Som om det ikke i sig selv var svært nok at skulle interviewe en forfatter, som indtil for nylig toppede bookmakernes lister over sandsynlige nobelprismodtagere.

Den israelske Amos Oz gør det på ingen måde nemmere.

Med indledningen til sin seneste bog, ’Vers om livet og døden’, der udkom på dansk for et par uger siden, afvæbner han fuldstændig enhver, der nogensinde skulle have haft lyst til at stille en forfatter et spørgsmål.

LÆS ANMELDELSE Amos Oz' nye roman er sindssygt morsom

Han indleder i dyb ironi med en række banale spørgsmål, der affyres som en lang remse ned over bogens allerførste side:

»Hvorfor skriver du? Hvorfor skriver du lige netop på den måde? Hvordan er det at være en berømt forfatter, og hvordan påvirker det din familie? Henter du stof til dine fortællinger fra fantasien eller direkte fra den virkelige verden?« er blot nogle af dem.

Rækken af forudsigeligt trivielle spørgsmål slutter med:

»Kan vi få dig til kort, med dine egne ord, at fortælle, hvad du præcis ville sige med din seneste bog?«.

»Dansk læser jeg ikke«
Amos Oz tager imod i sit hus i byen Arad på kanten af Negev-ørkenen.

Han laver kaffe. Den 70-årige forfatter insisterer på selv at balancere bakken med kopper og mælkekande ned ad trapperne til skrivehulen i kælderen med en bemærkning om, at han i sine 30 år som medlem af en kibbutz har lært at bære bakker både for sig selv og andre.

Han sætter sig til rette i den efterhånden meget falmede lænestol og ser afventende på båndoptageren.

Lænestolen giver – sammen med det lille runde træbord, briksen, der gør det ud for en sofa, og det nedslidte gulvtæppe med store prangende lyserøde roser under dem – indtryk af at være flyttet ind i hjørnet af Oz’ skrivehule direkte fra kibbutzens nøjsomme socialisme.

Møblerne er funktionelle uden nogen form for skønhed.

Langs væggene står bogreoler i metal. Og i adskillige fag findes udelukkende bøger af Amos Oz selv på alverdens sprog. Fire bind med titler på dansk springer i øjnene.

Din reol giver indtryk af, at du kender ham forfatteren Amoz Oz, og også at du kan læse dansk?

»Dansk læser jeg ikke – men du har ret, jeg arbejder på at lære denne Oz at kende«, svarer han med et lunt glimt i øjet.

Romaner versus essays
I ’Vers om livet og døden’ er hovedpersonen en forfatter, der møder sine læsere på en svedig varm sommeraften i et forsamlingshus i Tel Aviv. Han gider egentlig ikke og bruger derfor aftenen til at digte historier om de fremmødte.

Og til ud på de små timer – efter lange og trange overvejelser – at forføre den »generte kønne, men ikke tiltrækkende« kvinde, der læste op af særligt udvalgte passager fra forfatterens seneste bog.

Amos Oz ved godt, at han med indledningen til bogen om den unavngivne forfatter har gjort det stort set umuligt for en journalist at gennemføre et interview.

Der er ikke andet at gøre end at springe i med begge ben:

Hvad har du egentlig tænkt dig, en journalist skal stille op med en forfatter, der allerede på første side gør grin med enhver, der nogensinde møder en forfatter?

»Du kan jo stille et af de ’centrale spørgsmål’«, svarer Oz, slår en hjertelig latter op og ser ikke det mindste skuffet ud over at blive bedt om ’med egne ord’ at fortælle, hvad han præcis ville sige med sin seneste bog.

»Det er en bog om nysgerrighed«, svarer han.

»Jeg opfatter nysgerrighed som en dyd. Den nysgerrige er mindre fjendtlig, mindre voldelig og mere uselvisk, fordi han kan sætte sig i ’den anden’s sted. Den nysgerrige er ikke kun et bedre menneske, men også en bedre elsker«.

Er det da en politisk bog, en bog om moral og dyd?

»Det er en roman. På mit skrivebord ligger der to fyldepenne. Jeg bruger den ene, når jeg skriver artikler eller politiske essays og den anden, når jeg skriver romaner. Jeg blander aldrig tingene sammen. Når jeg råder regeringen til at gå ad helvede til, fortæller jeg aldrig historier. Jeg ved, de læser, hvad jeg skriver, men de retter sig ikke efter det«.

Det er jo nærliggende at spørge om forfatteren, hovedpersonen i ’Vers om livet og døden’, er dig selv?

»Ikke mere end personerne i nogle af mine andre bøger, er mig. Lige bortset fra personerne i ’Fortællinger om kærlighed og mørke’, hvor jeg fortæller om min familie. Alt, hvad jeg skriver, er selvbiografisk, men jeg skriver aldrig bekendelseslitteratur. Det selvbiografiske giver plads til fantasi, det gør bekendelse ikke«.

»Alle mine personer begynder som stemmer og billeder i min fantasi, og selvfølgelig er der dele af mig og dele af mennesker, jeg har mødt eller set, i dem alle sammen. Jeg har en nabo, der altid stopper og reder sit hår, inden han går forbi mine vinduer, fordi, som han siger, han vil ikke pludselig finde sig selv som en uredt person i en af mine bøger. Men jeg tager aldrig ’snapshots’ fra det virkelige liv på den måde«.

På besøg i forsamlingshuset
Ifølge Amos Oz ligner forfatterhovedpersonen i ’Vers om livet og døden’ ham selv på nogle punkter, men ikke på alle:

»Han lider af berøringsangst, bryder sig ikke om fysisk kontakt. Han er menneskesky, men kan samtidig ikke undvære mennesker. Han forsøger konstant at slette grænsen mellem at være fortæller og at være menneske. Det frustrerer ham voldsomt, men det lykkes ham ikke at blive adskillelsen kvit. Sådan har jeg det ikke«.

Mange af de mennesker forfatterhovedpersonen møder på læseraftenen i forsamlingshuset, virker som velkendte stereotyper. Der er moderen, der gerne vil have, at hendes niårige søn møder ’en rigtig berømt forfatter’.

Der er den bumsede frustrerede yngling, som skriver digte og føler, at denne forfatter er det eneste menneske i verden, der nogensinde vil kunne forstå ham.

Der er forsamlingshusets selvhævdende pamperagtige fagforeningsformand. Og ikke mindst er der litteraturkritikeren, der kaster om sig med uforståelige floskler i sin analyse af forfatterens seneste bog.

Amos Oz benægter, at der er tale om mennesketyper, han har mødt mange gange i sit liv. For alle mennesker har deres egen individuelle historie, siger han.

Og han vil heller ikke indrømme, at han selv er træt af at møde disse mennesker og besvare læsernes uendelige strøm af spørgsmål.

Han keder sig skam aldrig ved læsermøder – undtagen hvis han er meget træt.

Alle kommer et sted fra
Modsat de fleste af Amoz Oz’ tidligere bøger, hvis hovedpersoner har været dybt involveret i den israelsk-arabiske konflikt, virker historien om den frustrerede forfatters one night stand og de mange miserable skæbner, han møder på den læseraften, som en historie, der kunne være foregået hvor som helst.

Kunne den?

»Det ville ikke have været den samme bog uden den kvælende fugtige varme og de tæt bebyggede gader i det indre Tel Aviv. Var den foregået i Danmark, havde det været en anden bog. Men når det er sagt, mener jeg, at litteraturen besidder en slags alkymi. Jo mere lokal en historie er, jo mere universel er den. Jo snævrere en historie er, jo mere universel er den. Jo mere provinsiel en historie er, jo mere universel er den«.

»Med universel mener jeg ikke international. International litteratur er internationale bøger, der handler om ting, der sker i internationale lufthavne og i internationale hoteller. Bøger som bliver læst i internationale hoteller og i internationale lufthavne, og som bliver efterladt på en bænk dér. Det universelle er noget ganske andet. Det snævert lokale åbner muligheden for det universelle, fordi vi alle – selv de af os, der bor i store byer – bor små steder. De ægte historier er de små steders historier«.

»Alle kommer et sted fra«, siger Amos Oz tænksomt og tilføjer:

»Jeg kan ikke forstå mennesker, der ikke kommer nogen steder fra, selv om jeg ved, at de findes et eller andet sted i jetsettet«.

»Store forfattere som Anton Tjekhov og Garcia Márquez har i deres litteratur gjort små steder universelle«, understreger Amos Oz, der i dette øjeblik selv kommer fra en lurvet lænestol i en kælder i en lille by på kanten af ørkenen i et så lille sted på verdenskortet som Israel.