Hvor pikant er det egentlig at få at vide, at Thorkild Bjørnvig for mere end 50 år siden var vildt forelsket i Knud W. Jensens daværende kone, Benedikte. Og hun i ham? Inderkredsen har vidst det, men har aldrig villet nævne troldens navn. Den hede passion, som næppe fik sin udløsning, før den var forbi, er til gengæld interessant, fordi den satte et næsten gammeltestamentligt drama i gang mellem Bjørnvig og Karen Blixen. Rituel kontrakt De to, den 32-årige digterspire og den 65-årige baronesse, havde indstiftet en pagt, sådan som Gud Herren gjorde det med Moses på Sinai Bjerg, altså en slags kontrakt på et forpligtende og ubrydeligt samhørighedsforhold. Hun ville med vanlig sans for det rituelle lægge sin kappe over ham, »ligesom Elias gjorde ved Elisa, til tegn på, at jeg engang vil lade de tre fjerdele af min ånd blive hos Dem«. Han ville til gengæld gøre alt for hende og værne om hendes ære, sådan som Farah på farmen i Afrika. Dømt på forhånd Bjørnvig og Blixen brød imidlertid med hinanden, og det kostede dem begge noget, der godt kan minde om den højestes straf for kontraktbrud. Den fatale Benedikte blev den første sten på vejen, men når nu alle sten i skoven er vendt, står det mere end klart, at pagten var dømt på forhånd af distancen mellem Blixen og Bjørnvig i både ånd og art. Hun var historiefortæller, han var lyriker. Hun var fantast. Han var naturens mismodige søn. Herskesyg heks Thorkild Bjørnvig skrev med hudløs åbenhed om sit venskab med Karen Blixen i 'Pagten', der udkom i 1974 og satte alle sind i kog, fordi den bekræftede Blixens modstandere i, at hun var en lunefuld og herskesyg heks. Mens andre, især forfatteren Else Brundbjerg, der senere skrev 'Kvinden, kætteren, kunstneren Karen Blixen', gik til angreb på Bjørnvig for ikke at have fattet baronessens underfundighed. Det er også en pointe i den bog, som Jørgen Stormgaard nu har skrevet 'Blixen og Bjørnvig - pagten der blev brudt' med en polemisk efterskrift af Frans Lasson, der godt kan lægge op til endnu et rivegilde, som det fremgik af en reportage omkring bogen her i bladet 6. marts i år. Psykologiske forklaringer Jørgen Stormgaard er en storartet og velfunderet fortæller, både når han fremstiller forholdet mellem bogens to naturlige hovedpersoner, og når han bevæger sig ind i den del af Karen Blixens forfatterskab, de fire fortællinger, der afspejler konsekvenserne af pagten og bruddet med Bjørnvig. Det er ikke tør analyse, men psykologisk, klog forklaring af sammenhængene mellem liv og digt. Nok trækker han på overvejende kendte kilder som brevsamlingerne og de biografiske værker, der får passende noter, men han drager sine egne konklusioner, der giver stoffet en spænding, som også vil fastholde læsere, der ikke har læst 'Pagten' eller har den i frisk erindring. Det er især betydningsfuldt at få de brevvekslinger ind i billedet, som ikke var kendte, da Bjørnvig skrev 'Pagten', og den første debat om bogen kom i kog. Magtkampe Forholdet inddeles i tre faser, der følger forelskelsens mønster fra den første betagelse med genkendelse og samklang, der fører til dyb samhørighed, inden 'de elskende' bliver klar over, at der er så store forskelle, at de enten må lære at leve med dem eller bryde. Knud W. Jensen, der var ven med Karen Blixen, udtalte 'som øjenvidne' i 1992 om, at der var tale om en vaskeægte forelskelse og dyb kærlighed fra hendes side til ham. Bjørnvigs betagelse var uden eros og kan virke både underdanig og naiv i det brev, hvor han lægger op til pagten med at skrive: »Lad mig da tjene Dem i den Tid, der er igen«. Og så var spillet gående om dominans og underkastelse, indtil den affære, som Blixen i alle måder havde tilskyndet Bjørnvig til at opsøge, helt uden tanke for hans kone, Grete, opstod og truede alliancen. Nok havde hun ønsket ham en slangetæmmerske af en elskerinde, men ikke noget mere alvorligt som en forelskelse. Mord ved tankens kraft Det er sagt og skrevet før (af bl.a. Ole Wivel), at Karen Blixen var døv og blind for Bjørnvigs naivitet, mens han ikke fattede »hendes sære blanding af fandenivoldskhed og moral«. Han havde ikke styrke nok til at yde hende modspil, endsige markere sine grænser eller sætte sig bagpå hendes kost og flyve til Bloksbjerg, når hun var i sit mest djævelske lune. Det var hendes opfordring til at lade hånt om alle konventioner og følge sin egen natur - der var absolut ikke tale om at hylde Djævelen. Stormgaard lægger afstand til den metafysiske side af Blixen, som visse spillede med på, når hun f.eks. fortalte om de mord, hun havde begået ved tankens kraft i en god sags tjeneste. Havde hun haft den evne, ville der nok ligge flere lig langs Strandvejen. Løsrev sig fra virkeligheden Det nye og mest spændende ved Jørgen Stormgaards bog ligger i sidste halvdel, hvor han behandler Karen Blixens allegorier over Pagten, fortællingerne 'Kappen', 'Nattevandring', 'Om Hemmeligheder og om Himlen' samt 'Ekko', der alle blev trykt i 'Sidste Fortællinger'. Det er karakteristisk for Karen Blixens ånd, at hun digterisk kan løsrive sig fra virkeligheden og omsætte sit stof, så det får universel dimension. I 'Kappen' f.eks. er motivet den gamle billedhugger Leonidas Allori og hans elskede discipel Angelo Santasilias. Det er ikke - og kan aldrig blive et jævnbyrdigt venskab, men bygger derimod på en dyb forståelse, hvor begge parter har en klart defineret rolle. Mesteren er i kontakt med Gud, mens Angelo er aspirant til det guddommelige univers. Han er ved at blive formet, og det nævnes, at han »følte, at han var blevet til mellem Mesterens Hænder, som Adam mellem Herrens«. Ofre for højtflyvende spil Det er, som Stormgaard skriver, at ud over at være en refleksion over forfatterindens venskab med Thorkild Bjørnvig er 'Kappen' frem for alt en fortælling om troskab, idealer og kontakten til det guddommelige. Den forstod Bjørnvig godt, mens han efter Stormgaards opfattelse mistolker 'Om Hemmeligheder og om Himlen', når han i denne historie om fantasi og skaberevne og om hvem, der har den rene længsel, som giver adgang til himlen, finder en happy ending, netop fordi han ikke fatter Blixens underfundighed med den egentlige pointe, der går ud på, at lykken er blank og kun tilsyneladende. Stormgaard går også i rette med Bjørnvigs udlægning af Pellegrinafiguren, operasangerinden, der mistede sin stemme og sit livsindhold, sådan som Blixen gjorde det med farmen, men hun mistede ikke sin identitet, hun genfandt den, da hun skabte sig en ny rolle i tilværelsen som forfatter. I 'Ekko' kan Pellegrina heller ikke opfattes som identitetsløs, for hun er stadig bevidst om sine evner og i stand til at knytte nære relationer til andre. Sådan som hun gør det, da hun bevæges af den purunge korsangers stemme og kaster al sin erfaring og viden ind i at undervise ham, indtil han bryder og forlader hende. Historien om den guddommelige primadonna og den begavede bondedreng. Endnu et aspekt af - Pagten. Både Blixen og Bjørnvig blev ofre for deres højtflyvende spil, men det satte dybe spor i begges sind og forfatterskab, og det er der aldrig gjort bedre rede for end her.