I oktober 1954 havde Politiken to litteraturhistorier på forsiden samme dag. Tophistorien den 29. var, at Ernest Hemingway havde fået Nobelprisen, og lige under teksten og et stort billede af den gråskæggede forfatter stod endnu en artikel, hvor forfatteren udtalte, at Karen Blixen burde have fået prisen. Meget belejligt havde Politiken en mand i Havana, der kunne møde nobelpristageren, og når man læser reportagen, er det klart, at hans udtalelse om Blixen ikke er et svar på en dansk journalists lokalpatriotiske spørgsmål. I Havana er Hemingway et øjeblik tavs, før han siger: »Ved De, hvem jeg hellere havde set faa Nobel-Prisen end mig selv? Blixens danske frue, som jeg aldrig har mødt – signaturen Isak Dinesen. Hun er en storartet Forfatterinde«. Fjender i Akademiet Dén bemærkning kender rigtig mange danskere.

I de ord er det, som om Blixen næsten fik Nobelprisen, og de fleste har glemt eller måske overset, at gamle Hemingway i samme åndedrag og sætning – og lige så positivt – nævnte to andre prisværdige forfattere, kunsthistorikeren Bernard Berenson og digteren og historikeren Carl Sandburg, begge amerikanere. Ingen af dem fik prisen, og de færreste taler om, at de burde have fået den. Blixens navn var imidlertid det første, Det Svenske Akademis nuværende sekretær og talsmand, Peter Englund, nævnte, da Politiken mødte ham i Stockholm, dagen før Herta Müller fik prisen i fjor. Ja, selvfølgelig burde den danske verdensstjerne have fået prisen, mente Englund. Sådan var det dog langtfra alle, der tænkte i Det Svenske Akademi, da Blixens navn var hot i den aktuelle litteraturdebat. Det afslører tidligere lektor ved Aarhus Universitet Aage Jørgensen i en ny bog, hvor han har gennemlæst Akademiets arkiver frem til og med 1958. I bogen ’Nærved og næsten’, som udkommer i morgen, blotlægger han det magtspil, der har foregået i Akademiet, når danske forfattere og skribenter har været på tale til den prestigefyldte pris. Ikke kun når det gjaldt Blixen, men også når det gjaldt en mand som Georg Brandes. Brandes blev indstillet af så forskellige folk som Anatole France, Selma Lagerlöf og Videnskabernes Selskab, men lige lidt hjalp det. Brandes havde fjender i Akademiet. Og han vidste det. Modstanden handlede ikke kun om, hvad han skrev, men også om, hvem han var. Blixen dumpede Men først til Blixen, som man her kan se som eksemplet på, hvordan synet på et bestemt forfatterskab kan ændre sig i løbet af få årtier. Hun blev første gang indstillet til prisen i 1950 af Dansk Forfatterforening, selv om hun på det tidspunkt kun havde skrevet tre bøger. Til gengæld fremførte forslagsstillerne, at bøgerne alle var oversat til en række verdenssprog og var at sammenligne med bøger af H.C. Andersen og Selma Lagerlöf. Akademimedlem Per Hallström blev sat til at skrive en specialudtalelse om denne i Nobelsammenhæng nye forfatter, og han var stærkt begejstret for ’Den afrikanske farm’. Han så den som et mesterværk. Når det kom til ’Syv fantastiske fortællinger’, kunne han dog slet ikke dele den begejstring, værket ellers havde mødt ude i verden. »Fortællingen har ingen fast og rolig form, den væver bare stykke efter stykke sammen af overraskende hændelser«. Hallström syntes, Blixen spillede alt for meget på at fortælle om fornemme personer i udsøgt luksus, og han kedede sig rent ud sagt. »Fortællekunsten går ligesom på samlebånd«, syntes han. »Hos digterinden genkender man ingen steder den intelligente og smagfulde fortællerske, som kunne skrive ’Out of Africa’«. Endnu værre synes han det går i ’Vinter-Eventyr’, som efter hans mening er et forsøg i sagaerne uden at have sagaernes atmosfære. Med andre ord – dumpet. Prisen gik til Bertrand Russell. Den gamle heks Blixen blev indstillet igen i årene 1955-58, bl.a. af den senere prismodtager Harry Martinson, men Nobelkomiteen mente, at hun havde skrevet for lidt, selv om de anså ’Babettes gæstebud’ for at være en »mästerlig miniatyr«, som det hed. I 1957 var hun oppe imod Albert Camus, André Malraux og Boris Pasternak, og hun havde ikke meget medvind hos Nobelkomiteens formand, Anders Österling, der mente, at det ved en mere kritisk gennemgang af Blixens tekster kunne vise sig, at de ikke var båret af en menneskelig troværdighed og indre logik. Dog måtte han medgive, at hendes bedste noveller var mesterstykker. Altså, tak, men nej tak. Og i øvrigt betragtede han stort set hendes forfatterskab som afsluttet. Det var det nu ikke. Den efterfølgende ’Sidste fortællinger’ formildede dog ikke Nobelkomiteens formand på samme måde, som Boris Pasternaks nyeste bog ’Doktor Zhivago’ havde gjort. Til gengæld havde Österling fået en forhåndskopi af Blixens kommende bog ’Skæbne-Anekdoter’, og her kunne han se, at hendes tidligere svagheder i teksten syntes overvundet, men det ændrede ikke på Blixens trængsler.