Joumana Haddad er vred. Hun er vred på de muslimske mørkemænd, som holder deres kvinder gemt bort bag sløret.

Men hun er også vred på de arabiske kvinder, som ikke blot finder sig i det, men i mange tilfælde ligefrem demonstrativt klamrer sig til det.

Og så er hun vred på de mange både kritiske og velmenende røster fra Vesten, der indirekte er med til at fastholde billedet af den arabiske kvinde som pr. definition sløret og undertrykt.

Joumana Haddad mener, at virkelighedens billede af den arabiske kvinde er langt mindre entydigt, og hun fremstår selv som alt andet end en underkuet, kønsløs og formummet arabisk kvinde.

Den undertrykte arabiske kvinde
At den arabiske kvinde er tavs og undertrykt, er sandt i alt for mange tilfælde, men langtfra i alle. Hvis man ikke sætter spørgsmålstegn ved dette billede, og ikke fremhæver de mange individuelle undtagelser fra reglen, bliver billedet af den undertrykte arabiske kvinde til en kliché, mener den libanesiske forfatter.

Haddad får indirekte støtte fra de saudiarabiske kvinder, der netop i disse dage sætter sig bag rattet i familiebilen for utilsløret at markere deres protest imod loven, der gør det til et mandligt privilegium at smække røven i førersædet og tage rattet.

»Jeg skrev i første omgang bogen som et svar til nogle af de vesterlændinge, der havde interviewet mig i forbindelse med mit tidsskrift«, fortæller digteren Joumana Haddad, der som noget temmelig usædvanligt i Mellemøsten har udgivet et erotisk magasin, JASAD.

Modig og udfordrende
Med sin meget personlige debatbog ’Jeg dræbte Sheherezade’ bliver hun nu udgivet over hele verden, og nobelpristagerne Mario Vargas Llosa og Elfriede Jelinek har allerede kaldt den modig og udfordrende.

»De journalister fra Vesten gav gang på gang udtryk for et klichépræget billede af den arabiske kvinde, som jeg måtte reagere på«, siger Joumana Haddad og gør med sine røde negle og læber, sin blå sommerkjole og sine dramatiske slangekrøller, hvad hun kan, for at dementere billedet af en stakkels, afseksualiseret, undertrykt kvinde fra Mellemøsten.

LÆS OGSÅMagasin vil give kroppen tilbage til araberne

»Det betyder selvfølgelig – desværre – ikke, at klicheen ikke også er sand. Den undertrykte arabiske kvinde findes i høj grad. Men der er også en anden arabisk kvinde, som ikke er det! Og jeg vil gerne fortælle den arabiske kvinde, at hun bør begynde at stole på sin styrke og komme i gang med at ændre sin tilværelse. At gøre sig ansvarlig for sit eget liv er at få magt over det. Den Sheherezade, jeg vil dræbe i ’Jeg dræbte Sheherezade’, er både Vestens billede og den arabiske kvinde, som bliver ved med at forhandle om sit livs mest basale rettigheder med sine undertrykkere«, siger Joumana Haddad, der fokuserer sin politiske kamp på tre områder: sekularisering, kvinders rettigheder og seksuel frihed.

Opdraget på katolsk nonneskole
Livet for kvinder i Libanon er mere frigjort end i mange andre arabiske lande, men uanset om man er kristen eller muslimsk libaneser, er livet fra vugge til grav stadig organiseret omkring religiøse forskrifter.

Det er ikke et sekulariseret samfund, og i disse år, hvor Hamas bliver stadig stærkere, går det snarere den modsatte vej med frigørelsen i hendes hjemland.

»På en måde er den arabiske kvinde sin egen værste fjende«, siger Jouamana Haddad, der er mor til to store drenge.

»Hvis først du tror på, hvad dine undertrykkere siger om dig, at du er magtesløs og ikke kan stille noget op, så bliver du deres medskyldige i undertrykkelsen af dig. At acceptere undertrykkelsen i stedet for at kæmpe for dine rettigheder og din værdighed er den lette udvej«, siger Joumana Haddad, der som mange millioner andre indbyggere i Mellemøsten og Nordafrika er arabisk uden at være muslimsk.

Hun er blevet opdraget på en katolsk nonneskole, men kalder sig nu agnostiker og betragter grundlæggende katolicismen som lige så patriarkalsk som islam.

Litteraturen sætter fri
Ifølge digteren Joumana Haddad fortæller den nyeste statistik, at færre end 0,1 procent af indbyggerne i den arabiske verden læser til daglig.

Kun 40 procent af dem læser bøger. Af disse læser 9 procent digte. Hvilket ifølge Haddads hovedregning giver hendes digtsamlinger et samlet potentielt antal læsere på 9.720 mennesker. I hele den arabiske verden.

»Jeg voksede op i en meget svær tid«, fortæller hun om sin vej til bøgernes verden.

»Krigen rasede lige udenfor, og min opdragelse var meget streng. Det eneste sted, jeg kunne være fri, var i mit hoved. Min far var konservativ, men meget intellektuel og gav mig tidligt mange bøger, jeg skulle læse. Han havde et stort hjemmebibliotek, og da jeg var 11-12 år, begyndte jeg at læse de bøger, han havde gemt af vejen højt oppe i bogreolerne«. Bøger af de Sade, Nabokov, Miller, Céline, Balzac og mange andre.

»På den måde fandt jeg alle de vidunderlige forfattere, som havde brudt og overskredet de tabuer og begrænsninger, jeg levede under hver eneste dag. I bøgerne kunne jeg leve det liv, jeg ikke havde lov til at leve i den virkelige verden. Bøgerne lærte mig at sige tingene, som de er. Hvilket er enormt vigtigt, for det arabiske sprog er fuldstændig viklet ind i tabuer, forbud og poetiske omskrivninger«, fortæller Joamana Haddad, der mener, at det arabiske sprog er blevet dekadent af mange århundreders sukrede omskrivninger.

»Som digter tror jeg på det poetiske billede, men jeg mener også, at metaforen skal være et bevidst valg. Hvis man bruger en metafor til at lege med sproget, er det fint, men hvis man bruger metaforen som en måde at undgå at sige tingene, som de er, så er det noget ganske andet. Den floromvundne metafor er en ydmygende og kujonagtig flugt fra virkeligheden, som desværre præger rigtig meget nutidig arabisk litteratur. Det er uretfærdigt, for det arabiske sprog er i grunden så smukt og rigt på potentiale. I gammel arabisk litteratur fra det 11. og 12. århundrede kunne man på helt naturlig og smuk vis skrive om erotik og seksualitet. Hvorfor taler man om bakker og bjerge, når man vil snakke om bryster? Fordi man er bange. Fordi man, lige fra man er blevet født, er blevet fortalt, at den slags er skamfuldt, at du skal skjule din krop, og at seksualitet er af det onde«.

Tabuet om kroppen
I tabuet om seksualiteten i den arabiske verden fandt hun sit emne, da hun for to år siden besluttede sig for at lave et nyt tidsskrift, der skulle være anderledes og føles som nødvendigt.

JASAD blev et kunsttidsskrift om kroppen. Joumana Haddad accepterer ingen indlæg skrevet anonymt eller under pseudonym.

Hver eneste forfatter, hun trykker, må vedkende sig sit mod og ansvar ved at udnytte sin ytringsfrihed. Hun sidestiller censur med åndelig voldtægt.

Der er nok at tage fat på. For ifølge Joumana Haddad har man fremelsket en kultur, hvor løgn og dobbeltmoral stortrives.

Man dyrker jomfrutilstanden, men kun når det gælder kvinder. Den sygelige optagethed af jomfruelighed handler om magt. Manden vil have sin kvinde som en gave, han er den første til at pakke ud.

Det betyder, at ægteskaber med 14-15-årige piger er populære, fordi chancen for at score en jomfru er større. Så arabiske kvinder dyrker sex i smug og får bagefter lavet en kunstig mødom. Man starter forholdet med at lyve for sin ægtefælle.

»I mine mere kyniske øjeblikke tænker jeg, at de fortjener hinanden. Hvis han synes, det er så vigtigt, at han er den første mand i en kvindes liv, og betragter hende som sin ejendom, så fortjener han også at blive løjet for. Og kvinderne har så sjældent mod til at bede manden ryge og rejse med den slags fjollede krav, at hun fortjener en mand, der er så dum og macho!«.

Skepsis over for den arabiske revolution
I din bog citerer du et gammelt ordsprog, ’et faldende træ laver mere støj end en hel skov, der vokser’. Er den arabiske kvinde i øjeblikkets arabiske verden det faldende træ eller den voksende skov?

»Jeg er stolt over de forandringer, der trods alt sker, men som det ser ud nu, har jeg svært ved at tro på kvinderne som en voksende magtfaktor. Jeg har fulgt de nye revolutioner nøje. Vi har set kvinderne spille en stor rolle i omvæltningen og i kravet om forandringer, men så snart de nye strukturer skal etableres, er det, som om kvinderne er pist forsvundet. Jeg ser ikke nok kvinder, der kæmper for sig selv eller griber muligheden for at opnå større lighed. Lighed mellem kønnene er ikke en luksus, man kan arbejde i retning af, når først demokrati er sikret. Lighed er en forudsætning for at etablere demokrati. Det sker ikke. Så jeg er desværre meget skeptisk«.

Så du kan godt forstå de bekymringer, man mange steder nærer, mht. hvilke regimer der vil opstå på ruinerne af de gamle?

»Jeg kan udmærket forstå dem. Jeg har ikke spor lyst til at være pessimist, men jeg synes, det er ret åbenlyst, at de religiøse kræfter står stærkt bag de nye bevægelser. De har været meget kløgtige og holdt en lav profil, men vi kan ikke ignorere den åbenlyse risiko for, at de vil gribe den magt, de har hungret efter så længe. Hvis det sker, vil det blive svært at afgøre, om det gamle diktatur eller det nye vil være det værste«, siger Joumana Haddad, der i sin bog citerer den afdøde iranske revolutionsleder, den shiitiske ayatollah Khomeini, for denne opfattelse af det seksuelle forhold mellem kønnene:

»En mand skal ikke have seksuelt samkvem med sin kone, før hun er ni år gammel, hverken regelmæssigt eller lejlighedsvis, men han kan få seksuel nydelse, enten ved at berøre eller holde hende i sine arme, eller gnide sig imod hende, selv om hun kun er et spædbarn«.

Tørklædedebatten
Hvordan opfatter du tørklædedebatten i Europa?

»Frankrig er et sekulært samfund, og jeg synes, de har ret til at beslutte den slags forbud. For mig ville det være ydmygende og fornærmende at skulle gå med hijab, niqab eller burka. Men det synes jeg også, det er, hvis folk går rundt med et stort kors om halsen. Jeg synes, det repræsenterer en religiøs ekshibitionisme. Udøvelse af religion hører hjemme i en moske eller en kirke eller bag hjemmets fire vægge«.

»Er man formummet bag en burka, er man reduceret til et symbol på noget, der kan vække mænds begær og som sådan må udviskes. Det er også ydmygende for mændene, som dermed bliver opfattet som dyr, der ikke kan styre sig. Kvinden i burkaen er en fornærmelse mod kvinders værdighed, men det er den kvinde, der har accepteret at blive præsenteret som et stykke kød på en stripperstang eller i et mandeblad, også. Det ser forskelligt ud, men uanset om kroppen bliver gemt væk eller udstillet, er det faktisk udtryk for den samme mangel på respekt for kvinders værdighed. De kvinder, som demonstrerer for retten til at gå med burka, er lige så hjernevaskede som kvinden, der lader sig folde ud i Playboy«.

De fundamentalistiske kræfter er stærke i disse år. Er du nogen sinde bange for at være så tydelig i dine udmeldinger?

»Jeg vil ikke lade mig intimidere. Ikke fordi jeg er specielt modig, men fordi jeg er stædig og passioneret. Jeg har for længe siden besluttet, at jeg lever for at føre mine egne overbevisninger, drømme og ambitioner ud i livet. Ikke for at leve op til andres forventninger eller krav. Jeg har ikke noget imod at være kontroversiel, men jeg er ikke interesseret i at provokere for at provokere. At jeg virker provokerende på nogle, er bare en sideeffekt af, hvordan jeg har valgt at leve mit liv«, forklarer Joumana Haddad og smiler selvsikkert og kvindeligt med sin røde menneskemund.