Hvis Jussi Adler-Olsen havde været en 35-årig blondine, havde han for længst været på forsiden af samtlige aviser og glittede magasiner i landet, ligesom han kunne have vandret fra den ene tv-sofa til den anden.

Sådan ser virkeligheden bare ikke ud.

Han er en 59-årig mand med ultrakorte grå hår på det let skaldede hoved.

Til gengæld er han som forfatter for længst opdaget af den del af danskerne, som elsker en højspændt krimihistorie, og inden der er gået et år eller to, vil alle med hang til effektfulde krimier på tv-skærmen også kende hans navn, for hans krimiserie om Carl Mørck fra Afdeling Q på Københavns Politigård glider formentlig hen over fladskærmene i vinteren 2010-11.

Jussi Adler-Olsen

59 år. Vokset op på landets sindssygehospitaler. Faderen overlæge på statshospitaler i bl.a. Brønderslev og Nykøbing.

Hed oprindelig Carl Valdemar Henry, men blev aldrig kaldt andet end Jussi (efter operasangeren Jussi Bjørling).

I årene 1970-1978 studerer han på universitetet medicin, samfundsfag og film. Får deleksamen i nyere politisk historie og exam.art. i filmvidenskab.

Derudover har han arbejdet som forlægger, korrekturlæser, redaktør, direktør, manuskriptforfatter.

Skriver i 1980 sin første roman, ’Russisk kabale’, og lægger den tilbage i skuffen. Der bliver den.

Debuterer i 1997 med thrilleren ’Alfabethuset’. Senere kommer ’Og hun takkede guderne’ (2003) og ’Washington Dekretet’ (2006).

Afdeling Q-serien indledes i 2007 med ’Kvinden i buret’. I 2008 kom ’Fasandræberne’ og for en måned siden ’Flaskepost fra P’. Serien er solgt til oversættelse i en række lande.

Foto: PETER HOVE OLESEN

Rettighederne ligger hos Zentropa, der har forskellige udenlandske partnere i spil til en kommende filmatisering.

»Hver bog skal filmatiseres og sendes som fem tv-afsnit, og hvert år skal der komme fem nye afsnit«, fortæller Jussi Adler-Olsen.

Foreløbig er han tre bøger foran filmfolkene. Den seneste bog er ’Flaskepost fra P’, og romanen har for alvor cementeret, at den modne krimiforfatter er på vej mod noget, som kan blive rigtig stort.

LÆS ANMELDELSE Jussi Adler-Olsen er ond på den fede måde

Én af de tre mest solgte bøger i landet
Bogen bevægede sig allerede ved udgivelsen op blandt de tre mest solgte bøger i landet, og der har den holdt sig siden. Samtidig fik forfatteren udgivet sin første bog i serien i Tyskland, hvor romanen ’Kvinden i buret’ har fået titlen ’Erbarmen’, og under det navn gik den direkte ind på Spiegels bestsellerliste.

At bogen fra første øjeblik er blevet et hit i Tyskland, skyldes ikke mindst, at forlaget dtv satser stort på den danske forfatter. Det oplevede han selv, da han under den internationale bogmesse i Frankfurt for nylig blev lanceret med hele det tyske forlags markedsføringsmaskine i ryggen.

»Det var som at være rockstjerne. Det var, som om der kun var tre forfattere på bogmessen. Dan Brown, nobelprisvinderen Herta Müller og så mig selv. Andre har sikkert oplevet det anderledes, men sådan føltes det for mig«, siger Jussi Adler-Olsen og viser de tyske kæmpeplakater frem sammen med forlagskataloget, hvor Adler-Olsen aus Dänemark står for årets Spitzentitel.

Hans danske agent har formentlig overbevist de tyske forlagsfolk om, at den danske forfatter var god at satse på, men hvis de ønskede, kunne de faktisk have skaffet sig denne viden selv.

LÆS ARTIKEL Portræt: Udlandet har i dén grad fået øje på ham

Et kort blik på listen over modtagere af bibliotekspenge i Danmark viser, at forfatterens popularitet er steget som en feberkurve de seneste par år, og der er et klart sammenfald med udgivelsen af de første to bind i serien om Afdeling Q.

Når næste års opgørelse kommer i slutningen af juni næste år, vil forfatteren formentlig være blandt de 100 forfattere, som har flest bøger stående på bibliotekshylderne.

Ville egentlig skrive internationale thrillere
Det sjove er, at Jussi Adler-Olsens helt store popularitet er kommet med serien om Afdeling Q, for det var slet ikke meningen, at han ville skrive den type seriekrimi.

Han ville skrive internationale thrillere med det helt store schwung. Anmelderne var faktisk også ret enige om, at han var god til det, da han fik udgivet bøger som ’Alfabethuset’, ’Firmaknuseren’ og ’Washingtondekretet’, men selv om de solgte rimelig godt, gik det alligevel ikke helt, som forfatteren selv kunne ønske sig.

Han havde jo skrevet en bog som ’Washingtondekretet’ med den almindelige amerikanske læser i tanker, så hvorfor ville de ikke udgive den derovre?

I dag har han lært, at både England og USA oversætter uhyre lidt fra udlandet, og man bliver sjældent oversat, medmindre man bliver båret frem af en hjemlig eller international succes.

Det arbejder han så på.

Ingen splatter
Meget groft sagt vil Jussi Adler-Olsen tilbage til den fornemmelse, han fik, da han gik i 6. klasse på Brønderslev Skole i Nordjylland.

Her skulle de danske stile afleveres til den indremissionske lærer, som aldrig ruttede med ros eller høje karakterer.

»En dag skulle vi skrive en stil om en togtur til den lille by Tolne, og da jeg var færdig, kunne jeg se, at stilen ikke indeholdt helt de billeder, jeg havde tænkt mig, så i stedet for at skrive mere til, lavede jeg en tegning af mit eget Märklintog og tilføjede den. Det gav topkarakter, og den følelse af at have ramt plet har jeg higet efter lige siden. Samtidig gav det mig en fornemmelse af, at det betød noget med billeder i en tekst«, fortæller Jussi Adler-Olsen.

I dag skriver han selv billederne ind i historierne, men han gør sig meget umage for ikke at udpensle gruen og uhyggen i sine bøger. Det lader han læsernes egne fantasier om.

»Jeg gider ikke skrive splatter«, siger han.

Grusomhederne i historierne træder da også rigeligt frem endda. I ’Flaskepost fra P’ følger læseren blandt andet, hvordan en kvinde i timevis er ved at blive mast under tunge flyttekasser, og hvordan to børn sidder bundet i et bådehus, hvor ingen kan hverken høre eller se dem.

Og så har vi ikke engang nævnt de mentale overgreb, der foregår i historierne.

I ’Flaskepost fra P’ er det eksempelvis historien om, hvordan en psykopatisk mand kynisk udnytter andres følelser, så han kan bruge dem i et spil, der muliggør, at han kan bortføre børn.

Manden vælger sine ofre hos familier, som har en dyb tilknytning til religiøse sekter, som hellere ordner en sag i den religiøse kreds end henvender sig til myndighederne.

Opvæksten på sindssygehospitaler
Fornemmelsen for grænselandet mellem yderkanten af det normale og den reelle sindssyge har Jussi Adler-Olsen haft, siden han var barn. Faderen var overlæge på forskellige statshospitaler, og hver dag gik børnene rundt mellem de psykisk syge på stedet.

»Måske er den del af min opvækst det vigtigste i forhold til det, jeg laver i dag. Min baggrund betyder, at jeg godt kan forstå mange former for menneskelig opførsel og skæve individers reaktioner. Jeg har oplevet det i alle mulige afskygninger, og jeg har set dem, der havde været ude for voldelige overgreb og ikke hævnede sig eller ikke blev mærkelige og kolde, men vendte smerten indad.« fortæller Jussi Adler-Olsen.

Og fortsætter: »Når man ser det, ved man godt, hvor det naturlige holder op, og hvor det syge begynder. Netop det mellemlag er godt at skrive om, og jeg kan godt lide at skrive om sindet på vej ind i sindssygen eller på vej væk fra den«.

Sin erfaring fra statshospitalerne har Jussi Adler-Olsen for alvor fået gavn af i sin nye serie om Afdeling Q, som er en særlig afdeling for glemte sager på Københavns Politigård.

Det er en serie, som i virkeligheden udspringer af et møde, forfatteren for nogle år siden havde med filminstruktøren Rumle Hammerich. Dengang var Hammerich chef på Nordisk Film, og han ville gerne have en dansk pendant til den svenske Beck-serie.

»Rumle havde læst min roman ’Firmaknuseren’, og han mente, at jeg kunne skrive sådan en serie. Jeg sagde til ham, at de historier, jeg skrev, ville han umuligt kunne få ind i et budget, for mine historier kunne f.eks. omfatte kæmpestore supertankere og optrin med 10.000 statister. Så kiggede han mig dybt ind i øjnene og sagde, at det måtte vi vende tilbage til«.

Det gjorde de nu aldrig, og siden forlod Rumle Hammerich Nordisk Film. Den plantede ide forlod imidlertid ikke forfatteren, og da han en dag sad på sit daværende forlag, Aschehoug, og fortalte, hvad han havde af ideer, var en af dem serien om Afdeling Q.

Den røde tråd vil fortsætte i 10 bøger
En serie, der både ville kunne imødekomme forlagets ønske om ny, dansk populærlitteratur og forfatterens ønske om at skrive historier, hvor han kunne se tilbage i den nyere danmarkshistorie og finde materiale dér.

Der skal også været et stort materiale at trække på for forfatteren, eftersom serien nærmest kun lige er begyndt. De tre første romaner har etableret et univers, Carl Mørck og hans to specielle hjælpere, den tænksomme indvandrer Assad og den skarpe, men dysfunktionelle Rose.

»Jeg kendte fra første færd hele Carl Mørcks historie, og den kunne jeg have fortalt i én stor roman. Til gengæld ville der så hverken være kommet en Assad eller en Rose. Nu har jeg en rød tråd, som kommer til at løbe gennem samtlige romaner, så den, der læser romanerne kronologisk, selv vil kunne samle sig historierne om henholdsvis Carl og Assad.« fortæller Jussi Adler-Olsen.

Han fortsætter:

»Carls historie er til mindst 11 bøger, og Assads er foreløbig til 9 bøger, så nu skal jeg forsøge at få slået en knude på de to forløb. Formentlig kommer der omkring 10 bøger, men det kan også blive 11 eller 12«.

Det bedste, der er sket
Selv om han har tænkt sig at skrive en Afdeling Q-bog hvert år, indtil materialet er udtømt, så betyder det ikke, at hans gamle kærlighed til den internationale thriller får lov at ruste.

Han har i nogle år været i gang med romanen ’Den illustrerede kineser’, og den skulle gerne udkomme næste år – sammen med en ny Q-roman.

Han er dog helt på det rene med, at han ikke vil kunne holde det udgivelsestempo fremover, men måske bliver det lidt lettere, idet han her fra 1. november har fået sin helt egen personlige assistent.

»Min kone stopper i sit job som socialrådgiver for at hjælpe mig med det, der ellers tager mig tre-fire timer om dagen. Sammen med min faste redaktør er hun min skarpeste læser, og hun har en stor del af æren for, hvordan det er gået mig.« siger Jussi Adler-Olsen.

Og fortsætter: »Nu kan hun hjælpe mig med foredragsvirksomhed, hjemmeside, besvarelse af henvendelserne, som jeg altid svarer på, og gennemlæsning af manuskripter. Det er det bedste, der er sket for mig«.

Serien har indtjent mange penge
Han lægger ikke skjul på, at de seneste års succes har givet mange penge i kassen, men han vil helst ikke udbasunere, hvor meget det er.

Han vil dog godt afsløre, at han har kunnet leve af sine bøger allerede fra ’Alfabethuset’, som ikke alene solgte godt i Danmark, men også blev solgt til bl.a. Holland og Spanien, ligesom et selskab købte filmoptionen, som de stadig betaler et årligt beløb for at beholde.

Hertil kommer filmrettighederne for Afdeling Q-bøgerne. Og naturligvis royalties af bøgerne selv. De fleste er ifølge forfatteren selv udkommet i samlede oplag på 60.000-80.000.

Det er den slags, man bliver millionær af, så forfatteren har grund til at smile. Det gør han også. Ofte og gerne. Smilet – og humoren – er også en integreret del af hans romanunivers.

Humor betyder alt
Uanset om det så er Carl Mørcks let syrlige humor eller det er Assads brug af dansk i en version, der ligger en kvart oktav ved siden af normaltonen.

»Man kan ikke skrive om så dystre sager fra Afdeling Q, hvor man f.eks. oplever folk, der udøver vold for sjov, uden at man bløder læserne op undervejs. Det ville være meningsløst at slippe folk ind i det rum«, siger Jussi Adler-Olsen.

Selv synes han, at humoren betyder intet mindre end alt i hans liv, og han opsøger den konstant. Helt ned i opbygningen af det enkelte bogkapitel.

»Når man læser mine bøger, skal det være sådan, at man er irriteret, når et kapitel slutter, og man er irriteret, når et nyt kapitel begynder. Man skal ønske, at den foregående persons historie fortsætter, i stedet for at man skal i gang med en ny. Når den så er i gang, skal man igen ønske, at denne historie ikke slutter ... Men lige i det øjeblik, man som læser ønsker at få mere at vide, skal noget nyt gå i gang. Det er også humor«, siger Jussi Adler-Olsen.