Siden John Irving for otte år siden trak vejret dybt ind og kastede sig ud i sit forfatterskabs længste åndedrag, de 840 sider, som nu udgør mammutromanen 'Indtil jeg finder dig', er der dukket to tatoveringer op på forfatterens klejne krop. Begyndelsen til en brydering på højre underarm og bladet fra et ahorntræ på brystet, lige over hjertet. »En hyldest til min kone. Hun er fra Canada (Janet Turnbull, som også er hans litterære agent, red.), i hvis flag ahornbladet indgår. Bryderingen er en hilsen til den anden side af mit liv, min sport. Det er de synlige tegn efter romanen«, siger John Irvings mørke, bløde stemme, efter at han villigt har blottet tatoveringen på brystet. Den mest personlige roman Ydre symboler på den fascination af tatovørernes kunst, John Irving oplevede, da han bestemte sig for at bruge kirker, orgelmusik og altså tatovørsaloner som rammer om sin store fortælling. I den gemmer sig til gengæld alle de symboler og tegn, man ikke kan bære uden på huden, men som tilværelsens skarpe nåle prikker ind i sjælen. Hvorfra det kan kræve år og endeløse anstrengelser at fremkalde dem. »Det er klart det mest personlige, jeg har skrevet. Det handler om min barndom, min ungdom og min forsvundne far. Ligesom Jack i bogen blev jeg som alt for ung dreng forført til at have sex med voksne kvinder. For at kunne skrive det var jeg nødt til at få det på lang afstand, så jeg kunne få et teleskopisk overblik over det og holde forstyrrende følelser væk«, siger John Irving. Stor lettelse Mens han skovler mere frugt op i sin yoghurt på hotellet i København, hvor han residerer i disse dage, og hvor vi derfor spiser morgenmad sammen, virker John Irving i kortærmet mintgrøn skjorte og beige bukser alt andet end tynget. De brune øjne under det stålgrå hår understreger igen og igen med små flirtende forskydninger budskaberne i de svar, han synes at hale til sig langvejsfra for at levere dem videre i velovervejet form. »Det har været en stor lettelse at blive færdig med bogen, fordi den var så personlig og rent fysisk også var en stor mundfuld. Min yngste søn var 6 år, da jeg startede på den, nu er han 14. At slippe den har givet plads til en masse nyt for mig«, siger John Irving. Forsvundne forældre Det var vennen Mel Gussow, kritiker på New York Times, der gjorde John Irving opmærksom på, at han gennem hele sit forfatterskab har kredset om familier på kanten af sammenbrud, fortabte børn og fraværende forældre. Temaer, der i høj grad kendetegner forfatterens mest kendte og filmatiserede bøger som 'Verden ifølge Garp', 'Hotel New Hampshire' og 'Æblemostreglementet'. Hans forældre blev skilt, da han var 2 år, han har aldrig mødt sin far, og hans mor har kategorisk nægtet at tale om faren. Mel Gussow opfordrede John Irving til at skrive sin egen historie. »Hele livet har jeg forsøgt at bilde mig selv ind, at det ikke har betydet noget for mig, at jeg aldrig har mødt min far. Men undervejs med bogen er det gået op for mig, at det i høj grad har formet mig som menneske og forfatter. Ikke så meget afsavnet og mysteriet, men mere vreden mod mine forældre«. »I løbet af processen har jeg også mødt de tre brødre og den ene søster, min far havde fra andre ægteskaber, hvis eksistens jeg ikke kendte. De har fortalt mig meget af det, jeg ikke vidste, og nogle gange kan vi ligefrem få kalenderne til at passe sammen, når vi ser tilbage i tiden på forskellige begivenheder«, siger John Irving. Fantasiens vokseværk Som hovedpersonen i 'Indtil jeg finder dig', skuespilleren Jack Burns, er John Irving vokset op uden sin far. Han vendte efter endt militærtjeneste i Anden Verdenskrig aldrig tilbage til sin kone. Først da John Irving var 39 år, fik han at vide, at han var født, da hans far forlod familien, og at faderen stadig levede. »Før jeg selv fik børn, var jeg meget vred på min mor, fordi hun ikke ville fortælle mig noget. Jeg så hende næsten aldrig. Jeg prøvede at få min bedstemor og mine tanter til at hjælpe mig. Men de ville ikke, for hun havde været der før og på sin meget stædige måde fået dem til at holde kæft. Så prøvede jeg at være udspekuleret over for hende«. »Hvis vi for eksempel var ude at bade i havet, spurgte jeg hende: »Nå, var han god til at svømme?«. Stilhed. »Jeg mente min far!«. Stilhed. Og så: »Jeg ved godt, hvem du mener«. Stilhed igen. Når man ikke får noget at vide om noget, man er optaget af som barn, begynder man at fantasere. Det gjorde jeg, og i min fantasi voksede min far sig til den rene djævel. Sådan som Jacks mor bilder ham ind i bogen. Mig var der ikke nogen, der ledte på vildspor. Jeg anede bare ikke noget«, siger John Irving. Skyggen i livet Han tygger lidt på noget ananas i yoghurten og fortsætter historien om sin families tragedie: »Fra det øjeblik, jeg selv fik børn, ændrede det hele sig, og jeg var vred på min far. Jeg var hos min mor, kunne følge hende og se, at hun havde sine grunde til, at hun ikke ville lade min far se mig. Men nu var jeg voksen og havde selv børn. Hvad var der nu til hinder for, at han kunne dukke op hos mig og sige: »Hey, jeg er din far!«. Det har jeg aldrig forstået, og jeg får aldrig forklaringen, for nu er han død«. »Jeg ved, at han har været forbi og set mig bryde et par gange, da jeg var aktiv i sporten. Men om han kom flere gange, og om han for eksempel nogensinde har læst en bog af mig, får jeg aldrig at vide. Det har selvfølgelig været en skygge i mit liv, men jeg må give skyggen, at den har udstyret mig med en rig fantasi«. Børnenes mangel på barndomI bogen skriver du: »På den måde bliver vores barndom gradvist stjålet fra os, både helt bogstaveligt og mere indirekte«. Mener du, at barndommen stjæles, også fra de børn, der ikke savner en forælder? »Det er meget sandt, og som far er det noget af det, der bekymrer mig mest. Jeg har været far for to generationer af børn og set den enorme forskel, der er på bare deres opvækst. Det bliver sværere og sværere at være barn. Alle forældre har oplevet noget i deres barndom, som de gerne vil skåne deres børn for«. »Men hvad vi ikke forstår er, at verden ændrer sig så hurtigt, at de frygtelige ting, vi vil beskytte dem imod, for længst er overgået af deres virkelighed. Uanset hvilke ødelæggelser du oplevede i din barndom, er du aldrig stødt på de prøvelser, børn i dag udsættes for. De vokser op lynhurtigt, fordi de vil. På tv, i film og på internettet kan de følge det voksne livs muligheder. De tror, at man først kan have det sjovt, når man bliver voksen og kan gøre alt det, de kun kan se på i fjernsynet«. »Derfor klæder piger sig som unge kvinder, før de overhovedet har bryster. Og drengene spiller hårde fyre, før de overhovedet har været i nærheden af et træningslokale. De spiller hele tiden små voksne, og det er meget farligt. Ligesom Jack Burns i bogen risikerer vi, at de børn aldrig bliver hele voksne, men nogle, som har et umodent forhold til for eksempel sex«, mener John Irving. Livet i ekstremerne Familiefaderen fra New Hampshire, hvis ældste søn er 41 år og den yngste 14, har endnu en gang valgt at lade store dele af sin roman foregå blandt ydereksistenser som eksempelvis Amsterdams prostituerede. »Jeg tror, at mange mennesker har hemmelige liv, noget, de måske kun gennemlever i fantasien eller dele af deres liv, som de skjuler for deres familier og venner. Der er noget chokerende og forstyrrende over enhver, der i fuld offentlighed bekender sig til en seksuel ekstremitet. Den prostituerede eller transvestitten for eksempel. Jeg er meget interesseret i de mennesker, der bærer deres seksualitet som en del af deres tøj. »Sådan her er jeg, og jeg dyrker det her. Hvis du har et problem med det, så skrid!«. »De mennesker får mange af os til at føle utilpashed. Det aspekt kan jeg godt lide at dyrke. Ikke ud fra et moralsk synspunkt. For jeg mener: Er det ikke bedre at gå til en prostitueret i et klinisk, forretningsmæssigt forhold end at være utro? Det moralske dilemma vil jeg overlade til andre. Der er masser af grunde til at blive forarget af at læse mine bøger, hvis man vil. Dertil kan jeg kun sige, at hvis man ikke kan lide emnerne og personerne, må man hellere finde sig en bog om golf at hygge sig med«, siger John Irving med endnu et lumsk smil, der næsten får de brune øjne til at snige sig ud af hans venlige ansigt. Langsomhedens velsignelse Efter halvandet års research hos blandt andre tatovører i København følte han sig så godt inde i sin ramme, at han kunne gå i gang med at skrive. Hjemme i New Hampshire ligger en kolossal bunke håndskrevne ark, der udgør den første udgave af 'Indtil jeg finder dig', der var skrevet i jegform. Den version kom for tæt på, så John Irving skrev bogen om til tredje person. Igen foregik arbejdet i hånden, og forfatteren pådrog sig flere gange undervejs seneskedehindebetændelse. »Det var smertefuldt, men jeg skriver bedst i hånden. Det er også, fordi jeg insisterer på at arbejde langsomt. Jeg bryder mig ikke om det tempo, hvormed man kan ændre sin tekst på en computer. Jeg har det privilegium, at jeg rent økonomisk ikke behøver at udgive bøger hvert tredje år, så der er ingen undskyldninger for, at jeg skulle have travlt«. »Derfor bruger jeg den langsomme arbejdsform. Først næste år vil jeg gå ind i it-alderen, når min yngste søn flytter hjemmefra og begynder på efterskole. Så må jeg lære at skrive e-mail for at kommunikere med ham. Men jeg kommer ikke til at skrive bøger på computer. Det lover jeg«, siger John Irving. Familien som tema Med frygt ser han frem mod den dag, hvor sønnen Everett forlader hjemmet for at starte på sin efterskole. »Der har boet børn i mit hus i 41 år, så det bliver en meget brat ændring. Jeg er ængstelig for det. For mig har det at være far og have børn været det største og mest stabiliserende i livet. Jeg kan slet ikke forestille mig at have været foruden det. Jeg havde allerede fået min ældste søn, da jeg udgav min første bog. Og mit forfatterskab ville have været helt anderledes uden børn«. »De har givet mig et emne, familier. Jeg har altid skrevet om familier, som bliver ødelagt, testet, ruineret og smadret på alle mulige måder. Men en del af det at skrive er dybt overtroisk. På den ene side skriver man om ting, der faktisk er sket for en, men på den anden side skriver man ubevidst om ting, man håber aldrig vil ramme en. Man skriver om spøgelser og dæmoner i håb om, at de holder sig væk«. Bare en historiefortællerMan må sige, at du med 'Indtil jeg finder dig' har bygget en solid borg for at holde ondskaben væk? »Ha, ja, det kan du have ret i. Det var ikke bevidst, at bogen blev så lang. Og længden vil afskrække nogle og få de dovne kritikere til at komme med en automatmening. Men sådan har det altid været for mig. De, der kan lide John Irving og prioriterer læsning, nyder en god, lang bog. Jeg er så heldig, at jeg ikke behøver at lede efter nye venner og læsere. Selv hvis nogen falder fra, har jeg flere end de fleste andre forfattere«. De fleste er kvinder, at dømme efter køen til din bogsignering i Politikens Boghal? »Det er kun kvinder, der læser fiktion. Mænd læser aviser og fagbøger om golf og Viagra. Man ser aldrig en mand læse en god roman i et fly, og jeg har aldrig mødt en mand på de bogforlag, der udgiver mine bøger verden over. Desværre er det ikke mig, men litteraturen, kvinderne er interesseret i. Hvis jeg var intellektuel, er det da muligt, at mænd ville være med. Men det er jeg ikke, jeg er bare en historiefortæller«.