ATIQ RAHIMI

Født 1962 i Kabul. Flygtede til Pakistan i 1984 og derfra videre til Frankrig, hvor han fik politisk asyl og studerede film ved Sorbonne-universitetet. Har instrueret en lang række dokumentar- og spillefilm.

Debuterede i 2002 som forfatter med romanen ’Jord og Aske’(på persisk). Den blev en international bestseller, der i 2004 blev indspillet som film og vandt 25 internationale priser, bl.a. ’Prix du Regard vers l’Avenir’ ved Cannes-festivalen i 2004.

På dansk er både ’Jord og Aske’ og romanen ’Drømmenes labyrint’ (2004) udkommet. Sidstnævnte udløste den danske ALOA-pris for bedste tredjeverdensroman oversat til dansk.

Fik Goncourtprisen 2008 for ’Den tålmodige sten’ – hans debut på fransk.

Inspiration. Den dødsens tavse mand og kvinden ved hans side. Atiq Rahimi har ladet sig inspirere til romanen ’Den tålmodige sten’ af Andrea Mantegnas PietÀ med Maria og den døende Kristus fra ca. 1480. Billedet findes på Pinacoteca di Brera i Milano

Trosbekendelse
Jeg er buddhist, fordi jeg er bevidst om min svaghed

Jeg er kristen, fordi jeg indrømmer min svaghed

Jeg er jøde, fordi jeg er ligeglad med min svaghed

Jeg er muslim, fordi jeg fordømmer min svaghed

Jeg er ateist, hvis Gud er almægtig

Atiq Rahimi

Atiq Rahimis roman ’Den tålmodige sten’ er udkommet på dansk i Mette Olesens oversættelse på Tiderne Skifter. Anmeldt i Politiken af Lasse Horne Kjældgaard

Gud er godt nok en tavs mand.

Vi har råbt på ham siden verdens skabelse, men siger han noget? Ikke en lyd.

Af alle fraværende fædre er han i særklasse tavs.

Måske ligger Gud i koma ligesom hovedpersonen i den afghanske forfatter Atiq Rahimis roman ’Den tålmodige sten’.

En roman, som har begejstret Frankrig og fået landets mest afgørende litteraturpris, Goncourtprisen. Bogen er allerede oversat til tyve sprog og lige udkommet på dansk.

Mellem Kabul og Paris
Atiq Rahimi er filmskaber, forfatter og en af Afghanistans fremmeste kulturpersonligheder.

Han flygtede ud af Afghanistan, da Sovjet invaderede landet i 1984, og efter en mellemlanding i Pakistan lever han nu sit liv mellem Kabul og Paris.

Begge steder filmer, skriver og underviser han i en stadig bevægelse frem og tilbage mellem sine to hovedsprog: modersmålet persisk og »adoptivsproget fransk«, som han siger.

Vi fanger ham på en telefon i Paris for at spørge om Afghanistan, Øst og Vest, litteratur – og om de danske soldater snart kan få lov at rejse hjem?

I romanen er det en kvinde, der taler. Taler til sin bevidstløse mand, en dødeligt såret kriger, som ligger på sin båre midt i et stort hvidt rum.

Udenfor raser krigen.

Æreskodeks
Men manden har fået sin kugle i maven under et banalt slagsmål med en fyr fra sin egen lejr, som havde sagt »Jeg spytter i din mors kusse«.

Denne ærekrænkelse skulle hævnes, og nu ligger han her uden andet tegn på liv end åndedrættet, der tæller tiden ligesom et urs tik-tak i et tomt lokale.

Kvinden taler til ham, som vi alle taler til Vorherre: anden person ental.

Den mandlige æresfølelse er et grundproblem i den muslimske verden?

»Ja! Ærens koder. Ikke æren eller stoltheden som sådan, men den forkvaklede, hykleriske måde, den gøres til en mandlig værdi på. Kvinden gøres til ’mandens ære’ og udsættes for 1.001 grusomheder i mandens navn. Og manden glemmer, at også kvinden har sin menneskelige værdighed, som han selv burde være stolt af«.

»Mænd mener, at de ejer deres kvinder, og mange lider af en form for seksuel besættelse, som gør, at ingen må se deres kvinde, som så tvinges til at være skjult af en burka, når hun forlader hjemmet«.

Forbyd burka
Bør burka forbydes?

»Burka har været forbudt i Afghanistan, før krigen. Netop for at frigøre kvinden fra mandens lov. Og ja, sådan burde det være igen. Det er på høje tid, at afghanerne begynder at gøre sig overvejelser over menneskets værdighed, ikke mandens«.

»Jeg har dedikeret min roman til Nadia Anjuman, den afghanske digter, som blev tævet ihjel af sin mand. Der foregår værre ting i virkeligheden end i min roman!«.

Skyldes det religionen?

»Religionen er et middel til at retfærdiggøre rædslerne. Den er ikke årsagen. Men når folk retfærdiggør sig med religionen, så tror man udefra, at religionen er årsagen. Og lidt efter lidt bliver den årsagen«.

»Islam har tidligere spillet en helt anden rolle i Afghanistan. I middelalderen var den landets store styrke, en intellektuel inspirator til videnskab, oplysning, fremskridt«.

Så De kritiserer ikke religionen?

»Nej. Jeg gør oprør mod den almægtige Gud. Det er så nemt at kritisere. Og så har jeg min trosbekendelse ...«.

Trosbekendelsen kan læses i den særskilte boks her på siden.

Tillid til ordene
Med ’Den tålmodige sten’ har Rahimi skrevet sin første roman på fransk.

Et usædvanlig smukt og enkelt fransk – en form for farsi, altså persisk, på fransk. Goncourt-priskomitéen valgte Rahimi frem for alle de franske konkurrenter, og det samme gør nu det store publikum.

Der er noget orientalsk ved Deres måde at skrive på ...

»Ja, det er der. Da jeg kom til Frankrig, kunne jeg ikke skrive på fransk. Og hvorfor skulle jeg skrive på persisk? Til hvem? Så jeg vendte mig mod filmen, mod billedet som udtryksform. Nu er jeg nået så langt, at jeg også kan udtrykke mig på skriftligt fransk, men jeg er stadig meget præget af mit modersmål, vores afghanske farsi – der minder om iranernes sprog, ligesom dansk minder om svensk. Og jeg er meget påvirket af de middelalderlige persiske poeters enkle sprog, ligesom jeg er under indflydelse både af musik og billedkunst. Det persiske miniaturemaleri er med i min skrivestil, men også den vestlige billedtradition. Selve den centrale scene i min roman med den liggende, dødeligt sårede og bevidstløse mand, er en form for hilsen til Mantegnas pietá med Den døende Kristus«.

For en vestlig læser, som er vant til ironi og komplicerede sprogspil, skriver De ligesom så ærligt, så oprigtigt.

»Hør her: Jeg kommer fra en tradition, hvor vi har tillid til ordene. »I begyndelsen var ordet«, som Bibelen siger. Og ja: Vi har en form for religiøst eller mystisk forhold til selve det talte ord. Vi har en mundtlig fortælletradition, som gør det talte ord helligt for os. Vi bruger det på en uskyldig måde«.

Atiq Rahimi griner:

»Vi er faktisk ret naive.«

Interveneret, ikke invaderet ...
I dag er der præsidentvalg i Afghanistan. Er det påtvunget udefra af de vestlige lande, som har invaderet ....

»Ikke invaderet. Interveneret. Det er noget andet. Nato fører ikke krig mod afghanerne, men mod Taleban, som i høj grad kommer udefra og er udenlandsk støttet og finansieret«.

»Og demokratiske valg er ikke nogen ny opfindelse i Afghanistan. Allerede i 1963 forsøgte den daværende konge at gå fra absolut til konstitutionelt kongedømme med frie valg og parlamentarisme. Men det blevet løbet over ende af islamisterne på den ene side og kommunisterne på den anden«.

»Demokrati er ikke en vestlig værdi, det er en universel menneskeret. Det kræver ofre at nå frem til det, og de ofre er Afghanistan i færd med at yde. Men det tager nok også et par hundrede år, før det fungerer. Det gjorde det jo hos jer«.

Glem ikke 11. september
»Den aktuelle vold skyldes bare slet ikke bestræbelserne på at indføre demokrati. Den skyldes i bund og grund en kamp med Taleban, som er en fremmed magt, finansieret af Saudi-Arabien og koncentreret ved den pakistanske grænse. Denne magt kunne nedkæmpes på et halvt år, hvis man turde tage opgøret med Pakistan og med Saudi-Arabien. Men desværre passer det kun alle parter alt for godt, at Afghanistan er i kaos. Det passer iranerne, pakistanerne og krigsherrerne, og det passer USA, som kan være til stede lige i dette geopolitiske knudepunkt midt mellem Rusland, Iran og Pakistan«.

Og vi andre, europæerne i Nato, skal vi så trække os ud?

»Nej, I skal blive. For at holde amerikanerne i skak og for at bekæmpe Taleban. Det er for jeres egen skyld: Hvis I rejser nu, har I glemt 11. september. Så får I noget, som er langt, langt værre«.