Det samlede boligsalg for de første tre måneder af 2026 er det højeste for den periode i fem år.

Boligsalget buldrer afsted, og det påvirker priserne

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Det har ikke holdt boligkøberne tilbage i 2026, at det stormer uden for landets grænser, og at energipriserne har været på himmelflugt.

I løbet af årets første tre måneder er der sammenlagt blevet solgt 23.087 boliger. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.

Man skal tilbage til 2021 for at finde et første kvartal, hvor salget har været højere.

»Det er bemærkelsesværdigt, i en tid hvor der har været betydelig international uro, som kan påvirke økonomien. Indtil videre har det dog ikke holdt de danske boligkøbere tilbage«, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom hos Boligsiden.

Det er salget af ejerlejligheder og sommerhuse, der har trukket læsset i perioden. Salget af huse er nemlig faldet en anelse.

I første kvartal blev der solgt 2.288 sommerhuse. Det er fem procent højere end i samme periode sidste år, som i forvejen var et højt resultat.

»Det er imponerende, når vi igen tænker på den uro, som de seneste måneder har budt på, og at sommerhuset for langt de fleste familier er et luksusgode«, siger Birgit Daetz.

Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos AL Sydbank, har også noteret sig, at boligmarkedet har haft en travl start på året.

Ifølge ham kan den høje efterspørgsel også ses på priserne og antallet af til salg-skilte.

»Priserne peger ganske mærkbart op, mens valgmulighederne for køberne er skrumpet ind«, skriver han i en kommentar.

Han forventer, at udviklingen kommer til at fortsætte.

Den vurdering tager blandt andet udgangspunkt i den generelle fremgang i folks privatøkonomi og et stærkt arbejdsmarked.

»Usikkerheden fra krigen i Mellemøsten ligger dog og lurer i baggrunden og kan også ramme boligmarkedet på lidt længere sigt, hvis ikke der findes en løsning«, skriver Brian Friis Helmer i sin kommentar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her