Mikkel Thykier er blevet kaldt ’den usynlige forfatter’, men manglende synlighed i det offentlige rum behøver ikke mindske vægten af en forfatters ord, når han fra tid til anden løfter stemmen, og Thykier har mange followers særligt i det akademiske miljø.
I det essay, vi trykker i Bøger i dag, kritiserer han både kulturjournalistikken og litteraturkritikken. Han mener ikke, at dens udøvere har opdaget, at verden er gennemsyret af nye usikkerheder. Han savner en selvransagelse på linje med den, som de politiske journalister i USA var igennem efter Trumps valg.
»Der gik kun få timer efter valgets resultat, før de politiske journalister blev i tvivl om, hvorvidt de overhovedet havde forstået det politiske landskab. Om de formåede at udføre deres arbejde godt nok. Det er påfaldende ift. til den helt anderledes skråsikkerhed, der er hos kulturjournalisterne«, siger Thykier og henviser til en serie om anmelderens rolle, som Politiken bragte i 2016.
»Den konkluderer det samme som Tom Kristensen: At anmelderne er til for læserne. Det giver udtryk for en sikkerhed om, hvem litteraturens aktører er, og om, hvad det præcist er, anmelderen håndterer, men jeg tænker, at det slet ikke er så sikkert, hvem litteraturens aktører er. Tværtimod er der en stor usikkerhed om, hvad litteratur er, og hvor dens grænser går. Hvad er dens formater? Hvad er dens medier? Er der overhovedet nogen klare grænser mellem forfattere, læsere, mellem dem, der kritiserer litteraturen, og dem, der ikke gør?«
