Forfatteren Johan Jönson kalder sit arbejdsværelse for ’bunkeren’.

Et lejet kælderlokale i et etagebyggeri i forstaden Örnsberg uden for Stockholm.

»Jeg har ikke noget toilet, men her er roligt. Og der er kaffe«, har han skrevet til mig på mail længe inden, jeg en formiddag – alt for tidligt – når frem til den beskedne adresse, hvor hans navn ikke står på nogen af dørene.

Der er tid til at se sig omkring i landskabet. I en nærliggende park skøjter tre drenge omkring på en isdækket legeplads iklædt gummisko.

Enkelte ældre mennesker kæmper sig fra købmanden ved Örnsbergs trinbræt og helt op ad ’Ørnebjerget’ gennem parken.

Der står »Åben« på den lokale frisørsalons papskilt i dørruden, men tilsyneladende er ingen andre hjemme end en håndfuld trætte plastikblomster og en transistor stillet ind på en blød kanal. Nær toppen af bjerget er vinduerne smadrede i et stort, forhenværende supermarked.

Her er det så, at en af årets kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris skriver sine digtsamlinger. Om lønarbejdere og syge, om samfund og familieliv.

Foreløbig har den 42-årige forfatter Johan Jönson fået udgivet 12 bøger. Det er ikke en digtsamling fyldt med blomstrende adjektiver eller genkendelige følelsesbeskrivelser, han er prisnomineret for.

Han er indstillet på grund af ’Efter arbetsschema’, der er 800 siders uromantiske optegnelser over, hvad der sker i omsorgssektoren, på fabrikkerne, i politikken og i hovedet på en far til tvillinger på 11 i en forstad til Stockholm, altså Örnsberg.

Eller i bunden af skandinaviske samfund i det hele taget.

Derfor forbavser det ikke, at den mand, der er vant til at passe sine mødetider og også kommer på minuttet til interviewet, har en sort hættetrøje tæt om ansigtet med det sorte, tætklippede fuldskæg og i øvrigt fra bukserne til vinterjakken er klædt i sort.

Selv termokanden med kaffe i arbejdsrygsækken viser sig at være sort.

Uvant opmærksomhed
’Efter arbetsschema’ har været en af de meget roste og omtalte bøger i Sverige i det seneste år. I første omgang blev der trykt omkring 1.100 eksemplarer af den digre bog, som hverken indeholder foto af forfatteren eller nogen anden form for luksus.

Det grafiske udtryk kan Johan Jönson godt lide, siger han, da vi er kommet ind i arbejdskælderen, som er isoleret med bøger fra gulv til loft bortset fra døren til gaden og et kvadratisk vindue samme vej.

Bogens omslag er stribet i farverne orange og sort. Nærmest Nettoagtige farver. I hvert fald ikke nydeligere. Papirkvaliteten er pauver, og det samme er de fleste mennesker i Jönsons digte. De er fattige, fysisk syge, psykisk syge, handikappede, født med hjerneskader eller slidt op af fabriksarbejde.

Sidste år gik Nordisk Råds Litteraturpris til den danske forfatter Naja Marie Aidt for hendes novellesamling ’Bavian’. At være blandt de nominerede i år har for Jönsson betydet, at hans helt usædvanlige omfangsrige poesisamling nu er trykt i andet oplag. Det var næppe sket uden kandidaturet, siger han:

»Det har betydet en hel del medieopmærksomhed. Som så har øget salget. Tror jeg. Der har også været flere arrangementer med oplæsninger og forfatterbesøg og den slags. Og nu er 2. oplag trykt. Det er temmelig usædvanligt for en digtsamling. Det føles jättegott«.

Kaffen i den lille termokande hældes i medbragte krus. Jönson sidder på sin stol ved skrivebordet.

Jeg har fået gæstestolen i hjørnet. Den er et meget blødt, gennemslidt klunserfund, som formentlig var en endestation på lossepladsen værdig allerede dengang for 20 år siden, da Johan Jönson lige var flyttet til Stockholm og tilfældigvis fandt den.

Nu er den i en tilstand, hvor man kan mærke, at det nok bliver svært at komme op igen. Når man har fået sat sig. Også fordi man sidder godt.

Fra Sundsvall til Stockholm
Du voksede op i Sundsvall. Hvorfor flyttede du til Stockholm?

»Det ved jeg ikke rigtig. Det var en fejltagelse. Det eneste gode ved Stockholm er, at man kan være mere anonym her, end man kan i en lille by. Jeg holder mig helst for mig selv«, svarer han og slår punktum med en kort latter.

»Det ved jeg ikke rigtig« er en sætning, Johan Jönson siger mange gange under interviewet.

Illusioner, romantik og nem retorik bryder han sig selv ikke om. Forsøg på at formulere absolutte sandheder er heller ikke hans kop kaffe.

Så siger han hellere: »Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tror ...«.

»Der var nogle opslagsværker og enkelte krimier, men ellers var der ingen andre bøger«, siger Johan Jönson om det hjem, han voksede op i på landet nogle kilometer fra den mindre industriby Sundsvall i 70’erne. Hans mor var først hjemmegående, som det hed. Siden blev hun telefonist. Hans far var sømand, kørte lastbil, arbejdede med vvs og var ofte borte. »Næsten altid«, siger forfatteren.

»Der var ikke noget mærkeligt i, at vi ikke havde bøger derhjemme. Sådan var det også hos alle mine kammerater. Man talte bare ikke om litteratur. Men inde i Sundsvall var der et stort bibliotek. Og der begyndte jeg at låne bøger, da jeg var 19-20 år«.

Skriver i stedet for at leve
Hvorfor begyndte du selv at skrive?

»Det ved jeg faktisk ikke. Det er ikke meningsfyldt. Det synes jeg ikke. Men man kan sige, at jeg får tiden til at gå. Og jeg tror, at jeg i mangt og meget skriver i stedet for at leve. Det har jeg måske gjort i 15 år nu. Ligesom jeg har arbejdet hårdt altid for at slippe for at leve. Det er ikke ualmindeligt, tror jeg. På den måde slipper man for at tage hånd om sine problemer«.

Da han var i puberteten, fik han fritidsjob på nogle af byens fabrikker. Så vidt han husker, var han 19 år og i hvert fald færdig med gymnasiet, da han for første gang fik job på en institution for psykisk syge.

I ’Efter arbetsschema’ skriver han blandt andet i dagbogsnoteringer en del om at arbejde med psykisk syge.

’Efter arbetsschema’ er skrevet mange år efter, Johan Jönson begyndte at arbejde i omsorgssektoren. Men forholdene har ikke ændret sig så meget.

Det var et chok for ham at skulle tage vare på sindslidende for første gang:

»Jeg har skrevet om lort og skidt i alle mine bøger. Det var ganske enkelt det, som slog mig første gang, da jeg begyndte at arbejde i psykiatrien. Jeg anede ikke, at det var sådan. Jeg vidste, at der var mennesker, som havde knald i låget. Men jeg vidste ikke, at der findes steder, hvor folk forsøger at tage livet af sig selv. Eller nogle gange æder deres egen lort. Der var afføring og skidt over det hele. Ingen havde fortalt mig, at nogen har det sådan«.

»Men sig: Hvad tænkte du på først, da du selv læste bogen?«, spørger Jönson.

At der var så meget lort i den. At det var ubehageligt, ulækkert og forfærdeligt at læse den. Og så tænkte jeg på afmagt og dit fysiske, usentimentale sprog.

»Som antropologerne siger, er afføring et tabu i alle kulturer. Sådan må det nødvendigvis være. Det er noget, man skjuler for andre. Men i poesien kan det være meget produktivt at anvende«, svarer Jönson og holder en af sine mange pauser, før han fortsætter, nu med en sort latter i stemmen:

»Det er heller ikke så almindeligt et emne. Det er et område, man kan kolonisere. En niche i poesien«.

Uden medfølelse
Da Johan Jönson var i begyndelsen af 20’erne, fulgte han med nogle kammerater, der ville flytte fra Sundsvall til Stockholm. Der fik han flere ansættelser af kortere eller længere varighed på fabrikker, plejehjem, institutioner for handikappede og hjem for psykisk syge.

Bortset fra fabriksproduktionen er der tale om omsorgsarbejde, som tidligere traditionelt har været hjemmearbejdende kvinders. Med »en vis form for ligestilling, dog endnu ikke fuldendt«, som Jönson siger, er omsorgen flyttet fra hjemmene til institutionerne.

Det bliver den konkret set ikke nødvendigvis dårligere af. Men noget af empatien ryger, når professionelle overtager omsorgsrollen. ’Efter arbetsschema’ er en digtsamling skrevet uden sympati. Den beskæftiger sig med mennesker, der er havnet på bunden af et samfund, der forsøger at hive dem op eller bare holde dem i balance med færrest mulige midler.

Jeg tror, jeg ville blive syg, hvis jeg skulle passe sådan et arbejde.

»Det bliver man jo«.

Altså psykisk syg?

»Nej, det vænner man sig til. Man bliver én person privat og en anden, når man er på arbejde. Det er forudsætningen for denne her type arbejde, tror jeg. Man er nødt til at være en anden herinde«, svarer Johan Jönson, mens han let banker sig med en knytnæve på siden af hovedet.

Så fortsætter han:

»Til gengæld får rigtig mange fysiske skader. Ryggen og skuldrene slides op«.

Der er ikke meget empati over for de syge i bogen. Det tænker man også over, mens man læser.

»Jeg ved, at det forekommer, at man ikke har empati over for de syge, gamle og handikappede. Jeg har set det gennem alle de år, jeg har arbejdet. Og det er nok en forudsætning for selve arbejdet. Man er nødt til at distancere sig fra de syges smerte. Man kan ikke overtage den. Det ville man gøre, hvis det drejede som ens hustru eller børn eller mand. Men man kan ikke gøre det på sit arbejde. For så kan man kun holde nogle få uger, før man er udbrændt«.