Ordet ’Gud’ optræder hyppigt i Karen Blixens tekster – og ikke sjældent i forbindelse med overvejelser over skæbnen, både i almindelighed og hendes egen bemærkelsesværdige skæbne i særdeleshed.
Det betyder imidlertid ikke, at det er let at hitte ud af, hvad ordet egentlig betyder, eller at nå frem til en helhedsforståelse af Karen Blixens udsagn om Gud, hendes teologi.
Ikke så få har forsøgt igennem tiden, og det gør nu også Jørgen Stormgaard, som er gymnasielærer, og som for fem år siden udgav en ganske fin bog om Karen Blixens stormfulde venskab med digteren Thorkild Bjørnvig.
LÆS ANMELDELSEPagtens ofre
Fire fortællinger
Stormgaards seneste bog, ’Guds plan’, sætter sig for at kaste et »nyt og fordomsfrit blik på Karen Blixens holdning til kristendommen«, meddeler han indledningsvis.
Men fordomsfriheden er dog ikke større end, at forfatteren samtidig ønsker, at læsningen skal være »en opbyggelig oplevelse«, der viser, hvordan Karen Blixen nærmer sig kristendommen for på dødslejet at »definere sig selv som kristen«, som Stormgaards biografiske konklusion lyder.
Den påstand kan man godt nære skepsis over for, uden at det går ud over udbyttet af Stormgaards udmærkede udlægninger af de fire Blixen-fortællinger, ’Babettes Gæstebud’, ’Alkmene’, ’Peter og Rosa’ samt ’Aben’, der udgør skelettet i hans ikke-forkyndende undersøgelse.
Læsningerne rummer mange fine iagttagelser, ikke mindst af kristendomskritikken i forfatterskabet. Helt sikkert er det i hvert fald, at Blixen ikke var begejstret for kristendommen som filistrøs morallære og som apparat til social disciplinering.
Og fokuserer man udelukkende på hendes præsteportrætter, kommer hun til at fremstå som en direkte efterkommer af det moderne gennembrud, hvis ideologi og æstetik hun ellers i flere henseender opponerede imod.
Ensidigt fokus
Alligevel bliver Gud og det guddommelige ved med at husere i Blixens forfatterskab, også som positive størrelser og ikke mindst i forestillingen om en større plan, orden eller skæbnemønster, som den enkelte må finde sig til rette med.
Tag for eksempel denne flotte aforisme fra ’Den afrikanske Farm’, hvor Blixen først definerer stolthed som »Bevidstheden om, og Troen paa den Tanke, som Gud havde, da han skabte os«.
Og dernæst udleder, at for det stolte menneske »er denne Tanke altid nærværende, at det er hans Maal at fuldbyrde den. Han stræber ikke efter en Lykke eller et Velvære, som ikke er i Overensstemmelse med Guds Plan med ham«.
Her møder vi altså forestillingen om en ’Guds plan’, som står i centrum af Stormgaards bog, der slår mange sidespring og kommenterer meget andet i Blixens liv og værk.
Ikke desto mindre forekommer det mig, at den er for ensidig i sit fokus på Blixens religiøsitet som et mellemværende udelukkende med kristendommen. Dermed overser den det synkretistiske virvar af inspirationskilder – litterære ikke mindst – som Blixens skæbnetanker udspringer af.
Forestillingen om retfærdighed – og således om en form for orden i verden – forblev en anfægtelse i hendes forfatterskab, som er i dialog ikke blot med forskellige former for kristendom, men også med blandt andet græsk skæbnetænkning, med islam, med Goldschmidt og Nietzsche og med den store teodicé-diskussion fra 1700-tallet omkring spørgsmålet.
Kæmpe mundfuld
Tilsidesættelsen af hele dette teologiske og litterære sammensurium gør bogens undersøgelse af Blixens komplicerede forhold til kristendommen til langt mindre grundig, end godt er.
Emnet er en kæmpe mundfuld, som næsten kun kan blive forvansket ved at blive formindsket.
Men ’Guds plan’ kan anbefales til Blixen-læsere for dens enkeltstående og ganske indsigtsfulde udlægninger af de fire fortællinger.
fortsæt med at læse
