Karen Blixen var en mytemager. Der er få danske forfattere, som er omgærdet af så mange myter som hun. De fleste selvskabte. Siden er mange af dem dyrket frem til virkelighed. Hun bliver som regel nævnt som en af de store kvindelige danske jægere, og hun omtales ofte som en modig storvildtjæger. 75 år efter ’Den afrikanske farm’ og i 50-året for Karen Blixens død holdes myten effektivt ved lige. Netop nu i en udstilling på Naturama i Svendborg med titlen ’Karen Blixens Afrika’. En lille del af udstillingen – som i øvrigt mest af alt må betegnes som temmelig ustruktureret – er helliget storvildtjægeren Karen Blixen. (I øvrigt med urealistiske tableauer). Som altid, når Blixens jægerrolle omtales, er tilgangen et citat fra brevet til broderen Thomas Dinesen umiddelbart efter hendes allerførste (bryllupsrejse)safari, hvor hun er vildt (!) fascineret af jagten: »Der er ikke noget i verden som den«. Der er ingen tvivl om, at hun i årene i Afrika nedlagde storvildt og andet vildt. Hun har skudt løver, næsehorn og mange af de afrikanske gemse- og hjortearter. Men hun jagede næsten udelukkende sammen med mænd, hun havde et intimt forhold til – primært naturligvis ægtemanden Bror Blixen og siden Denys Finch-Hatton. De var begge passionerede og professionelle jægere i Østafrika. Hun opsøgte ikke selv jagten. Hendes jægerliv var en rolle – ikke en reel passion for jagt. Hun havde forudsætninger for at kende til jagt gennem sin far, Wilhelm Dinesen (Boganis – som skrev flere bøger om jagt og brugte en stor af sit liv på jagt). Hun kendte til jagt, men hun var ikke optaget af faderens jagt, som noget hun ville efterligne, på trods af at hun på mange andre områder stod faderen meget nær og hele livet igennem følte, at hun lignede ham. Der var ellers kvindelige jægere i tiden omkring århundredskiftet, og der er ingen tvivl om, at Karen Blixen har været tæt på nogle af dem. Alene hendes ophold flere gange om året på Frijsenborg må have bragt hende i kontakt med jagt og kvindelige jægere. Bl.a. var grevinde Fritze Frijs på Frijsenborg en meget ivrig jæger. Frijsenborg var ofte rammen om jagtselskaber, så Karen Blixen ville have haft mulighed for at komme med på jagt. På denne tid tog hun endog afstand fra jagten, og hun forstod ikke sin fars begejstring for jagt. Men hun blev aldrig jæger i Danmark. Det er derfor også forkert, når filmen ’Out of Africa’ starter med en scene, hvor hun er aktiv deltager i en klapjagt sammen med Bror Blixen. Der er intet, der tyder på, at hun har affyret et jagtgevær, før hun kommer til Afrika i 1914. Knap havde Karen Blixen sat sine ben på den østafrikanske jord (Bror Blixen var rejst i forvejen), førend han havde arrangeret en safari for dem begge, med den begrundelse at hun skulle komme til hægterne efter den lange tur (!). Bror Blixen forærede sin nygifte hustru en Mannlicher-Schoenauer riffel, som hun lærte at skyde med umiddelbart før safarien. Det var hendes første bekendtskab med våben i egen hånd, og hun var ikke så lidt stolt over, at hun var en ganske god skytte med denne kaliber .256 riffel og fik ros af sin mand.

Efter den første safari med Bror Blixen bliver hun ’omvendt’: »Jeg gør en oprigtig afbigt mod de jægere, hvis henrykkelse over jagten jeg ikke forstod. Der er ikke noget i verden som den«, skriver hun til Thomas Dinesen. Der er næppe tvivl om, at denne safari var en lykkelig periode i Karen Blixens liv. Det er vigtigt, at Karen Blixen på safarien for første gang oplevede noget af det, hun havde higet efter fra sin pure ungdom: at have sin egen tjener, at blive opvartet i alle ender og kanter – og at være hovedpersonen i et spændende drama. Bror Blixens dagbøger fra safarien viser, at han er glad over sin hustrus glæde og fascination. Han er endvidere stolt af hende, idet det med hans ord lykkedes hende at skyde »44 stykker vildt med 100 patroner«. I årene sammen med Bror Blixen bliver det til flere safarier. Hans interesse lå ikke i at drive kaffefarm, men i at søge spændingen på jagt eller andre steder i det nye land. Hun sætter ord på oplevelserne: »... enhver Jagt kan siges at være en Kærlighedshistorie. Jægerens Hjerte er hos Vildtet, han ser det med andre Øjne end den Spadserende, og hvert Træk og hver Bevægelse hos det er ham dyrebar. Men almindeligvis er i Jagt Betagelsen ensidig. ... Jægeren maa tænke sig om og holde sig Vind- og Terrænforhold for Øje, falde ind i Landskabet og gøre sig lydløs som Vildtet selv. Det er en henrykkende Idræt, som kalder paa alle Evner i Jægeren og skænker Øjeblikke af sød og storslaaet Selvfølelse« (’Skygger på græsset’). Det interessante ved denne kærlighedserklæring er, at den er skrevet mange år efter hendes hjemkomst fra Afrika. Mange år efter at hun havde afsvoret sin kærlighed til jagt. Sammenholdt med hendes brevvekslinger og beskrivelser forekommer det ikke usandsynligt, at hun stiller oplevelserne på jagterne med Bror og senere Denys Finch-Hatton i et mere gyldent og romantisk lys, end virkeligheden havde været. Hun skriver i ’Den afrikanske farm’: »Inden jeg selv overtog bestyrelsen af farmen, havde jeg været en ivrig jæger og havde tilbragt min meste tid på safari, men da jeg blev farmer, satte jeg mine rifler hen«. Det er nu ikke helt rigtigt, for hun følte i hvert fald i en tid en forpligtelse til at levere kød til sine arbejdere på farmen, og derfor var hun indimellem på regulær kødjagt sammen med sine nærmeste tjenere. At denne kødjagt ikke var noget, hun dyrkede med stor iver, vidner en bemærkning i et brev til broderen om: »... mine Boys er fortvivlede over, at nu aldrig nogen gaar ud og skyder Kød til dem«. På denne tid i Østafrika var det i øvrigt ikke ualmindeligt, at kvinder af samme stand som Karen Blixen gik på jagt. Ofte var de ledsagere på mændenes safarier, men i mange tilfælde deltog de aktivt i jagten. For nogle af dem – også de mandlige ’jægere’ – var det med samme udgangspunkt som hende: De var ikke jægere hjemmefra, men blev fascineret af jagten i det fremmede og af hele den entourage, en safari på den tid bestod af. Det var ofte meget stort med måske 100 hjælpere. Efter datidens forhold luksuriøse telte med bade- og køkkenfaciliteter, så der kunne serveres flere retter hver aften med årgangsvine. På en anden safari (1918) med Bror Blixen beskriver Karen Blixen, hvordan hun nedlagde et næsehorn. Hun fortæller, at hun skød næsehornet på 300-400 yards (275-350 meter) afstand med den relativt småkalibrede riffel, hun havde fået af Bror. Her taler realiteterne imod, at hun dræber næsehornet »... og havde det Held at ramme den lige i Hjertet, saa at den sprang op i Luften, løb et Par Yards og faldt om med alle fire tykke Ben i Luften ...«. Uanset at hun i den situation havde brugt »en solid Patron« er det ikke realistisk, at hun med datidens sigtemidler rammer næsehornet i hjertet på den afstand, og endnu mindre, at dette kaliber var i stand til at dræbe et tykhudet næsehorn på den afstand. Den såkaldte anslagsenergi i riffelkuglen er simpelthen ikke tilstrækkelig til at dræbe et så stort dyr næsten 300 meter ude. Virkeligheden står ikke mål med de smukke beskrivelser. Da Bror Blixen mere og mere forsvinder ud af hverdagen på farmen i Ngongbjergene, sker det altså, at Karen Blixen »satte mine rifler hen«. Men en ny mand dukker som bekendt op, og han er – naturligvis – også storvildtjæger. Denys Finch-Hatton bliver hendes livs kærlighed, og i en lang periode bor han faktisk på farmen i kortere perioder, når han ikke er på safari med klienter, er i krig eller ordner forretninger hjemme i England. De er på safari sammen, men ikke ofte. Denys er trods sine mange dyder ikke en mand, der synes, at kvinder skal ind på det domæne, som er hans, nemlig jagt. Og han tager hende ikke med på de safarier, han arrangerer for klienter. »I mine sidste ti Aar derude skød jeg kun modvilligt, naar det ikke netop gjaldt at skaffe Kød til mine Folk. Det var for mig kommet til at tage sig ilde ud og føles stygt, eller rent ud vulgært, for nogle Timers spænding at slutte livet af, som hører til i det store Landskab og som langsomt er vokset op gennem ti eller tyve Aar eller – hvor det gælder Bøfler eller Elefanter – i halvtreds eller maaske hundrede Aar. Men Løvejagt blev ved at være, som da jeg først kom til Landet, mine Øjnes Lyst og mit Hjertes Begæring. Jeg skød min sidste Løve ganske kort inden jeg rejste tilbage til Europa« (’Skygger på græsset’). Denys Finch-Hatton var en af tidens gentlemanjægere. Han var respekteret for den safariforretning, han drev, og havde mange berømte klienter. Det er umådelig svært at finde noget som helst vidnesbyrd om, at Denys ikke var en på alle måder respektabel og ansvarsfuld mand. En af de sidste gange Karen Blixen og Denys Finch-Hatton var på jagt sammen eller rettere sagt skød sammen, var en nytårsmorgen, hvor de skulle køre ud til en safarilejr i nærheden og ordne en defekt riffel, Denys havde lånt en ven. Undervejs støder de på en løve ikke langt fra Blixens farm, som havde generet de lokale bønder og taget deres kvæg. Det var dengang en god grund til at skyde løver. De ser løven i skæret af lygter sidde på et giraf-ådsel. Denys skyder resolut løven, og de kører videre for at ordne deres ærinde og vil så tage skindet fra løven på hjemvejen. Da de kommer tilbage, er der imidlertid en ny løve på giraffen. I ’Den afrikanske farm’ beskriver Karen Blixen situationen således: