På forsiden af Einar Már Guðmundssons ’Hvidbogen’ er Island forsvundet fra søkortet, stemplet ned i den globale bankkrises dyb af en stor neokapitalistisk tommelfinger.

For det er virkeligheden, siger forfatteren om sit land, der gik økonomisk nedenom og hjem i efteråret 2008:

»Så må vi se, om vi ender som Nordens Cuba, når de biler, vi har, bliver gamle«.

Den tætte islandske mand med de lyseblå øjne triller en sort kuffert frem – er det så galt fat, at islændinge må rejse med deres værdiløse valuta i kufferter?

Bedst kendt er han i Danmark for sine romaner, fra ’Reykjaviktrilogien’ i 80’erne til ’Universets Engel’, som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for i 1995, og senest ’Sindets tremmer’ om alkoholismens forbandelse, med klangbund i hans egne år som alkoholiker.

Men nu har han altså også skrevet en essaysamling om finansskandalen i Island, og her går forfatteren, som også talte dunder ved de store demonstrationer i Reykjavik vinteren 2008/2009, med fynd og klem i rette med de grådige rigmænd, med bankerne, med finanstilsynet, der så den anden vej, og med politikerne, som lod sig dupere af forretningsvikinger med vind i sejlene og farlig kurs.

Selv fiskene solgte man ud af
Forfatteren er også vred på dem, der traskede med og ikke råbte op i tide, men hvorfor udgav han så ikke sin kritik, før det hele ramlede?

»Ja, det er et godt spørgsmål. Noget af den kritik, der er i bogen, har jeg dog skrevet før i aviserne, hvor jeg for eksempel kritiserede, at man solgte kvotesystemet«.

Guðmundsson taler her om, at de islandske fiskerettigheder er blevet solgt og købt og solgt igen utallige gange i de år, kvotesystemet har fungeret.

Det har resulteret i en koncentration af rettigheder på få hænder. Med andre ord: Man har solgt ud af Islands store naturressource.

LÆS ANMELDELSE Drukfortælling er gennemført velfortalt

»De ujævne forhold, som hele den massive privatisering skabte i Island, har jeg skrevet meget om i aviserne. Medierne snakkede hele tiden om, hvor godt det gik, og ignorerede, at en tredjedel af den islandske befolkning gik for mindsteløn, mens andre ejede enorme rigdomme«.

»Det var ikke længere fristende at være pædagog eller skolelærer, og matematikere og ingeniører blev ansat i banksystemet til en meget højere løn, end den de fik ’ude i samfundet’. Men hvorfor kom denne bog ikke på scenen for to år siden, spørger du ... man var vel midt i skoven, og kunne ikke se den for bare træer«.

Ville også eje de åndelige værdier
Også han har ved festlige lejligheder læst op for rigmændene i bankerne. I Island er det tradition, at virksomheder hyrer forfattere til at læse højt for personalet til jul. Hvor meget var det kulturelle Island syltet ind i den finansielle ’fest’?

»Da denne privatisering gik i gang, kom der utrolig mange penge i omløb. Disse nye rigmænd stod frem og sagde, at velfærdssystemet var unødvendigt, de skulle nok tage sig af det. De sponsorerede alle slags begivenheder, også de kulturelle: Nationalmuseet, symfoniorkestret og så videre. Når man ser det baglæns, var det de neoliberales måde at få endnu mere magt i samfundet på«.

»De ville også eje de åndelige værdier. Hvor meget de enkelte kunstnere eller forskere var blandet ind i det, er forskelligt. Måske var der mindre pres på forfattere, vi kræver ikke så store ressourcer. Det var mere, hvis der skulle opføres en stor opera eller bekostes en festival, at man kunne spørge sig selv, om det var det rette ...«.

Einar Már Guðmundsson synes ikke, han selv har stået i det dilemma, om han nu solgte sig selv til kapitalen.

»Måske var jeg heller ikke så populær i den verden«.

Det hvide album
Titlen ’Hvidbogen’ henviser til den hvidbog, som den væltede islandske regering (forgæves) blev bedt om at aflevere for at forklare, hvordan det var kommet så vidt. Men bogen hedder også sådan, fordi Beatles altid er med i Guðmundssons univers.

Blot lægger den originale titel, ’Hvita Bokin’, mere mundret op til ’Det Hvide Album’. Beatles’ og Bob Dylans tekster og Guðmundssons egne digte blander sig med økonomisk analyse og politiske brandtaler.

Det fungerer godt, er anmelderne enige om. Og for fuld damp er Einar Már Guðmundsson tilbage i sin ungdoms kamp for arbejderklassen, og efter hans mening kan der ikke blive tale om, at det islandske folk skal betale regningen for finansfantasternes fest.

»Regeringen siger, de vil, men jeg vil ikke. De, der ejede bankerne, og de, der privatiserede, er de skyldige. Fiskebanken fik de også. Rigmændene fik lov til at sætte sig på det hele, og de sagde: Vi tager pengene til udlandet og får dem til at yngle, I skal bare lade os om det, for vi er så dygtige«.

LÆS OGSÅ Vi har aldrig forstået klassesamfundet (interview fra 2006)

»Men da det hele så falder sammen, nationaliserer man tabet og gør 300.000 almindelige mennesker ansvarlige for disse finansielle galninge – og for en gæld, der svarer til Italiens«.

Foræret væk på et sølvfad
Guðmundsson taler i ’Hvidbogen’ om, at de »såkaldt fede tider bestod i at udbyttet af klassekampen, folkets fælles ejendom, blev privatiseret og gjort til en handelsvare. Hvad der før havde været befolkningens fælles ejendom, fisken, telefonen og bankerne (...), blev foræret til private på et sølvfad og derefter ødslet bort«.

Og han går ind for at gøre regningen op på en måde, som ikke ville ligge heltene i de islandske sagaer fjernt.

»Min mening er den: Man skal opspore finansforbrydernes penge og ejendomme. De flyttede værdierne over i andre virksomheder og efterlod tabet. Hvis vi skal have retfærdigheden tilbage, må der love til, som gør det muligt at ansvarliggøre dem, der pantsatte landet«.

Netop med hensyn til lovene er der god grund til røde ører, mener forfatteren. For hvad finansvikingerne gjorde, var inden for loven. Og ved at nationalisere tabet bevirker EU’s lovgivning nu, at hele lande tages som gidsel.

»EU havde ikke regnet med, at det kunne gå så galt. Så nu skal der statueres et eksempel. Island skal påtage sig ansvaret for de finansielle markeder, for hvis vi siger nej, ramler det hele. Vi skal spille rollen som en Kristus med korset, kun for at disse underlige love, som finansmarkedet fungerer efter, skal overleve. Og det gælder alle lande«.

»Denne finansielle elite, som befolkningerne skal redde, er kun en lille brøkdel af samfundene. En elite, som vi sjældent ser, og som det er bedst at undgå. Deri ligger uretfærdigheden. Den Internationale Valutafond har ikke tiltænkt os anden rolle end at betale den gæld, som rigmændene og politikerne har styrtet os i«.

Den almindelige borger
Af samme grund er forfatteren mod EU, selv om Island efter bankerotten har søgt om at blive medlem.

»Nu må vi se, hvad EU svarer, og så tager vi en folkeafstemning«.

Hvad vil du stemme?

»Nej!

Hvorfor?

»Jeg vil hellere have folkets Europa. I dag oplever vi finanslivets Europa«.

LÆS OGSÅ Da rocken lagde til i Reykjavik

Økonomisk-politisk ekspert giver han sig ikke ud for at være, men: »Jeg har den samme opfattelse som Günter Grass – forfatteren stiller sig opgaver i sine romaner, hvor han eller hun går i kamp med virkeligheden«.

»På den anden side er jeg en ganske almindelig borger. Og denne bog skriver jeg med den almindelige borgers stemme: Jeg stiller spørgsmålet: Hvorfor kan det almindelige menneske ikke udtrykke sig også om økonomi, når nu den er så vigtig, og bruge fiktionens stemme på den«.

Digteren, der ville sælge nordlyset
I sin essaysamling genopfrisker Guðmundsson historien om islændingen, digteren Einar Benediktsson, der for 100 år siden i London satte nordlyset til salg.

Har islændinge et veludviklet handelsgen? Fra vikingerne til salget af nordlyset videre til Nyhedsavisen og Magasin?

ubesmittet.  Forfatteren fotograferet i Island, inden landets uskyld blev taget. Foto: Peter Hove Olesen»Tilbage i sagatiden har vi historierne om vikingerne som driftige forretningsmænd, men forskellen på de gamle vikinger og de nutidige er, at de gamle tog rigdommene med hjem, de nye tog værdierne ud af landet og efterlod os med regningen«, siger Guðmundsson og tilføjer, at det islandske samfund altid har bygget på det frie initiativ og udsyn mod verden.

»Vi har et ordsprog, der siger, at den, som sidder hjemme, bliver dum. Den islandske rastløshed har vi altid haft«. I det islandske samfund har man også traditionelt en vis respekt for fantaster.

»I fremtiden vil der blive fortalt mange gode historier om denne periode«, spår Einar Már Guðmundsson.

Dinosaurerne vågner
Først i 1944 blev Island selvstændigt.

»Det har også noget med det hele at gøre. I 500 år var vi en dansk koloni, så hele embedsmands- og handelssystemet lå i Danmark, historisk set er det islandske borgerskab og det islandske moderne samfund temmelig ungt. Det, som England gik igennem på 300 år, har vi gået igennem på 50«.

Regeringen snublede i sin hvidbog. Forfatteren er tilfreds med sin. Den har også den typiske guðmundssonske indignation, rock’n’roll’en til at belyse situationen og et ekko fra retorikken i 70’erne.

Måske er det ligefrem på tide, de ’gamle’ kommer på banen, siger han.

»Nu er dinosaurerne ved at vågne op. Nu vil man måske igen høre«, smiler Einar Már Guðmundsson, der i sin ungdom var at finde på den ydre venstrefløj hos troskisterne.

Vi skal spille rollen som en Kristus med korset, kun for at disse underlige, love som finansmarkedet fungerer efter, skal overleve