Hvor går grænserne mellem kunstarterne? Og skal vi udviske eller opretholde dem? Anders Abildgaard og Amalie Smith (foto) giver deres bud.
Arkivfoto: Jens Dresling

Hvor går grænserne mellem kunstarterne? Og skal vi udviske eller opretholde dem? Anders Abildgaard og Amalie Smith (foto) giver deres bud.

Interview

Forfatter om litteraturkritikkens fremtid: »Man kunne finde inspiration i madanmeldelsen«

Har vi den kritik, litteraturen fortjener? Vi har spurgt forfatter og kunstner Amalie Smith og digter Anders Abildgaard.

Interview

Når digter Anders Abildgaard betragter kunsten og litteraturen i dag, ser han, at der i stigende grad arbejdes på at bryde en række kunstneriske grænser og antagelser. I den udvikling halser kritikken efter:

»Dele af kritikken er ude af trit med litteraturen, men sådan har det nok altid været«, siger Abildgaard, der videre fortæller, at han indimellem kan få fornemmelsen af en litteraturkritik, der på forhånd har en standard for, hvad litteraturen skal kunne, og derefter vurderer, hvorvidt værket lever op til denne standard.

Det er en uholdbar tilgang i en tid, hvor flere og flere værker udfordrer og bevæger sig væk fra disse antagelser, mener han.

»Man taler tit om at læse værker på deres egne præmisser, men hvad nu hvis vi har at gøre med værker, der bevidst arbejder på at afvikle egne præmisser?«.

Også forfatter og kunstner Amalie Smith mener, at der er en kløft mellem litteraturen og kritikken.

»For anmeldere, boghandlere og måske også for den almene læser synes det stadig at være den såkaldt realistiske og plotdrevne roman, der er standarden, som al anden prosa holdes op imod. Der er immervæk sket noget med verden, siden den romanform så dagens lys, og litteraturen har længe arbejdet med helt andre formater, som forsøger at tilsvare verden i dag. Det er ikke, fordi kritikken ikke har øje på disse formater, men de eksotiseres, kaldes smalle og udgrænses i forhold til en standard, som man snarere burde arbejde på at give slip på«, siger hun.

Den nye litteratur?

Hvad er så det nye i litteraturen i dag? Mikkel Thykier foreslog for nylig at betragte »hybridfeltet« mellem tekstens indhold og dens fysiske udformning som en »selvstændig« og »ny« litterær genre. For Amalie Smith er det dog ikke noget nyt.

»Adskillelsen af form og indhold er en mærkelig konstruktion, som ikke gør os klogere på, hvad det er, litteraturen kan. Litteraturen – og kunsten i det hele taget – er netop et arbejde med integration af form og indhold og har for mig at se altid været det. Den såkaldt realistiske og plotdrevne roman er også en form, det er bare en form, der ikke bliver stillet spørgsmål til«, siger hun.

For Abildgaard består en del af det nye i, at der i meget kunst og litteratur sker en bevægelse vækfra det humanistiske som fast forankringspunkt:

»Vi ser i stigende grad en litteratur, der forsøger at undersøge, hvad litterær erfaring overhovedet er for noget. Det fører ofte til opløsningen af en række antagelser – eksempelvis at litteraturen skulle bære eller skaffe håb; at den skulle være oplysende, dannende og identitetsskabende – kort sagt, at man bliver mere menneskelig, mere mig, af at læse«.

Disse værker, der bevidst bevæger sig på usikker grund og væk fra de etablerede værdisæt, har sværere ved at blive mødt kvalificeret i aviserne, mener Abildgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvor skal kritikken hen?

Kan der bygges bro over kløften? Kunne man forestille sig en litteraturkritik, der, i samme stil, bragte sig selv på dybt vand og opløste de kategorier, vi kender?

Det ser svært ud for avisen som vi kender den, erkender Abildgaard, der dog tror på, at der kan tages vigtige skridt i retning af en litteraturkritik, der er mere i øjenhøjde med den kunstneriske udvikling.

»Man kunne finde inspiration i madanmeldelsen. Heri tages alt i betragtning: stedet, belysningen, tjenerne, høfligheden, bordet, stolen, de andre gæster osv. Herfra bevæger anmelderen sig ned til maden: Hvad er den lavet af, hvordan er den tilberedt, hvordan står de enkelte elementer i forhold til hinanden, hvordan står maden til vinen osv. Der er intet, der udelades, og det kunne man måske godt forfølge på litteraturens felt – simpelthen spørge: Hvad er værket lavet af? Hvad er det for en omverden, værket skaber for sig selv?«, siger han og fortsætter:

»Hvis udgangspunktet er, at litteraturen altid repræsenterer noget uden for sig selv, så reducerer man dens muligheder, afkorter og affærdiger dens perspektiver. Man må spørge, hvad betragter værket som inden for, og hvad betragter det som uden for sig selv? Hvilke forbindelser opretter det, og hvilke afskærer det sig fra – og ikke mindst hvorfor? Hvilken opfattelse af tid og rum, individ og omverden, tanke og sprog, manifesteres i de valg og fravalg, der er taget?«.

Værkets komposition, elementernes placering, deres interne og eksterne relationer er ikke blot en organisering af stof, men et stærkt betydningsskabende element, og det kan der til tider kan være en blindhed for i anmeldelsesformatet, mener Abildgaard.

For nylig foreslog Politikens egen litteraturanmelder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen »at bringe litteraturen ud af reservatet«, opløse kategorierne og lade litteraturstoffet flyde ud i resten af avisen. Kort sagt, at nedlægge bogsektionen. Amalie Smith mener, at det kan være væsentligt at have kategorier at tale ud fra, »så længe de er inklusive, nysgerrige og til forhandling«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Spørgsmålet er vel grundlæggende, om vi opnår den mest fyldestgørende dækning af det, der sker i grænseområderne mellem kunstarterne, ved helt at nedlægge kategorierne, og det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror heller ikke, vi trænger til en total sidestilling af alt stof i aviserne – tværtimod synes det, i disse postfaktuelle tider, at blive mere og mere vigtigt at insistere på, at nyheder, kulturstof, anmeldelser, debat og graverjournalistik ikke kan eller skal fungere på samme præmisser«, siger hun.

Smith fortæller desuden, at hun, på baggrund af digitaliseringen, oplever en stigende interesse i at udforske bogmediet – »også hos de større forlag« – og er derfor optimistisk på dets vegne:

»Grundlæggende er bogen en fuldstændig genial teknologi, som stadig har sin relevans, blandt andet fordi den modvirker skærmenes tendens til at sideordne alting«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce