skær begejstring.

Få læsere
Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl har det, som om han er blevet kørt over af en italiensk sportsvogn.

Og i fredagsudgaven af Politiken står der, at anmelder Mikkel Bruun Zangenberg både er »nedlagt« og »færdig«.

I begge tilfælde skal reaktionerne dog læses som en opfordring til at gå i gang med bogen. Hvilket vil glæde forfatteren. Når hun får læst aviserne.

»Man bliver til enhver tid glad over at have læsere. Når man er digter, ved man, at de er relativt få. Læserne«.

»Men selvfølgelig bliver jeg meget glad, hvis anmeldelserne er gode«, siger Ursula Andkjær Olsen.

Muntert og urovækkende
Hendes nye og tredje bog hedder 'Ægteskabet mellem vejen og udvejen', og der er veje, rundkørsler, udveje, omveje og motorveje som nogle af de sammenbindende tråde gennem mange af hendes nye digte og prosaagtige tekster.

Et andet gennemgående tema er nøgenhed og forklædning.

Og et helt tredje ligger i selve hendes skrivemåde, der strækker, fordrejer, forvrænger og omformulerer hverdagsvendinger og folkeligt kendte sangtitler.

På en kæk måde kan man sige, at Ursula Andkjær Olsens trafikmeldinger både er muntert berigende og overvældende urovækkende.

Flere sandheder
Det vigtigste ved den tolkning vil i så fald være ordene 'både og'.

For med omskrivning af en af hendes formuleringer i bogen går den 34-årige forfatter »tungen ud« i sin insisteren på, at der ikke kun findes én sandhed.

Der er næsten altid både den ene og den anden, siger hun: »Det er en banalitet, men det er sådan, jeg synes, tingene er. Hver gang man tror, man har fundet det, der var det rigtige, det gode, det skønne eller det sande, står der altid nogen et andet sted og siger, at det er dér, det rigtige, det gode, det skønne eller det sande er«.

»Det er banalt at sige, at man skal se tingene fra flere sider. Men jeg synes, det er en grundlæggende ting ved verden. Og at den ting er grundlæggende på en ikke-banal måde«.

Sproglig ensomhed
Et sted i 'Ægteskabet mellem vejen og udvejen' skriver Ursula Andkjær Olsen om, hvad al den tvetydighed betyder:

»Man går sin / dobbeltgang over / jorden man er på den / ene side og man er på den / anden for at man bedre kan / elske sig selv. Nej. Jo. Eller / hade. På en vis måde er det / ensomhedens fedme. Dens / utal«.

Det er ikke første gang, hun viser og erkender dobbelte muligheder og tvivl. Det har hun også gjort i sine to tidligere digtsamlinger. Men hun synes selv, at den nye bog er anderledes:

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her kort. Men i de seneste år har jeg boet i Paris, og på et tidspunkt havde jeg pludselig to-tre måneder alene i en fremlejet lejlighed«.

»Ellers talte jeg virkelig ikke med nogen mennesker. Jeg var i et fremmed land, jeg var ene om at tænke på dansk, og så begyndte jeg at skrive noget, som i min egen opfattelse var meget forskelligt fra det, jeg havde skrevet før«.

Lykke og lyse nætter
Det nye var, at hun skrev uden at reagere på reklame-, politiker- og mediesprog, som hun ellers meget præcist indfletter og forvrider nogle steder i sin nye bog. Det nye var, at hun også skrev ting, som ikke er ironiske eller arrige eller latterliggørende.

»I Paris er der ikke »lykke og lyse nætter«, som Thøger Larsen skrev om i sangen 'Danmark nu blunder den lyse nat'. Det er der bare ikke! Og så var det vinter. Nætterne var mørke og kolde«.

»De var helt modsat af, hvad dén sangs grundforestilling går ud på. Jeg ved ikke hvordan, men jeg blev grebet af den sang. Så når der står så meget i bogen om den, er det ikke for at forvrænge eller være smart eller ironisk«.

Ursula Andkjær Olsen ville egentlig være pianist. Hun spillede klaver som barn, og hun var 25 år og i gang med et universitetsstudium i musikvidenskab, inden hun fandt ud af, at sproget duer til andet end kontante beskeder:

»Som lille var jeg mistroisk over for sprogets evne til at kunne fungere til ret meget andet end at sige »ræk mig lige mælken«. Jeg var ikke god til at bruge det til at sige, hvordan jeg havde det. Eller til at lytte når andre skulle sige, hvordan de havde det«.

»Det blev mig altid lidt pinagtigt. Det var musikken, som betød noget for mig. Det gør den vel stadig, tror jeg, når jeg nu synes, at det ikke er en digtsamling, jeg har skrevet. For mig er det et værk med komponeret poesi af en eller anden art«.

En slags poesi
Da hun var 25 år, opdagede hun, at hun havde skrevet noget, som måske var en slags poesi. Og så drømte hun, at hendes afdøde mor sagde til hende, at hun da også bare kunne blive forfatter. Hvis det var det, hun ville.

»Jeg tænkte: fint! Så gør jeg det. Men det kom bag på mig. At jeg pludselig kunne noget med det sprog, som jeg egentlig hadede. Jeg tror godt, at man kan bruge så stærkt et ord om det. At jeg havde hadede sproget. Det er måske det had, som går igen i mine to første bøger og betinger en drejning af det hele«.

I 'Ægteskabet mellem vejen og udvejen' er der stadig sprogstyrtende kulturkritik, men der er også noget andet. Pludselige oprigtigheder, der bliver hængende med hele deres nybrug af gamle vendinger: Som denne her:

»Alle har en stok og en sten at / springe over / alle har en knold at synge fra og jeg / ønsker virkelig for / alle at de også må have en / gyngehest at flygte på som mig«.

Der er ikke nogen sarkasme i de digtlinjer. Men hvorfor skal det være en gyngehest? Ursula Andkjær Olsen både lukker øjnene og smiler lidt, mens hun siger:

»Nu laver jeg så lige en analyse af mig selv ... en gyngehest er jo sådan en, man ikke kommer så langt på. Hvis man har en gyngehest at flygte på, er man egentlig ret ilde stedt. Men på den anden side er gyngeheste noget, børn har. En gyngehest er legetøj. I sig har den en type udvej, som måske godt kan fungere alligevel«.