kollage. Det originale foto forestiller de tre Dinesen-søstre på Rungstedlund, Karen (Tanne) sidder til højre, til venstre Inger (Ea) og i midten Ellen (Elle). Nederst er halvsøsteren Elida indsat.
Foto: Billedmanipulation over originalfoto fra Det Kongelige Bibliotek

kollage. Det originale foto forestiller de tre Dinesen-søstre på Rungstedlund, Karen (Tanne) sidder til højre, til venstre Inger (Ea) og i midten Ellen (Elle). Nederst er halvsøsteren Elida indsat.

Bøger

Blixens hemmelige søster førte en skyggetilværelse

Afsløringen kaster nyt lys over kaptajn Dinesens selvmord og Blixens forfatterskab.

Bøger

Dette er en detektivhistorie. Og den begynder, som den slags skal, med et mystisk brev. Ja, faktisk to.

Fundet, men ikke helt forstået tilbage i 2010 af historikeren Tom Buk-Swienty, som har skrevet en biografi i to bind om kaptajn Wilhelm Dinesen, helten fra 1864 og Karen Blixens karismatiske far.

Allerede i 2010, da Tom Buk-Swienty første gang gennemgår Thomas Dinesen-arkivet, hvor Wilhelm Dinesens papirer ligger, opdager han en undseelig konvolut, som indeholder to breve:

»Uden på konvolutten med en fed streg under står der: ’Skal opbevares og gives Familien – beses af Executorerne’«, siger Buk-Swienty, der er landets største sporhund, når det kommer til den litterære familie fra Rungstedlund.

Det ene brev i kuverten er et følgebrev dateret 17. maj 1912. I det opfordrer Mogens Frijs, der er fætter til Wilhelm og Laurentzius Dinesen, til, at Laurentzius bevarer det medsendte brev »for alle tilfældes skyld«. Brevet, det er så vigtigt at gemme, er dateret 24. februar 1897. Og det handler om et barn født uden for ægteskab.

Brevet er fundet i grosserer Gustav Hansens dødsbo. Gustav Hansen var bror til Wilhelm Dinesens meget puritanske svigermor, ’Mama’, Mary Lucinde Westenholz.

Der er mange navne at holde rede på, men hold ud!

For i skrivelsen om barnet erklærer den enlige mor Anna Rasmussen over for grosserer Gustav Hansen, hos hvem hun er tjenestepige, at det alligevel ikke er rigtigt, at Wilhelm Dinesen er far til hendes pigebarn, Else Ulla Elida Rasmussen, der blev født 30. juni 1895. Når hun tidligere har påstået det, skyldes det udelukkende håbet om, at hun kunne sikre barnet i økonomisk henseende.

»Det, brevet jo først og fremmest siger, er, at Anna Rasmussen tidligere har sagt, at Wilhelm Dinesen var barnets far. Brevets underligt stive formulering emmer af at være skrevet med ført hånd, og at hun er blevet presset dertil af Gustav Hansen«, siger Tom BukSwienty, der allerede da fik mistanke om, at brevet og barnet har noget med kaptajn Dinesens selvmord at gøre.

En enorm skyldfølelse i familien

Det har altid været en gåde, hvorfor kaptajnen i 1895, 49 år gammel, hængte sig i et pensionat i København. For vel var han mærket af de fire krige, han havde deltaget i, men at det skulle være nok til at tage livet af sig selv, har været svært at forstå for eftertiden.

»Det er tydeligt, at Dinesen havde en depressiv side og måske kæmpede med det, vi i dag betegner som posttraumatisk stresssyndrom. Men der skal som regel en konkret udløsende faktor til noget så drastisk som et selvmord. Og hvad det var, der skubbede Dinesen ud over kanten, er nu opklaret«, mener Tom Buk-Swienty.

For da Karen Blixens far hængte sig, var Anna Rasmussen seks måneder henne og synligt gravid.

»Skammen over for hustruen, Ingeborg, og hendes puritanske familie, har været stærkt medvirkende, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om«, siger Tom Buk-Swienty.

Selvmordet mærkede hele familien, og savnet af faderen står centralt i Karen Blixens forfatterskab.

»Det er tragisk, for jeg tror faktisk, at Ingeborg ville have tilgivet ham. Men den moralisme, som hans svigermor og hendes brødre har kørt efter, har været dødbringende for Wilhelm Dinesen. Egentlig også for Ingeborg, som man holdt i uvidenhed hele livet«.

Heller ikke deres fem børn på Rungstedlund har formentlig vidst noget om Wilhelm Dinesens utroskab og frugten af forholdet, men:

»’Mama’ har fra sin bror formentlig kendt til sagen, og der må have været en enorm skyldfølelse i den her familie efter selvmordet. ’Mama’ var virkelig knust. Og Ingeborg og børnene er der blevet slået en beskyttende ring om«, siger forfatteren, som mener, at Karen Blixen har fornemmet familiehemmeligheden og tragedien bag farens selvmord.

»Karen Blixen hader borgerskabet. I både hendes breve og litteratur fremgår hendes foragt for dets snærende normer med al tydelighed. Intuitivt føler hun, at borgerskabet har slået hendes far ihjel. Og hun har haft mere ret, end hun troede. Et eller andet sted kan det sagtens være, at hun har forstået, at han blev kvalt i det her. Og måske har hun forstået noget meget dybere, end sine søskende«, siger Tom Buk-Swienty.

Karen Blixens søskende var som hun eventyrlystne og rejste ud i den store verden:

»Men de hadede ikke de borgerlige dyder, som ’Mama’ og hendes familie repræsenterede. Jeg tror, at man må give en kunstner, et forfatters sind, at det kan fornemme, hvad der sker under overfladen. Deraf kommer hendes vrede og den kreativitet, som jo er et oprør mod borgerstanden«.

Selv formulerede Karen Blixen det sådan her i et interview i Politiken 1. maj 1934:

»Jeg flyttede mine Tales (eventyr, red.) hundrede År tilbage i en rigtig romantisk Tid, hvor Mennesker og Forhold var anderledes end nu. Først derved blev jeg fuldkommen fri. I mange Ting ligner jeg min Fader«.

Men har denne historien om det uægte barn, skammen, selvmordet og skyldfølelsen overhovedet nogen litterær betydning?

Hendes liv fortjener at blive set, også fordi hun repræsenterer bastarden

Ja, mener litteraturkritiker ved Politiken, Karen Blixen-ekspert og professor på RUC Lasse Horne Kjældgaard.

»Jeg ved ikke, om det er, fordi hun har hørt eller anet noget. Men det er et emne, som Karen Blixen er meget optaget af i sin litteratur. Hele spørgsmålet om, hvad der udgør et menneskes identitet og familiens rolle er helt centralt i hendes forfatterskab. I ’Sorgagre’ fra ’Vintereventyr’ skriver hun for eksempel om legitimitetsprincippet, at det er moderen, der er afgørende for, hvilken status et barn har«, siger professoren, der også hæfter sig ved, at skyggeeksistenser spiller en rolle i forfatterskabet.

Barnet født i dølgsmål

Men tilbage til detektivhistorien. For da Tom Buk-Swienty i begyndelsen af 2014 forstår de to breves betydning, går jagten ind, og sammen med sin researcher, Birgit Christensen, forsøger han at finde ud af, hvad der blev af Anna Rasmussen og hendes barn.

Det, de vidste, var, at Anna Rasmussen føder sit barn i dølgsmål i Jyderup, få måneder efter kaptajn Dinesen hænger sig, og at hun flytter hjem til sine forældre på Frederiksberg med barnet. På fødselsattesten er faderens navn ikke opgivet. De kunne også se, at Anna Rasmussen senere gifter sig med ingeniøren Jens Chr. Jensen, som adopterer lille Elida, og at det af adoptionsattesten fremgår, at pigens biologiske far er død. Familien kalder sig i øvrigt Spange i 1904, så snart navneforandringsloven tillader det.

»Elida Spange bliver gammel og hun bor hele livet i sine forældres herskabslejlighed i Malmøgade 7 på Østerbro frem til sin død. Men ellers er det utrolig lidt, annalerne fortæller om Elida, der synes at have gået igennem livet som en skygge. Vi kan ikke finde noget billede af hende, vi ved ikke, hvor hun gik i skole, og på det tidspunkt kan vi end ikke fastslå hendes dødsdag. Kun kan vi i Kraks Vejviser se, at hun er opført i 1982, men ikke længere i 1983«.

»Jeg mødte Elida Spange«

Men nu er der sket noget, som har fået det hele til at falde på plads:

Tom Buk-Swienty får en mail fra en advokat Tom Buhman, som har læst ’Kaptajn Dinesen – Til døden os skiller’. Især kapitlet om selvmordet og formodningen om, at Elida Spange var kaptajn Dinesens datter, har vakt hans interesse, for han var en af eksekutorerne i Elida Spanges dødsbo.

»Buhman fortalte, at jeg på ét punkt tog fejl i min beskrivelse af Elida Spange, nemlig når jeg skrev, at hun ikke selv var klar over, at hun var datter af Wilhelm Dinesen. For det vidste hun udmærket godt, at hun var!«, siger Tom Buk-Swienty.

Via Buhman får Buk-Swienty kontakt til advokat Ole Brøns, der personligt mødtes med Elida Spange i hendes herskabslejlighed i Malmøgade for at drøfte hendes testamente.

Til Politiken siger Ole Brøns:

»Det var i den forbindelse, at hun fortalte, at hun var Karen Blixens halvsøster, og jeg husker helt tydeligt at jeg med det samme tænkte: Ja, selvfølgelig er hun Karen Blixens søster, det kan tydeligt ses. Det var ikke noget, der havde betydning for testamentets bestemmelser om arven, og derfor fortæller jeg det først nu, hvor jeg bliver spurgt, siger Ole Brøns, der i dag er 80 år og pensioneret.

Han husker, at Elida Spange understregede, at hun ikke havde haft kontakt til Blixen-familien, og at hun ikke selv havde slægtninge, og at der derfor ingen var at betænke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Elida Spange, hvis stedfar var tunghør, havde besluttet, at hendes formue, 1 mio. kr. (ca. 4 mio. kr. i nutidskroner, red.) skulle finansiere et legat for blinde og døve«.

Med hjælp fra advokat Brøns, skifteretten i København og lidt mere detektivarbejde ved man altså nu, at Elida Spange f. Rasmussen vidste, at hun var kaptajn Dinesens datter. Og at hun døde 8. juli 1982. Så ensom, at Kommunehospitalet måtte efterlyse pårørende i avisen. Ingen meldte sig.

Også hendes hjem vidnede om et ensomt liv, mærkelig upersonligt, uden fotografier eller andet, husker advokat Brøns, der genkender sin klient som damen på det maleri, Tom Buk-Swienty er kommet i besiddelse af et foto af: »Det er hende, det er jeg ikke i tvivl om«, siger han.

Og nu er vi fremme ved maleriet, der også hører til detektivhistorien.

Elida Spanges måske eneste ven

Indgangen til portrættet af Elida Spange, som ulig gengivelsen på Bøgers forside i dag, er malet på en rolig mørk baggrund, skal findes hos hendes måske eneste ven, en dannet, men forhutlet herre, Sven ’Leslie’ Arboe, som også er ham, der formidler kontakten til advokat Brøns, da frøken Spanges testamente skal skrives.

»Spange og Arboe er to ensomme eksistenser, der møder hinanden i Magasins cafeteria. De bærer begge på en hemmelighed, som har gjort, at ingen af dem har kunnet leve deres liv fuldt ud: Han var bøsse i en tid og et miljø, hvor man blev i skabet. Og hun var den uægte, bastarden. Men udadtil er de begge pæne borgerbørn. Der er næsten en hel novelle eller en lille film i det, som taler til forfatteren i mig« siger Tom Buk Swienty.

Ifølge Sven ’Leslie’ Arboes slægtninge fortalte Elida Spange vennen om sin biologiske far, Wilhelm Dinesen, og kendte til, at affæren og det uægte barn dengang havde været en hemmeligholdt skandale.

Som et tegn på deres venskab forærede hun Sven Arboe et maleri, der viste hende som yngre, et billede, som hendes mor og adoptivfar havde ladet male af hende. Og det er i Arboe-families gemmer, at maleriet af ’Karen Blixens halvsøster’, som der står bag på fotoet af det, befandt sig. Familien ville forære det til Rungstedlund, men nåede det ikke, før ejeren, Otto Arboe, døde.

»Desværre forsvinder maleriet i en bodeling, og alt, jeg nu har, er fotoet af det«, siger Tom Buk-Swienty, som håber, at originalen dukker op.

Rungstedlund er interesseret

På Karen Blixen Museet følger man nyheden om familieforøgelsen og maleriet: » Det siger sig selv, at hvis vi får verificeret fortællingen om halvsøsteren, vil vi overveje at lade den indgå i det materiale, som museumsgæsterne i fremtiden vil blive præsenteret for, men det må drøftes i bestyrelsen«, siger direktør Catherine Lefebvre.

Hun er enig med professor Lasse Horne Kjældgaard i opdagelsens litterære betydning: »Naturligvis er det interessant at konstatere, at denne nye ’Blixen-fortælling’ kan have ligget immanent i Karen Blixens bevidsthed. Sorgen over tabet af faderen samt den betydning, som denne efterfølgende har haft for Blixen, er jo et meget stærkt og vigtigt tema for hende«.

Og skulle det forsvundne maleri blive fundet, verificeret og tilbudt Karen Blixen Museet, er direktør Catherine Lefebvre interesseret.

»Vi modtager løbende effekter, som har relation til huset. Såfremt nogen skulle have lyst til at forære os bemeldte maleri, vil vi naturligvis tage imod det med glæde«.

Karen Blixens nevø Tore Dinesen, 81, som stadig arbejder for at sikre sin fasters litterære og økonomiske arv, siger om maleriet, at »vi skal være helt sikre på, hvem det forestiller, hvem der har malet det, og hvor det kommer fra. Inden vi har fundet ud af det, offentliggør vi ikke noget«.

Synes han, at Elida ligner familien?

»Det er svært at sige, for vi er egentlig meget forskellige. Den række tanter og søskende, vi har, ligner måske nok hinanden, men ikke forfærdelig meget. Karen Blixen var for eksempel en lille, meget spinkel dame, mens min far (hendes bror Thomas Dinesen, red.) var en høj, kraftig mand«.

Mener Tore Dinesen som Tom Buk-Swienty, at Karen Blixen og hendes søskende ville have budt Elida Spange velkommen, hvis hun var dukket op på Rungstedlund?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, det tror jeg faktisk, de ville. Der herskede et frisind i familien, og jeg kan ikke tænke mig andet, end at hun ville have været velkommen. Men det skulle nok have været efter mine bedsteforældres død!«.

Bastarden som kulturhistorie

Tom Buk-Swienty ser meget gerne, at kaptajn Dinesens ’uægte’ datter kommer hjem til Rungstedlund, hvor han synes, hun hører til, men først og fremmest handler det for ham om at få kontakt til nogen derude, som kender noget til Elida Spange:

»Selv om jeg har stået på hovedet i arkiverne, efterlader hun sig next to nothing. Hun er virkelig en skygge og har været det gennem hele livet. Men hun må jo have gået i en skole, hun må jo have kendt nogen. Hendes liv fortjener at blive set, også fordi hun repræsenterer bastarden. Det er et meget negativt ladet ord, men det er med vilje, jeg bruger det. Der har været titusinder af hendes slags, som er vokset op med skammen over at være uægte. På den m¨åde er Karen Blixens ukendte søster repræsentant for et stykke vigtig social- og kulturhistorie«.

Der har været rygter om tre andre efterkommere af Wilhelm Dinesen eller hans bror, men Tom Buk-Swienty tror »sådan set, at kaptajnen har forsøgt at tøjle sig«.

Og det er så hertil, detektivhistorien er nået lige nu: »Karen Blixen har fået en halvsøster. Det er kastet nyt lys over, hvorfor Wilhelm Dinesen begik selvmord, og vi ved, at det er af en helt anden grund end den, Karen Blixen og hendes søskende fortalte sig selv: Nemlig at det var, fordi han måtte leve livet stort og være i bevægelse. Hele sit liv har Karen Blixen det her idealbillede af sin far, og det er noget, der i den grad sender hende ud på hendes livs odysse. Men det billede, ved vi nu, er ikke helt korrekt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce