Måske er det mest overraskende ved Dan Brown, hvor umådeligt almindelig han virker.

Iført et afslappet mørkt jakkesæt, hvid skjorte og gult slips minder den 45-årige bestsellerforfatter med sit brune hår og afvæbnende smil meget om sin helt, symbolprofessoren Robert Langdon, sådan som Tom Hanks har spillet ham i filmene ’Da Vinci Mysteriet’ og ’Engle og Dæmoner’ – og det er ikke tilfældigt.

»Enhver forfatter kommer noget af sig selv ind i sin helt. Men Langdon er ikke mig – han er den mand, jeg gerne ville være – klogere og mere modig«, siger Brown med et muntert smil.

Selve stedet, hvor interviewet finder sted, er også som taget ud af Langdons liv. Ganske vist er Harvard, hvor den fiktive professor underviser, skiftet ud med eliteskolen Philips Exeter Academy, der ligger i den idylliske lille by Exeter i New Hampshire, men stemningen af diskret velstand og viden i det nordøstlige USA er den samme.

Det var her, Brown voksede op, gik i skole og i en årrække selv underviste i engelsk litteratur, og succesforfatteren føler sig tydeligvis stadig meget hjemme i Exeter. Nu bor han ude ved New Hampshires Atlanterhavskyst med sin kone Blythe Newlon, men »det her er, hvad jeg altid har kaldt hjem«, siger han.

Men for en mand, der har solgt mere end 100 millioner bøger og ifølge New York Times har tjent mere end halvanden milliard kr. alene på ’Da Vinci Mysteriet’, har det krævet en aktiv indsats at forblive almindelig.

»Det har været meget, meget vigtigt for mig og Blythe at bevare benene på jorden«, siger han og forklarer, at parret aldrig giver fælles interview eller inviterer pressen med hjem.

»Det sekund, man lader pressen komme ind og skrive om ens privatliv, kommer man til at tage sig selv lidt for alvorligt«, siger han og understreger, at han og ægtefællen »virkelig er meget, meget almindelige mennesker«.

»Jeg tømmer opvaskemaskinen som alle andre, mine venner er de samme, som jeg havde før ’Da Vinci Mysteriet’ – og de er ikke imponerede af mig«.

Kamp med det hvide papir
Alligevel er megasuccesen selvsagt ikke gået helt umærkeligt hen over Browns liv.

»Selv hvis berømmelse ikke forandrer dig selv, forandrer den alle andre. De er enten nervøse over at møde dig eller begejstrede over at møde dig, de kan ikke lide dig, eller også elsker de dig, men man kan aldrig gøre et førstehåndsindtryk, og det er en mærkelig måde at leve på«, siger Brown. Og også rent professionelt tog det ham noget tid at vænne sig til berømmelsen.

»Lige efter ’Da Vinci’ blev et stort hit, havde jeg nogle uger, hvor det var vanskeligt for mig at skrive, fordi jeg hele tiden sad og tænkte på, at mange millioner mennesker ville læse det. Og så går alt i stå, hvis man først bliver selvbevidst, dør kreativiteten«, forklarer Brown.

»Men så indså jeg, at der grundlæggende ikke var noget forandret. Jeg stod stadig op om morgenen og sad stadig foran et hvidt stykke papir og forsøgte at finde på noget«.

Det kræver tydeligvis en høj grad af disciplin for den ellers umiddelbart så afslappede Brown. »At skrive en roman er en tung og vanskelig proces. Betydeligt mere sved end inspiration«, siger Brown og tilføjer grinende, at det bedste ved at skrive er »at have skrevet«.

Men det tager sin tid.

»Jeg skriver syv dage om ugen, også juleaften«, siger han og forklarer, at hans skrivedag typisk starter klokken fire om morgenen. »I dag sad jeg der dog allerede klokken tyve minutter over tre, fordi jeg ikke har vænnet mig til, at vi er gået tilbage til vintertid«, siger han.

Skrivningen foregår i en lille hytte i haven. Et sted, hvor der hverken er telefon eller internet. »Der skal være så få distraktioner som muligt. Jo større stilhed, jo mere taler dine personer«.

Fra gloende gassky til roman
Men en ting en den uhyre disciplinerede fysiske skriveproces. En anden er, hvordan bøgerne bliver til, og hvor ideerne kommer fra. Her gælder et andet og langt mere uforudsigeligt system.

»Heldigvis skal man jo som forfatter kun få en god ide hvert tredje-fjerde år, og den kan komme alle mulige steder fra. Første gang jeg hørte om koderne i Leonardo Da Vincis sidste nadver, var til en forelæsning i Spanien«, siger han.

Efter ideen venter et årelangt hårdt slid. »Jeg tænker tit på skriveprocessen som den måde, et solsystem bliver formet på. Hvor man begynder med en stor hed, uformelig gassky, og så bliver der langsomt formet planeter og stjerner, som lige så stille begynder at finde faste baner. Det ender med at se ordentligt og reguleret ud, men i starten er det meget tåget«, siger han og kommer straks med en anden metafor for sit arbejde.

»Man kan også sammenligne det med den ahornsirup, som vi laver her i New England. Man starter med at tappe saft fra 200 træer og få spandevis af denne tynde saft. Og den koger og koger man så, indtil man ender med at få lille glas sirup«, forklarer Brown og viser med fingrene, hvor lille glasset er. »Sådan er det også at skrive romaner – man destillerer og destillerer og ender med kun det allermest nødvendige«.

Hvordan ved man, når man er nået dertil?
»Det er altid et spørgsmål om ens personlige smag. Det er det eneste, man har at rette sig efter, og så må man bare håbe, at andre også synes om det. Det er virkelig det, jeg forsøger – at skrive den bog, som jeg selv gerne vil læse«.

Den mission er mildt sagt lykkedes for Dan Brown, der efter ’Da Vinci Mysteriet’ er blevet en af de mest læste forfattere på kloden. Hans seneste bog, ’The Lost Symbol’, der handler om frimurerne og foregår i Washington DC, udkommer på dansk med titlen ’Det forsvundne tegn’ på mandag 16. november.

LÆSAnmeldelse af den engelske udgave af 'The Lost Symbol'

Den har allerede slået alle rekorder i den engelsksprogede verden ved at sælge mere end en million eksemplarer den allerførste dag.

Som en blæksprutte i gips
Betydeligt mindre imponerede har anmelderne generelt været. Jyllands-Postens anmelder Jakob Levinsen kaldte i sin anmeldelse af ’The Lost Symbol’ Dan Brown for »en lam blæksprutte med alle arme i gips«, og The Guardians Mark Lawson har udnævnt ham til »den moderne tids bedst sælgende og dårligst skrivende forfatter«.

Generer den slags perfiditeter slet ikke en klassisk uddannet engelsklærer som Brown, der indtil for nylig underviste sine studerende i Shakespeare, Faulkner og de andre engelsksprogede klassikere? Eller griner han bare hele vejen til banken?

»Folk brokker sig over min prosa og siger, »han er ikke Faulkner«. Men det er netop pointen«, siger Brown.

»Jeg skriver på en meget bevidst og moderne måde, som kun tjener til at fremme historien, og for mig går det hele tilbage til glæden ved at undervise. Mine bøger videregiver en masse information og filosofi på en meget let og sjov måde, og det har fået millioner af mennesker til at tænke over ting, som de ellers ikke havde tænkt på«.

»Hvis jeg skrev noget, som var meget litterært, tror jeg ikke, så mange mennesker ville læse det. Men der kommer en dag, hvor jeg vil prøve at skrive den slags«, siger han.

Hvornår?
»Det ved jeg ikke. Livet er langt«.

Stereotyper
Hvad er din hemmelighed. Hvorfor bliver så mange mennesker fanget af dine bøger?
»Jeg tror, at jeg er god til at opretholde spænding og at væve spændende fakta ind i teksten. Grundlæggende gælder det jo om at lokke læseren til at læse videre. Det er det, det hele handler om. Kan man få dem, som ligger i sengen og tænker, de skal op i morgen tidlig, til alligevel lige at tage et kapitel mere – og så tre kapitler senere igen sige et kapitel mere?«.

Er det også derfor, kapitlerne er så korte?
»Ja. Jeg har selv svært ved at holde opmærksomheden samlet alt for længe, så jeg forsøger at koge hvert kapitel ind, så læserne kun får de informationer, som er allermest nødvendige«.

Du er også blevet kritiseret for, at dine personer er meget stereotype. Kunne du ikke gøre dem lidt mere spændende?
»Jamen, det er bevidst, at personerne er stereotype. Det er arketyper, fuldkommen ligesom dem, jeg har undervist om i Odysseen og Beowolf. Og det tror jeg har været meget medvirkende til bøgernes internationale succes – at folk overalt i verden kan genkende og forstå personerne«.

Drømmen om et Steinway
I de sidste fem år er millionerne rullet ind på Browns konto i en lind strøm, noget der ville få mange til at lade kreditkortet gløde, men ifølge forfatteren selv har den massive velstand ikke ført til noget voldsomt forbrug.

»Jeg er ikke den store forbruger. Tre år efter ’Da Vinci Mysteriet’ kører jeg stadig i samme bil, og det er først nu, at jeg har indfriet min livslange drøm om at få et Steinway-piano«, siger han og forklarer, at han kobler af ved at spille klaver.

»Den eneste rigtige luksus er vores hus – og så flyver jeg mere bekvemt«, siger han og forklarer, at han og ægtefællen regner med at give de fleste af pengene til velgørenhed.

Men hvis det er en kamp at skrive, og der er millioner på kontoen, og kritikerne alligevel ikke anerkender ens arbejde – hvorfor bliver en mand som Brown så overhovedet ved at stå op klokken fire om morgenen for at skrive?

»Det er mærkeligt, men det er lidt som motion. Det er ikke noget, jeg elsker, men jeg kan godt lide den måde, jeg har det bagefter, og jeg føler, at det er vigtigt – så jeg gør det«, siger han – tænker lidt og tilføjer:

»Og så er det naturligvis heller ikke ren lidelse at skrive. Når jeg finder et emne, som begejstrer mig, er drivet til at dele den begejstring større end min dovenskab. Heldigvis«.