Lars Frost er træt.

Ikke bare lidt træt. Men sådan helt enormt træt.

Af det hele.

Alt burde egentlig være okay, for den 37-årige forfatter har lige fået udgivet romanen ’Skønvirke’, som er sidste del af hans velfærdstrilogi. De fleste af anmelderne har endda været glade for den groteske historie, som forsøgsvis er en femi-krimi, men snart skrider ud i et portræt af velfærdsdanskernes samfund i en nær fremtid.

Problemet for Lars Frost er imidlertid, at alt ikke er godt.

Det hele er fuldstændig lige så forfærdeligt som slutningen på hans roman, hvor alt til sidst går totalt i opløsning. Sammenbruddet er indtruffet. Sådan har han det også selv, som han siger.

»Jeg orker ikke engang drikke mig fuld længere«.

Vedkender sig Panduro og femikrimi
I virkeligheden burde man ikke interviewe ham til en avis, hvor leden over samfundets udvikling og udviklingskurven for hans eget liv ikke kan ydes fuld retfærdighed, når ordene skal ned på papir.

Anmelderne skrev om 'Skønvirke'

»Et stort og dybt imponerende hovedværk, der kom ud af 00’erne og katapulterer os brat ind i den fremtid, som kun sjældent ser andet end dyster ud«.
Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken 19. marts
(5 hjerter)

»Frost er vel sådan cirka Danmarks mest flabede forfatter. Det kan virke pisseirriterende, men litterært bliver det også voldsomt inciterende«.
Lilian Munk Rösing, Information 18. marts

»For mig at se er denne roman et demonstrativt spild af talent. Gang på gang sprænger Lars Frost det dygtige tilløb, som læseren lige er gået med på, i luften. Til sidst føler man sig ikke videre velkommen«.
Joakim Jakobsen, Weekendavisen 18. marts

»Bogens hovedærinde er at latterliggøre danskerne i en fremtidsverden, hvor lidenskaben er nedkølet og følelsen af samhørighed væk«.
Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet 20. marts
(2 stjerner)

Lars Frost burde live streames over nettet, så alle kunne følge hans lavmælte, vrængende og ofte dybt ironiske kommentarer til verden i almindelighed og litteraturen og Frost selv i særdeleshed.

En kritisk anmelder i Weekendavisen fik i Frosts nye bog mindelser om Leif Panduros og andres angreb på bedsteborgernes forløjede liv i 1970’erne, og anmelderen spurgte sig selv, om der var tale om endnu en parodi.

Det sidste kan der formentlig ikke svares entydigt på, men Lars Frost vil godt vedkende sig, at han også har haft Panduro i tankerne, ligesom han – om end halvhjertet – har omklamret nutidens populære femi-krimi med en handling, som i begyndelsen omfatter strandvaskere, sex og seriemord.

»Jeg prøver bare at holde fast i folks opmærksomhed«.

Så krimien er bare et trick?

»Det er det da, men det er det hele jo, uanset om man skal forsøge at fiske sig et job eller en kæreste, eller man skal prøve at overbevise et andet menneske om, at det skal lade sig gøre gravid med ens barn. Så skal man prøve at se tilforladelig ud. Til en vis grad i hvert fald. Indtil man afslører sit sande jeg«, siger Lars Frost.

Krimielskere vil nok sige, at det kun er tilsyneladende, forfatteren har skrevet en krimi, eftersom genren oftest er bygget op om en forbrydelse, som bliver opklaret, hvorefter forbryderne bliver straffet, så normaliteten kan indfinde sig på ny.

Dømt til kedsomhed
Sådan ser verden ikke ud i ’Skønvirke’, men Lars Frost mener nu nok, at straffen rammer den kvindelige massemorder, som først scorer mændene og derefter lader det seksuelle gå direkte over i brutale drab.

»Hvis man skal tro historien i bogen, så bliver skurken jo tvangsindlagt til et langt og kedeligt liv med en mand, hun i virkeligheden ikke elsker, men som hun tror er den rigtige, fordi hun ikke har fantasi til at forestille sig, at hun kan finde noget, der er mere interessant«, siger han.

I det hele taget er det nogle gyselige liv og et gyseligt samfund, Lars Frost ridser op i ’Skønvirke’.

Den kvindelige kriminalopdager bliver suspenderet, fordi hun er overvægtig. I maden er bacon erstattet af soja og bøfferne af tofu. Kvinderne er ikke nogen, man har lyst til at møde i en mørk gyde, og mændene er nogle skvat eller skøre. Aviserne har sektioner med titler som ’Fronten’ og ’Race & Sjæl’.

LÆS ANMELDELSEImponerende kapitelløs krimi lefler ikke for læseren

»Sådan er det jo med alle bøger, der postulerer at handle om fremtiden. I virkeligheden handler de om nutiden. Det er jo grotesk, som vi dyrker kroppen i dag. Jeg har ikke orket lave researchen, men jeg er sikker på, at hvis man gjorde op, hvor mange kalorier deltagerne i New York Marathon indtager i træningen op til løbet og under løbet, så ville det svare til kalorieindtaget på årsbasis i et temmelig stort, fattigt afrikansk land, hvis man ser på, hvad man mindst skal indtage om dagen for at overleve. Det er så grotesk, hvad folk udsætter sig for, og det, der foregår i verden, er så grotesk skævvredet, at det er meget svært at acceptere, hvis man ikke er en lille smule beruset«, siger Lars Frost.

Han forstår simpelthen ikke, hvordan folk dag ud og dag ind kan arbejde med noget, de dybest set ikke brænder for.

Selvmordet
»Hvorfor stikker de ikke bare en kniv i hovedet på sig selv, eller hvordan man nu ellers tager livet af sig uden at gøre andre fortræd? Jeg forstår ikke, hvordan folk overlever i sådan en verden, men det er mig, der bliver anklaget for at være kynisk. Jeg græder sgu da i det mindste over den verden, vi lever i«.

Lars Frost undrer sig over, at nogen synes, det er fantastisk at gå på arbejde med det ene formål, at de nu er en dag tættere på efterlønnen, eller lidt tættere på sommerhuset eller turen til Gran Canaria.

Har du altid det sortsyn?

»Jeg tror, jeg altid har været deprim. Jeg har faktisk tænkt lidt over, om det bare er, fordi jeg har opdaget, at jeg personligt nok er længere end midtvejs i livet og absolut ingen succes har i kærlighedslivet og er blevet fyret to gange inden for de seneste par år fra de eneste nogenlunde fornuftige job, der findes i den branche, jeg færdes i, hvilket vil sige job i den såkaldte kreative skriveskoleverden«, siger Lars Frost og indleder derefter en lille diskussion med sig selv om, hvorfor han i dag føler sig marginaliseret.

Endnu en pind til ligkisten
Om det er, fordi alle mange tidligere venner og kolleger, som har fundet lykken i parforhold og børn, i dag opfatter ham som en trussel, eller om hans følelse af at være isoleret skyldes, at han har været i opposition de seneste 10-12 år – ja, måske endda hele livet.

»Alle afgørelser i det her land bliver truffet på et værdigrundlag, jeg ikke er enig i. Det må man da blive deprimeret af. Især når man tillige ikke engang har en ordentlig økonomi«.

Hvilken effekt har det, at du nu får udgivet en bog?

»Det er bare endnu en pind til min egen ligkiste, for det har jo ingen effekt. Den har et førsteoplag på 1.200 eksemplarer, og meget få læser den. Jeg er så uforskammet heldig, at du og andre vil tale med mig, og jeg bliver anmeldt i de store aviser. Det er næsten absurd, hvor meget spalteplads jeg og andre får, i forhold til hvad vi egentlig har af indspark i den realitet, vi forsøger at kommentere på. Det kommer jo hele tiden til at handle om, hvem det er, der taler. Hvis nogen står frem i rampelyset, kommer det altid til at handle om ham eller hende. Folk kan sige de mest absurde ting, men det eneste, man taler om, er hans slips eller hendes frisure. Det er så tåbeligt, men hvis man råber op om, at samfundet er overfladisk, er reaktionen fra samfundet bare: Hvorfor er du så vred? Det handler ikke om, hvorvidt der er noget reelt i den vrede. Det handler ikke om, hvorvidt den kyniske tilgang til verden eller det selvhad, der kommer til udtryk i bøgerne, har nogen bund i virkeligheden«.

Jens Vejmand bag skærmen
Har det nogen betydning, hvilken regering vi har?

»Nej, det tror jeg ikke, men det ville gøre en forskel for mig, hvis vi rent faktisk opførte os, som om vi var et af verdens rigeste og mest privilegerede lande. At vi skal diskutere, om vi skal bruge 1,0 eller 0,9 pct. af vores penge på at hjælpe dem, der intet har. Det er så småligt, at vores folkevalgte kan spilde så meget tid på at diskutere efterløn, og hvis endelig man skulle diskutere efterløn, var det da ikke, om folk kunne trække sig tilbage som 62-årige eller 65-årige, men hvordan det overhovedet er muligt, at vi i et så rigt land har folk, som er nedslidte. Kan det ikke lade sig gøre at få folk et sted hen, så de ikke skal ligge på knæ i 30 år og banke sten ned i jorden? Hvorfor findes Jeppe Aakjær stadig dér?«.

Med Jens Vejmand bag skærmen?

»Ja, de sidder der stadig for at tjene en øre mere per krone, fordi vi er angst for, at vi ikke kan konkurrere med udlandet«.

Ligegyldigheden
Her er vi ved det, Lars Frost med ’Skønvirke’ forsøger at beskrive som den allermest destruktive kraft overhovedet – ligegyldigheden.

Bogen er vel skrevet på din undren over, hvorfor der så ikke kommer et oprør?

»Mon ikke der også gør det? Problemet er bare, at vi har det for godt. Det groteske er, at vi ikke har noget at brokke os over på egne vegne, og at så få i deres stressede hverdag har overskud til at kunne klage på andres vegne – til overhovedet at kunne tænke på andres vegne. Det er noget, folk klarer med et sms-opkald til de store landsindsamlinger«.

Har du nogensinde tænkt på at gå ind i politik?

»Jeg tænker over det dagligt. Jeg fik jo aldrig taget den forbandede uddannelse, og hvor skal jeg gå hen for at tjene nogle penge? Dagligt tænker jeg også på, at jeg burde skrive jobansøgninger til reklamebureauerne, selv om jeg ikke kan se, hvad de skulle kunne bruge mig til. Jeg har prøvet skolerne i lokalområdet, men de har ikke brug for lærervikarer. Jeg forsøger at udskyde opkaldet til Post Danmark, men der ender det jo nok, for det er der, jeg har været før. Men politik er et sted, hvor man kan komme hurtigt frem, hvis man har været i medierne, og hvis jeg bare siger ja til alle medier lige nu, får jeg måske et opkald«.

Fløjene smelter sammen
Lars Frost tænker sig lidt om, som er han inde under de viltre krøller ved at foretage en sidste indkredsning af fremtidens karrierevalg.

»Du kan godt skrive, at jeg er fuldstændig ligeglad med, hvilket parti det er. Bortset fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Jeg kan ikke se forskel. Enhedslisten er mit yndlingsparti, men jeg kan også blive socialdemokrat, hvis det skal være. Jeg har også sympati for Venstre, men konservativ er nok det, der ligger mig nærmest. Inderst inde sidder en konservativ dværg og hopper på et blodløst hjerte. Fløjene smelter jo sammen bag om ryggen på én. Højre bliver til venstre. Men jeg kan ikke lyve og derfor bliver det måske svært at komme ind i politik«.

Hvad gør du så nu?

»Jeg venter bare på, at nogen beder mig om at lave en tv-serie, så jeg kan nå ud til mange mennesker. Jeg bilder mig ind, at jeg ret nemt ville kunne lave en tv-serie, der var mere interessant end ’Lykke’«.

LÆS ANMELDELSETV-redaktøren: Lykke er ikke spor morsom

Men du så den?

»Jeg tvinger mig til at se i hvert fald de første par afsnit af ny dansk tv-dramatik, for jeg er så deprimeret over, at det ikke er mig, de har bedt om det, men i stedet beder de samme to underholde den danske befolkning lørdag og søndag med de samme totale ligegyldigheder. Der er ingen udvikling, men igen er det noget om, at det er synd for os, der ikke får alt, og hvor er det hårdt at være dem, der er så overprivilegerede, at vi ikke kan finde ud af at bruge tid på andet end os selv«, siger Lars Frost.

1860 i hovedet
Nej, den 37-årige forfatter synes ikke ligefrem, der er noget at råbe hurra over. Det kan derfor se næsten naturstridigt ud, at hans nye roman hedder ’Skønvirke’.

Men det er der selvfølgelig også en god forklaring på, for Frost synes, der er klare paralleller mellem nutiden og skønvirkeperioden for godt 100 år siden.

»Der var en stor indre konflikt i ideerne omkring skønvirke. Dengang havde man kontakt med det engelske arts & crafts, som var en reaktion imod umenneskeliggørelsen i industrialiseringen. Det havde vi egentlig ikke set meget til i Danmark, men i England og Tyskland var man begyndt på produktionen, hvor arbejdere massefremstillede forbrugsgoder til arbejderne. I skønvirke kommer der så en modreaktion, hvor man går tilbage til noget bondsk, noget håndarbejde, og på samme tid skal det også være meget moderne. Det er jo et smukt billede på det, vi også oplever i dag. I hvert fald i de 10-20 år, hvor jeg selv har været bevidst om den verden, vi lever i. Her har man diskuteret, hvorvidt vi nu skulle gå frem eller tilbage. Vi vil gerne være innovative og fremtidssikrede og fremadrettede, og hvilke ord hele uddannelsessektoren ellers kan sætte på. Og samtidig prøver man at pådutte folk en masse grundværdier, som overhovedet ikke hører vores tid til. De siger, man skal tænke som i 1860’erne, men opføre os, som om vi var i 2020’erne«, siger Lars Frost.

Hvor ser du dit forfatterskab bevæge sig hen nu?

»Lige nu skriver jeg noter til en banal krimi, som jeg har tænkt mig at udgive under pseudonym og tjene de der 100 mio. kr.«, siger Frost og henviser til et tv-indslag, hvor en succesrig norsk forfatter talte om, hvor mange penge han havde tjent på en serie om en alkoholiseret mandlig hovedperson.

»Det er grotesk, hvor let det tilsyneladende må være, hvis man har det rigtige forlag i ryggen og det rigtige pr-apparat. Jeg har tvunget mig til at læse nogle af de populære krimier, i hvert fald halvvejs«.

LÆS ANMELDELSEOverlegen romankunst fra Lars Frost

Men orker du at tage krimien alvorligt?

»Man kan vel blive voksen og udgive den under pseudonym«.

Som Peter Tø?

»Jeg har et rimelig godt alias i tankerne, som også kan gå internationalt. Lidt eksotisk, men også forståeligt på spansk, tysk og engelsk«.