Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
jæger. Wilhelm Dinesen skrider igennem skoven, formentlig under en jagt i 1894, året før hans død. I en årrække havde han under pseudonymet Boganis skrevet 'jagtbreve' til Politiken.
Foto: Foto fra bogen: Det Kongelige Bibliotek

jæger. Wilhelm Dinesen skrider igennem skoven, formentlig under en jagt i 1894, året før hans død. I en årrække havde han under pseudonymet Boganis skrevet 'jagtbreve' til Politiken.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Levende biografi om kendt krigsveteran tilbyder ny teori om gådefuldt selvmord

Andet bind af Tom Buk-Swientys biografi om Wilhelm Dinesen er fremragende læsning.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Aldrig har så mange stiftet bekendtskab med Wilhelm Dinesen som i disse uger, hvor han optræder som historisk figur i Ole Bornedals tv-serie ’1864’. Og aldrig har man kunnet lære kaptajn Dinesen så grundigt at kende i bogform som nu, hvor Tom Buk-Swienty udsender andet bind af sin biografi om ham, ’Kaptajn Dinesen – Til døden os skiller’.

Selv om de to bind er på over tusind sider tilsammen, er det ikke én side for meget – målt ikke i historisk betydning, men i menneskelig fascinationskraft.

Officer og eventyrer nåede Wilhelm Dinesen at blive i første bind. I andet bind udvikler han sig tillige til forfatter, politiker, ægtemand og far til fem legitime børn – og vist adskillige ’naturlige’ børn, som man siger på fransk.

At kaptajnens næstældste ægtefødte datter er Karen Blixen, hører man ikke meget om. BukSwienty gør hende til bifigur i hans biografi som en forståelig modreaktion på den sædvanlige fremstilling af ham som en – ganske vist uhyre betydningsfuld – bifigur i hendes livshistorie.

Meningstabet vokser

Velkendt er det, at Wilhelm Dinesens liv ender som en tragedie. Som kun 49-årig hænger han sig i 1895 på et pensionat i København. Ingen ved med sikkerhed hvorfor. Man forstår, hvor psykisk ødelagt og traumatiseret han må have været.

Han havde opsøgt krig, som en ulykkelig elsker, der bliver ved med at vende tilbage – og oplevet det ene blodige og forsmædelige nederlag efter det andet: først i slaget ved Dybbøl i 1864, så i Den Fransk-tyske Krig i 1870-71, hvorpå han overværede en mislykket revolution, nemlig kommunardopstanden i Paris, og til sidst i Den Tyrkisk-russiske Krig i 1877-78.

Hver gang havde han været på tabernes side. Selv til sidst, da Dinesen deltager som observatør på tyrkisk side og fortryder det mere og mere, i takt med at han bevidner tyrkernes krigsforbrydelser i Bulgarien.

Meningstabet og méngraden vokser, og ved tilbagekomsten til København i 1878 bryder han endeligt sammen og bliver indlagt på Kommunehospitalet med både fysiske og psykiske lidelser.

Da lægger han livskursen om. Han køber fast ejendom – fire gårde i Rungsted – og gifter sig med en vis kvinde af borgerlig slægt, med hvem han stifter familie.

Gift med en indianerkvinde

For anden gang vel at mærke. For Wilhelm Dinesen havde allerede efterladt sig én familie i Wisconsin, hvor han opholdt sig i 1873-75.

I stil med den amerikanske forfatter Henry David Thoreau var han draget til den nye verden for at leve i skoveksil, som pelsjæger blandt chippewaindianere. Her fik han det indianernavn, Boganis, som han senere benyttede som et litterært pseudonym.

Og her fik han sammen med indianerkvinden Kate en datter, Emma, som hun hed på engelsk, eller Gi-bi-twa-way (Lille Glædesbylt), som hun kaldtes på chippewa. Det er noget af det nye, Tom Buk-Swienty har gravet frem.

LÆS ANMELDELSEN AF FØRSTE DEL

Videre ansvarligt var det måske ikke ligefrem, men det vidner om Wilhelm Dinesens uortodokse, improviserede måde at leve livet på, som gør ham så uhyre interessant som biografisk genstand.

Han var »et saare lyst Hoved og en Gentleman med talrige Særheder, Luner, Nykker og uforudsete Indfald, ved hvem man altid maatte mindes, at han inderst inde var en Smule Fusentast og en Smule Digter«, skrev Georg Brandes om ham i sit mindeord her i avisen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Folketingsmedlem

Netop Brandes blev en vigtig skikkelse for den litterære karriere, som Dinesen fik, især i kraft af de essayistiske ’Jagtbreve’, som blev trykt første gang i Politiken. Også dét siger noget om Dinesens selvrådighed. Selv om han var officer og kom ud af en godsejerslægt med stolte militære traditioner, blev han skribent på nærværende avis og folketingsmedlem for bondepartiet Venstre.

Han var glødende ateist, modstander af Københavns befæstning og havde i øvrigt været på kommunardernes side i Paris i foråret 1871.

Hvis han havde været adelig, havde han føjet sig ind i traditionen for progressive aristokrater, som er en gennemgående figur i dansk kultur, fra Bernstorff og Reventlow til baron von Rydtger i tv-serien ’Matador’.

Den slags mønsterbrydere fra overklassen synes vi at have en særlig forkærlighed for. Den burde også kunne omfatte Wilhelm Dinesen, selv om hans blod ikke var helt blåt.

Teorierne om »fridøden«

Det er forbavsende lidt, Tom BukSwienty fortæller om de fjorten år, Wilhelm Dinesen nåede at være gift med Ingeborg og om det liv, de levede sammen på Rungstedlund med hele svigermekanikken på nakken.

Til gengæld får man i kraft af deres mange kærlighedsbreve fuld besked om Wilhelm og Ingeborg Dinesens romance, som er rørende, fordi parret er så umage, og fordi man kender deres skæbne.

Det gjorde den melankolske Wilhelm Dinesen måske også: »Vil du huske, at her var smukt, og at vi var lykkelige?«, lød hans berømte ord til Ingeborg, da de efter brylluppet ankommer til hendes nye hjem, Rungstedlund.

Hvorfor valgte Wilhelm Dinesen »fridøden«? Med dette ord benævnte hans søn Thomas Dinesen selvmordet i sin biografi om faderen fra 1972 – og tilføjede: »så værdig en afslutning på livet, som nogen kan få«.

Man forstår det som en søns kærlige ord om en far, han aldrig har kendt og altid har savnet, men beskrivelsen klinger alligevel mærkeligt. Officerer skyder sig, de hænger sig ikke – medmindre de har begået noget uværdigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mange teorier har været luftet, fra krigstraumer over kønssygdomme og ulykkelig ungdomskærlighed til pengesorger og politisk vanære. I epilogen ’Hvorfor?’ fremlægger Tom Buk-Swienty en helt ny hypotese om selvmordet.

Røbe den vil jeg ikke – det er noget med et naturligt barn – men jeg vil hævde, at det er den bedst underbyggede og mest overbevisende indtil nu.

Hvilket ikke vil sige, at den er bevist. Det ville også slå lidt af den myte ihjel, som Buk-Swientys tobindsbiografi nu har gjort så levende som nogensinde.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden