Mikkel Thykier er blevet kaldt 'den usynlige forfatter', og han ville også kun stille op til fotografering, hvis ikke han kunne genkendes.
Foto: Jens Dresling

Mikkel Thykier er blevet kaldt 'den usynlige forfatter', og han ville også kun stille op til fotografering, hvis ikke han kunne genkendes.

Forfatter om kulturjournalistikken- og kritikken: »I omtaler bare i stedet for at gå på opdagelse«

Kulturjournalister og litteraturanmeldere svigter. De har ikke erkendt, at både verden og litteraturen er under forandring, siger kultforfatteren Mikkel Thykier.

Mikkel Thykier er blevet kaldt ’den usynlige forfatter’, men manglende synlighed i det offentlige rum behøver ikke mindske vægten af en forfatters ord, når han fra tid til anden løfter stemmen, og Thykier har mange followers særligt i det akademiske miljø.

I det essay, vi trykker i Bøger i dag, kritiserer han både kulturjournalistikken og litteraturkritikken. Han mener ikke, at dens udøvere har opdaget, at verden er gennemsyret af nye usikkerheder. Han savner en selvransagelse på linje med den, som de politiske journalister i USA var igennem efter Trumps valg.

»Der gik kun få timer efter valgets resultat, før de politiske journalister blev i tvivl om, hvorvidt de overhovedet havde forstået det politiske landskab. Om de formåede at udføre deres arbejde godt nok. Det er påfaldende ift. til den helt anderledes skråsikkerhed, der er hos kulturjournalisterne«, siger Thykier og henviser til en serie om anmelderens rolle, som Politiken bragte i 2016.

»Den konkluderer det samme som Tom Kristensen: At anmelderne er til for læserne. Det giver udtryk for en sikkerhed om, hvem litteraturens aktører er, og om, hvad det præcist er, anmelderen håndterer, men jeg tænker, at det slet ikke er så sikkert, hvem litteraturens aktører er. Tværtimod er der en stor usikkerhed om, hvad litteratur er, og hvor dens grænser går. Hvad er dens formater? Hvad er dens medier? Er der overhovedet nogen klare grænser mellem forfattere, læsere, mellem dem, der kritiserer litteraturen, og dem, der ikke gør?«

For meget personfiksering

For et år siden pegede Thykier i en dobbeltkronik på en lang række dårligdomme ved avisernes, herunder Politikens, litteraturdækning. Han afviste bl.a., at det tjener litteraturen godt at omsætte den til en form for debat.

»Man laver en tematisk læsning, og så bliver litteraturen genstand enten for en samfundsdebat, en ideologisk debat eller en moralsk debat og besynderligt nok ofte en debat, som afspejler den politiske journalistik. Når litteratur bliver anledning til debat, skaber det hurtigt et forenklet historisk landskab at orientere sig i. Holocaust er f.eks. blevet gjort til en standard, som litteraturen skulle måle sig op imod. Det står i vejen for mere regionale erfaringer og tanker om, hvordan historien om Anden Verdenskrig kan skrives«.

Thykier mener også, at debattilgangen skaber en forenklet forestilling om, at samtiden er det seneste.

»Den kunst, jeg har fulgt de seneste år, har gjort selve spørgsmålet om, hvad det vil sige at være samtidig til det, der arbejdes med. Det kan vi også se i hybridgenrerne, der arbejder meget konkret med tidens flygtighed. I stedet for at tage samtiden for givet spørger de: Hvad vil det sige at være samtidig lige nu?«

Jeg foretrækker litteratur, som ikke egner sig til citat

I dobbeltkronikken kritiserede Thykier ikke mindst pressens tendens til personfiksering:

»Der skabes nogle gængse modeller for, hvordan forfattere skal håndteres. F.eks. at lave interview med folk, som vi også gør her i dag. Jeg er ikke sikker på, at interview fremmer forståelsen af, hvad der egentlig er væsentligt i, hvordan kunst og litteratur fungerer og påvirker os. Jeg sætter omtalens kultur op mod opdagelsens kultur. Det må handle om at gå på opdagelse i et værk, i et kulturelt landskab. Ikke se på, hvad der er det såkaldt ’nye’, fordi det er det seneste, der er sket, men se på hvad der har en nyhedsværdi for dem, der læser værket som en opdagelse«.

Hvad er problemet med interview?

»Det er en meget taknemmelig genre, som kan give en meget umiddelbar oplevelse af at komme tæt på et andet menneske, men, det er en fuldstændig misvisende forestilling. Det er en postuleret intimgenre, der er ikke adgang til intimitet så let. Jeg kan nævne to gode udtalelser om interview. Frank Zappa, som siger, at det er helt almindeligt umuligt at være et almindeligt menneske i et interview, fordi der ikke er nogen mere unaturlig opførsel end at interviewe et andet menneske. Det er kun få skridt fra Inkvisitionen.

Og den italienske forfatter Elena Ferrante, som siger, at den måde at beskæftige sig med litteratur på helt grundlæggende er en løgn. Grundlaget for pressens måde at omgås litteratur på i interviewet er en løgn, fordi interviewet altid kræver noget, der giver et godt indtryk: At man tager sig bedst mulig ud, at man tænker tanker, der er gode for et interview«.

Gør du det nu?

»Det har jeg ingen anelse om. Men personligt foretrækker jeg at læse tekster uden nogen tydelig konklusion. Det, der gør sig i et interview, er de meget skarpe udmeldinger og klare pointer. Det er i fuldstændig modstrid med det, jeg synes er væsentligt for litteratur og kunst, hvor det handler om åbne betydningsdannelser. Jeg nærer stor mistillid til journalistik og litteratur. som lader sig omsætte i statements og gode sætninger, enkle positioner. Jeg foretrækker litteratur, som ikke egner sig til citat«.

De nye hybrider

Hvad er det for ’usikkerheder’, som litteraturkritikken ikke har fået øje på?

»F.eks. at vi ikke længere ved, hvad en bog er. I et venteværelse sidder folk ikke med en bog, som de kan mærke, men med en mobiltelefon. Vi må spørge: Hvad er grænserne for en bog? Vi står af samme grund med en litteratur, hvor der er et hybridfelt mellem, hvad der står i en tekst, og hvordan det fysiske er udformet. Amalie Smith, der både er billedkunstner og forfatter, har overlap mellem bøger og billedkunst. Gerd Laugesen har udgivet en bog, som er en kjole. Christina Hagen arbejder meget markant med det visuelle.

Selv Josefine Klougart har prøvet at skabe en roman, som i sit fysiske udtryk afspejler romanens indhold. Hybridfeltet en selvstændig ny litterær genre«.

Hvor ser du litteraturkritikkens mangler?

»Alternativet til den tematisk fokuserede læsning, der er optaget af, hvad bogen handler om, og den mere æstetiske, der handler om hvordan den er skrevet, er at skabe en anden læsning, som der endnu ikke er nogen regler for. Man er nødt til at se på den poetiske erfaring, selve skabelsesprocessen, selve det at være nedsunket i værket og i de betydninger, der opstår. Ikke bare på sætningsniveau, men på alle niveauer. Vi taler om værker, der skaber usikkerhed omkring, hvordan de skal aflæses, og den usikkerhed er et fundamentalt princip, og det må den også være i litteraturkritikken. Den læsning, man kan foretage af de her værker, må spore sig ind på den betydning, der bliver skabt og ikke på en sikker bedømmelse af, hvad det er for et værk, og hvor det skal placeres, og hvor mange stjerner det skal have«.

Generelt savner du kulturjournalistik, der går på opdagelse?

»Jeg ved ikke, hvordan det foregår på en redaktion, men har et klart indtryk af, at forlag med en stærk historik og en stærk marketingafdeling får mere omtale end andre. Det virker ikke, som om aviserne i noget særligt stort omfang selv behøver at gå ud og finde noget at skrive om«.

Hvilke konsekvenser får det, at pressen fejler?

»Det er påfaldende, at hovedparten af de bøger, der kommer fra Forfatterskolen, er meget klassisk tænkte bøger. Samt at meget få tidligere elever efterfølgende kritiserer eller distancerer sig fra skolens undervisningsmiljø og lærernes æstetiske indstilling. Der er en meget lille tendens til at bombardere hovedkvarteret. Der kommer til til at mangle en omfattende institutionskritik«.

Politiken har tradition for at bruge litteraturen som en slags korrektiv til det billede af eksistensen, som skabes gennem journalistik. Det mener du er forkert?

»Du siger det selv: Litteraturen bliver noget, I bruger for en dagsorden, som er jeres«.

Men ud fra en forestilling om, at en avis kan omtale og bedømme litteratur, så det måske også befrugter fællesskabet...?

»Det lyder, som om du taler om ’en offentlighed’. Jeg forstår ikke, at I fortsat tror, at der findes en offentlighed«.

Du tror ikke, der er en offentlighed?

»Nej, jeg tror ikke, vi lever i Georg Brandes’ tid«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce