Nogle gange kan det rene tilfælde komme virkeligheden til hjælp. I denne junimåned, der har været den politisk sværeste i Tyskland siden Murens fald, har to af de mest fremtrædende østtyske intellektuelle, teologen Joachim Gauck og forfatteren Christa Wolf, med hver sit storværk præsenteret offentligheden for den konflikt, der blev nøglen til udfaldet af det håbløse præsidentvalg 30. juni.

Problemet handler om den nationale tyske selvbesindelse: Var DDR en uretsstat – eller var det kommunistiske Tyskland blot regeret af en klike, der misbrugte sin magt?

Det er ikke for meget sagt, at regeringsmagten i fremtidens Tyskland afhænger af svaret på det spørgsmål.

Hverdagens uret
Ved præsidentvalget nægtede Venstrepartiet, der er arvtager efter det østtyske kommunistparti SED, at stemme for Joachim Gauck, som var opstillet af Socialdemokratiet og De Grønne. Gauck siger ligeud, at DDR var en uretsstat.

Det er uacceptabelt for Venstrepartiet. Det erkender, at der skete uret i DDR. Men der eksisterede et retsgrundlag for staten. Dermed adskilte DDR sig altså principielt ikke fra enhver anden stat, f.eks.

Forbundsrepublikken, vil partiet sige. Også i Forbundsrepublikken begås der uret fra tid til anden.

Gauck beskriver hverdagens uret og ydmygelse i sin velskrevne erindringsbog ’Vinter om sommeren, forår om efteråret’ (udgivet på Siedler Verlag). Og han har til overflod dokumenteret regimets forbrydelser, da han i 1990’erne ledede det statslige arkiv, der opbevarede DDR’s politiske politi Stasi’s stikkerindberetninger om alt og alle i Østtyskland.

400 sider selvransagelse
En af dem, der fik sin fortid lagt blot, var Christa Wolf. I 1992 udleverede Gauck hendes Stasi-akter til medierne, som ifølge loven havde aktindsigt. Afsløringen ramte Wolf som et bedøvende kølleslag.

Hendes nye roman, ’Englenes by eller dr. Freuds overfrakke’, er en mere end 400 sider lang selvransagelse.

Hendes nye bog går i stik modsat retning af Gaucks, og intet tyder på, at de to mennesker er blevet forsonet efter konfrontationen i 1992. Desværre for Tyskland.

Trojansk prinsesse
Den 81-årige Christa Wolf er en af landets betydeligste nulevende forfattere. Hun skriver et vidunderligt, letforståeligt, ja folkeligt tysk og går aldrig uden om de store ubesvarede spørgsmål. Hun har i sit forfatterskab ofte levet i det homeriske Trojas mytologiske verden.

Her har hun iscenesat sig selv som den trojanske prinsesse Kassandra, der ejede en ulyksalig evne til at kunne se ud i fremtiden, men ikke magtede at få andre til at lytte til sine advarsler.

Med denne bog træder Wolf frem som en ener, i samme forstand som den trojanske helt Hektor var en ener. Hektor var alene om at forsvare Troja mod de græske angribere, blandt hvilke der fandtes hærskarer af helte.

Den sidste østtyske stemme
Christa Wolf er den sidste store tyske forfatter, der konsekvent taler med en østtysk stemme over for de mange forfatterhelte, som lever i det vesttyske litterære rum og forholder sig til dets problemer. Når hun dør, er der ingen af hendes art tilbage.

Wolf erkender, at der blev begået stor og varig uret i DDR, men egentlig ikke, at det var en uretsstat. Hun opfatter det sådan, at regimet »misbrugte sin magt«, hvor andre ville spørge, hvorfra de overhovedet havde den.

Men hendes projekt i denne bog er at demonstrere, at et menneske godt kan leve et sandt liv i et falsk samfund. Hun vil fastholde kommunismens værdighed.

LÆS OGSÅ Fremragende monstrum om DDR-tiden

Hun placerer sin roman i Los Angeles, USA. Hertil ankom hun rent faktisk demonstrativt i 1992 med sit blå DDR-pas, udstedt af en ikke mere eksisterende stat. I romanen har hun i kufferten en samling breve, en tysk veninde har givet hende i arv.

Disse breve er skrevet af en af de jødiske intellektuelle, der nåede at komme af sted i 1933. Da korrespondancen mellem de to, nu begge afdøde kvinder, foregik frem og tilbage over Muren og derfor blev sendt med budbringere, ikke med posten, kender romanens Wolf ikke afsenderens navn.

Hvem var hun, og hvad var hendes historie? Det er en af bogens mange intriger.

Det andet Tyskland
Mentalt set placerer Wolf sig altså blandt de tyske emigranter, der i 1940’erne søgte ly for nazismen her: Brødrene Thomas og Heinrich Mann, Bertolt Brecht, Arnold Schönberg, Lion Feuchtwanger, Albert Einstein. Denne tyske kultur kalder hun et »Weimar under palmer«.

Hun mener, at det kommunistiske Tyskland var det anstændige svar på, hvor denne emigration igen kunne finde et hjem og ad åre sætte sig igennem. DDR var det legitime arveland for det, hun kalder »det andet Tyskland« i modsætning til Hitlers Tyskland.

Hun ser intet demokratisk alternativ til DDR, må man med skuffelse konstatere.

På Freuds sofa
Men hun ved også af egen bitre erfaring, at DDR udviklede sig til et fængsel. Jagten på Paradis førte til Helvede. Hvad skete der? Det spørgsmål besvarer Wolf i sin bog på det personlige plan. Og hendes svar er så vigtigt for hende, at hun lader to forskellige personer i romanen besvare det enslydende to forskellige steder:

Mennesker af god vilje bliver drevet ind i en klemme, hvor de ud fra deres egne moralske målestokke ikke mere kan gøre det rigtige. Når det sker, er deres samfund sygt til døden.

Bogen er kun i begrænset omfang en roman. Åndelig talt har Christa Wolf lagt sig på dr. Freuds berømte sofa. Herfra trævler hun sine inderste tanker og ikke mindst eftertanker op over 400 tættrykte sider.

Hun optræder som sig selv i bogen, mens alle andre aktive medvirkende er mere eller mindre opdigtede personer, givetvis tegnet over levende model.

Nådesløs og fortvivlet
Siden sine første romaner har Wolf af forsigtighedsgrunde altid fremhævet, at hendes figurer ingen lighed har med nulevende personer. Hun er ikke angiver. Hun gentager advarslen her.

Ikke desto mindre genfinder man bogen igennem motiver og skikkelser lige fra hendes første blændende erindringer og romaner og frem til den allerseneste rejseskildring (’Med et andet blik’, 2005) fra hendes studieophold i 1992-1993 ved Getty Center i Los Angeles, USA.

LÆS ANMELDELSE Christa Wolf på opdagelse

Christa Wolfs holdning har i mange af hendes bøger været selvransagende. Hun har skrevet ud fra, hvad hun selv opfattede som et moralsk forsvarligt standpunkt, hvorfra hun kunne vise andre vejen.

Det er det standpunkt, det omsider er definitivt slut med i denne bog. Det er det, der gør romanen så nådesløs og fortvivlet.

Under overvågning
Kernen i hendes lange dialog med sig selv er publiceringen hjemme i Tyskland i maj 1992 af de akter, der viste, at hun var blevet opført som »informationsmedarbejder« for Stasi under dæknavnet ’Margrete’ i årene fra 1959 til 1962.

Den følger hun per fax fra Los Angeles.

Til opklaring og sagt i parentes: Akterne viser, at det først og fremmest var den unge kommunist og spirende forfatter Christa Wolf, der var under overvågning, og at hun under en af de første samtaler med Stasi i marts 1959 ødelægger alt ved at insistere på, at hun aldrig ville kunne holde noget hemmeligt for sin gode mand, Gerhard Wolf.

Har skadet sig selv
Akterne er ikke kompromitterende for hende, og de syner af intet i sammenligning med de over 40 ringbind, der siden blev oprettet på hende, da Stasi med stigende rædsel opdagede, at det havde næret en slange ved sit bryst.

Det har ikke mindst netop Joachim Gauck fremhævet, som det fremgår af den materialesamling, som Wolf selv offentliggjorde i juni 1993 i et stort bind, der ud over Stasi-akterne tager hele den efterfølgende, ofte skandaløse pressedækning med.

En person, der i tidens løb optræder som offer i mere end 40 bind, har ret til, at de bliver mere fremherskende end et tyndt bind, der fortæller om et 30 år gammelt samarbejde med Stasi, sagde Gauck i 1993.

I hendes roman optræder en fiktiv professor Peter Gutman som hendes bestandige og kloge samtalepartner. Et sted beroliger Gutman hende med ordene: »Herregud, du har jo ikke skadet nogen!«.

Hvortil Christa Wolf svarer: »Jo, mig selv«. Hun har skadet sig selv ved at fortrænge, at hun nogensinde har indladt sig med Stasi. For selvfølgelig har hun haft en god grund til at fortrænge sit forræderi.

Historien er til for selvopgørets skyld
Et sted siger hun, at hun finder udtrykket, at tiden forgår, smukt. Den skal jo forgå. Men bare ikke på denne måde. For at væbne sig til selvopgøret iklæder hun sig fiktivt den overfrakke, som Sigmund Freud tog med sig, da han i 1938 flygtede til London – og som man stadig kan se på Freudmuseet her.

Den skal beskytte hende, på samme måde som den skulle beskytte Freud i det fremmede.

LÆS OGSÅForfatter: Freud misbrugte sine døtre

I hendes tilfælde skal frakken hjælpe hende med det sorgarbejde, hun måtte i gang med, efter at akterne kom frem. Hun skammer sig, samvittigheden bider i hende.

Det ville aldrig have været muligt, hvis Stasi-akterne var blevet tilintetgjort, som Wolf egentlig selv anbefalede. Historien er til for selvopgørets skyld.

I dødens forgård
Kampen er så hård, at den bølger frem og tilbage over hundreder af sider. Efter i de sidste kapitler at have bedt om syndernes forladelse ender hun blandt hopiindianere i Death Valley i Californien.

Hun står i dødens forgård, hvor tid og sted er ophævet. Ved hendes side står en sort engel, der nager hende.

Christa Wolf besvarer egentlig ikke det spørgsmål, hun stiller sig, om DDR var en uretsstat i anden forstand, end at den bragte sine borgere i en umulig konflikt med sig selv.

Men af denne konflikt har hun nu lært, at man skal vogte sig for at ville det fuldkomne.