Evigt ejes kun det tabte, indså titelfiguren Brand hos Henrik Ibsen.
Den norske dramatiker optog Karen Blixen, han optræder selv i det ’Vintereventyr’, der hedder ’En historie om en perle’, og de havde fælles inspiration i Friedrich Nietzsches skrifter.
Men Brands indsigt er hele Karen Blixens forfatterskab om svundne tider nu én lang bekræftelse af. ’Den afrikanske farm’ ikke mindst, for den løfter jo samtidig sløret for de tab i forfatterens eget liv, som gav så store kunstneriske resultater: tabet af ejendom, tabet af kærlighed, tabet af hele det liv, hun havde planlagt.
Mottoet for ’Den afrikanske farm’: ’At ride, at skyde med bue og at tale sandhed’, havde hun måske netop fra Nietzsche, men mere sandsynligt fra danske M.A. Goldschmidt; men begge har nu deres viden om persernes opdragelsesmål fra den oldgræske historiker Herodot. Og det kan vi nu alle vide, takket være denne værkudgaveaf ’Den afrikanske farm’, 70 år efter førsteudgaven.
Andersen og Kierkegaard
Mens de to andre virkeligt verdensberømte danske forfattere, Andersen og Kierkegaard, for længst er kommet i videnskabelige udgaver, er dette den første tekstkritiske Blixen-udgave, og den vil blive fulgt op af en lignende udgave af ’Vinter-Eventyr’ i forfatterens egen retskrivning og med ordforklaringer, tekstkommentarer, efterskrift og evt. appendiks, lover Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Er der noget dansk forfatterskab, som ved fodnoternes og ordforklaringernes hjælp virkelig udvider sig for læseren, er det Blixens. Fortællingerne bugner – som antydet med de allerede nævnte forfattere – af åbenlyse og skjulte citater i en løbende dialog med verdenslitteraturen, som i dén grad foregriber postmodernismens begreb om ’intertekstualitet’.
Vel forstår man da beretningerne fra farmen uden for Nairobi, også uden at kunne stedfæste citater fra Bibelen, Koranen over Odysseen til Shakespeare, Shelley eller Victor Hugo. Men forkundskaber er nu nyttige, som Andersen påpegede, og vi kan umuligt alle have dem alle. End ikke udgiveren, den lærde Lasse Horne Kjeldgaard, velkendt som anmelder i nærværende organ, kunne selv vide alt i forvejen, men takker i efterskriftet for hjælp fra flere sider.
Og vips: Nu kan vi alle vide alt om ’Den afrikanske farm’. For eksempel føler jeg mig omsider tryg ved noternes oplysning om, at man ikke kan identificere den svenske naturforsker, der omtales i værkets fjerde del og efter at have besteget et bjerg tillægges replikken: »Oppe paa Mount Elgon fandt jeg det et Øjeblik muligt at tro paa Guds Eksistens«. Lige så interessant kunne det være, tilføjer Blixen så, at vide, om det oppe på bjerget havde »været muligt for Gud et Øjeblik at tro paa Professor Landgreens Eksistens«.
Tragedie i fem akter
Måske er professoren lige så frit opfundet som den August von Schimmelmann, der her besøger et menageri i Hamburg – og jo ellers hører hjemme i den første og sidste af de ’Syv fantastiske fortællinger’. En tragedie i fem akter, er ’Den afrikanske farm’ blevet kaldt – altså fiktion, men så vidt går udgiveren nu ikke, selv om han nævner bl.a. Schimmelmann som eksempel på, at værket jo ikke er nøgtern erindring, ikke lutter ’Wahrheit’, men lige så meget ’Dichtung’.
Nyttigt at blive mindet om, især hvis man skulle svæve i den vildfarelse, at Sydney Pollacks film ’Out of Africa’ gengiver det væsentligste af værket. Selv om filmen med Meryl Streep heldigvis øgede også bøgernes publikum enormt, har den på andre måder stået i vejen for læsningen ved at flytte opmærksomheden tilbage til den eksotiske baronesses privatliv – bort fra fortællingernes liv.
Lasse Horne Kjeldgaard drejer i sit efterskrift projektøren en anden vej, mod Blixens opfattelse af kikuyuerne og masaierne og mere generelt den indfødte befolkning i Britisk Østafrika, som Kenya endnu hed ved hendes ankomst i 1914. I bakspejlet kan enkelte af hendes generaliseringer støde som racistiske, men målt med samtidens alen er hun næsten kontroversielt åben over for afrikanernes anderledes værdisæt og livsform, påpeger udgiveren stilfærdigt og kaster et interessant nyt lys over værket som en foregribelse af en senere postkolonial diskussion.
’Mord på farmen’
Farah, Kamante såvel som Berkeley Cole og Denys Finch-Hatton får dermed en tydeligere historisk baggrund at træde frem på. Og der kommer så at sige nyt kød på sagen om et ’mord på farmen’, når de lokale avisers omtale af sagen trykkes som appendiks.
Både dokumentfaste og mere digteriske sandheder i ’Den afrikanske farm’ forholder sig jo til et Kenya og et Afrika, som allerede var forandret ved bogens udgivelse i 1937, seks år efter hendes hjemkomst fra kontinentet. Efterkrigstidens blodige oprørsbevægelse – i den vestlige presse omtalt som mau-mau-mordere, helt i overensstemmelse med vore dages sort-hvide dæmoniseringer af militante frihedsbevægelser – førte til den tidligere britiske kolonis selvstændighed i 1963.
Karen Blixen døde året før, 77 år gammel, 25 år efter at hun havde skrevet de nu nærmest bevingede indledningsord: »Jeg havde en Farm i Afrika«. Med den datidsform er meget allerede sagt: Hun har den ikke mere – men havde hun haft den, havde vi andre næppe ejet den evigt.
fortsæt med at læse
