Kim Leine har Grønland i blodet. På godt og ondt. Det enorme land repræsenterer, som var det i sig selv en isbjørn, noget af det smukkeste og lykkefremkaldende i forfatterens liv. Og noget af det farligste og mest mareridtsagtige.
LÆS OGSÅ Her er de nominerede til Politikens Litteraturpris 2012
Grønland var landet, hvor han som ung sygeplejerske var ved at gå til i et misbrug af stoffer og sex, som han selv har beskrevet i debut- og erindringsromanen, ’Kalak’, men det er samtidig landet, som gennem sin historie har givet ham et spektakulært gennembrud til de mange læsere, der samtidig har stemt romanen ’Profeterne i Evighedsfjorden’ ind som en klar vinder af Politikens Litteraturpris.
Romanen fortæller historien om den dybt splittede Morten Falck, som af sin far i Norge bliver sendt til København for at studere teologi, men dannelsesrejsen til den danske hovedstad bringer på ingen måde afklaring i den unge mands hoved. Tværtimod.




























