»There’s a lot of juice in that old gal!«

Ordene er Alexandria-kvartettens forfatter, Lawrence Durrells, sagt om en dansk forfatter, han følte sig beslægtet med – på flere måder med rette: dødsforagtende boheme og gennemkultiveret aristokrati forenet til den provokationslyst, der udspringer af den højt begavedes kedsomhed.

Det sidste havde de to til fælles med Elsa Gress, og det er hende, der anfører Durrells synspunkt i sin stærkt idiosynkratiske artikel om Karen Blixen i 1980’er-udgaven af ’Danske digtere i det 20. århundrede’.

Anden værkudgave
Durrells iagttagelse bekræftes med disse års gode initiativ: I stedet for at ’presse citronen’ til overmål føjer Sprog- og Litteraturselskabets tekstkritiske udgave af hele værket – den første nogensinde – fortsat nyt til forfatterskabets dimensioner.

Det gjaldt Lasse Horne Kjældgaards udgave af ’Den afrikanske Farm’ i 2007, som bl.a. læste Blixens syn på kikuyer og masaier ind i de senere års postkoloniale diskussion, især den angelsaksiske, af fortidens kolonilitteratur.

LÆS ANMELDELSEFodnoter på farmen

Og det gælder dette andet bind i serien, ’Vinter-Eventyr’, hvor Poul Behrendt først og fremmest fokuserer på Karen Blixens raffinerede brug af tredjepersonsfortællere, ofte i flere led; og på den »tilbageholdelse af ganske enkel, men ikke desto mindre afgørende information«, der til dels har samme virkning: at læseren aner uråd og sendes tilbage i teksten (eller ud i andres digtning, myter osv.) for at finde en bedre forklaring end den, historiens personer selv kan erkende.

Kommentarer og efterskrift tilsammen gør det dermed til en fornøjelse her at genlæse og opdage nye detaljer i nogle af Blixens største, men for mange sværeste fortællinger som ’Sorg-Agre’ og ’Alkmene’.

Undværlige ordforklaringer
’Vinter-Eventyr’ egner sig særlig godt til Behrendts øvelse på grund af besættelsen og omstændighederne ved manuskriptets færdiggørelse i 1942.

Blixen ville egentlig have haft værket ud samtidig i »Danmark, Sverige, England, USA og Tyskland«, men verdenskrigen tvang hende til separat at afsende det engelske manuskript, før hun med stenograf- og renskrivningsassistance gjorde det danske manuskript færdigt efter en teknik, hun kaldte »boerpløjning«, dvs. hver dag læsning og retning af det færdiggjorte stykke mark/tekst og så nypløjning/skrivning af det næste.

Og alligevel i lyntempo:

»På bare to måneder, fra den 11. maj til 11. juli 1942, havde Karen Blixen leveret en ’fuldstændig’ oversættelse, eller rettere ’omskrivning’, af elleve stykker unik engelsk prosa, der havde kostet årevis af forudgående arbejde – til et dansk, som er noget af det mest suveræne i nationallitteraturen og i sine sproglige referencer dybt indfældet i den«, skriver Behrendt.

LÆS OGSÅBlixens fantastiske fortællinger er eviggrønne

De ofte skjulte hints og citater fra national- såvel som verdenslitteraturen redegøres der for i grundige, ja, uundværlige tekstkommentarer af nu afdøde Peter Olivarius og Henrik Blicher.

Måske også enkelte mere undværlige, når de forklarer ord som »uafladelig«, »undselig« eller . . . »skibsdreng«, nemlig en »dreng, som gør tjeneste om bord på et skib for at blive uddannet til matros«.

Åh, javel. Men hvor meget får en læser uden denne forhåndsforståelse så egentlig ud af helheden?

Reference til Shakespeare
Men under ’boerpløjningen’ af den danske gendigtning kom der nye indskud til teksterne, også de afsendte engelske, og da det hele skulle ud i verden via Sverige, samtidig med at Blixen selv arbejdede videre herhjemme, er mange manuskriptstadier af hver fortælling bevaret.

Behrendt viser, hvordan Blixen ved tydeliggørende metaforer eller bare ved indføjelse af småord som ’dog’, ’nu’ osv. signalerer, at en beretning er dækket indirekte tale og tanke, nu og da forskudt gennem en tredjepersonsfortællers beretning om en anden, hvis dækkede tanker vi så følger – eller som den første fortæller digter sig til.

Virkningen er til dels ubestemmelige grader af upålidelighed, men også åbning til den umærkelige gliden i tid og rum, som f.eks. giver en fortidig sammenligning i forbifarten afsmittende indflydelse på hele rammefortællingens nutidige mening – eller omvendt.

Helt ned i sprogets enkeltdele arbejder Blixen med »et system af æske i æske«, påviser Behrendt skarpsynet – om end også noget omstændeligt.

Pointerne forlænger hans tidligere fortælletekniske analyse af ’Sorg-Agre’, som også her får kastet nyt lys over både rugmark og herregårdsboudoir, i polemik med »feministiske« fortolkninger.

Snarere end egentlig nytolkning bliver det store efterskrift imidlertid en detaljeret dokumentation for dansk litteraturs måske mest raffinerede dobbelt- og tredobbelt-brug af den style indirect libre, som Flaubert inspirerede den danske impressionismes fædre J.P. Jacobsen og Herman Bang med.

Men altså også af den ’upålidelige’ eller utilstrækkeligt informerede fortæller, allerede suverænt brugt af Blicher – hvis tone Blixen jo anslår i det store vintereventyr ’Alkmene’ med referencen til Shakespeares ’A Winter’s Tale’.

Den saftige gamle dame
Også de to historier om digteren Charlie Despard i samlingens begyndelse og slutning har tydeligt fået pointer skærpet ved forfatterens rettelser og indskud i sidste øjeblik.

Det er ham (der jo deler profession og initialer med (Karen) Christence Dinesen), der siger om »Kunstneren og hans Publikum«, at de er »imod vor egen Vilje og paa Liv og Død afhængige af hinanden hvad selve vor Tilværelse angaar (...) For hvor der ikke er noget Kunstværk at se paa, der kan der heller ikke være noget Publikum (...) Og hvad Kunstværket selv angaar, – kan da et Maleri, som ingen betragter, kan en Bog, som ingen læser, overhovedet siges at være til?«

Næ, med kunstneren og publikum er det, som tiggeren siger til prinsen senere i den samme historie, om livet og døden, om manden og kvinden og om den fattige og fyrsten:

De er som »to aflåsede Skrin, og det ene indeholder Nøglen til det andet«.

Med værkudgaven af Blixen – endnu fem bind har vi til gode – får vi stadig nye nøgler, og den saftige gamle dames kunst dermed nyt liv.

Se flere anmeldelser her