Det begynder med en møjsommelig gennemgang af et fotografi.

Billedet forestiller en højborgerlig lejlighed. Et bord, to lænestole. Over sofaen fem billeder.

Ude til venstre et flygel. Store tæpper og en lille azalea.

Så kommer mennesket i billedet, en ubevægelig person i en rokokostol. Hans øjne ser på fotografen, men »der er ikke noget blik i dem«.

Mellem flippen og kinden er der kilet et lommetørklæde ind, måske efter et sår fra morgenbarberingen.

Hver morgen i flere år, får vi at vide, er der kommet en barber, »jeg spekulerer på hvordan han i grunden har betragtet sit job med regelmæssigt at barbere denne figur«.

LÆS OGSÅ Digterisk modstandsmand

Det går langsomt op for læseren, at den klinisk beskrevne skikkelse midt i fotografiet er skribentens far, der tilbragte de sidste år af sit liv sådan.

Omverdenen måtte for alt i verden ikke få at vide, at den pæne forretningsmand var i tredje stadium af en syfilis.

Drengen blev sendt på børnehjem i flere omgange, hvor han lærte at leve med skrækindjagende billeder om natten og om dagen længslen efter et brev fra mor.

Men hun skrev ikke. Da faderen døde, blev drengen instrueret til at sige ’koldbrand’, hvis nogen spurgte af hvad.

Men pibe, det gør han ikke.

»Det er jo for resten sådan at barndommen, selv den mest udsatte og trængende, altid har rigeligt med lyse minder at byde på, for der skal jo så lidt til: en lysning med sol, ukendte blomster og dyr«.

Litterær ener
Den svenske digter Gunnar Ekelöf var en ener i enhver henseende.

Det er ikke kun, at han, der er født i 1907, blev sin generations største lyriker.

Han var også den mest egensindige. Gik sine egne veje, strittede imod påvirkninger og formede sin egen livsfilosofi på stumper af buddhisme, hinduisme og god gammeldags europæisk rationalisme.

Mindre kendt er det, at han også var en essayist af rang.

Men det bør ikke være en hemmelighed længere på denne side af Øresund, efter at et kræsent udvalg af hans tre bind korte prosatekster nu er kommet i stand takket være Karsten Sand Iversen, som både er en kender af Ekelöf og en erfaren oversætter.

T.S. Eliot opfandt et begreb, han kaldte ’det objektive korrelat’.

Hvis en skribent vil have læseren til at føle noget, skal han for guds skyld undgå følelsesord og i stedet finde noget objektivt at beskrive så nøgternt, at beskrivelsen fremkalder følelsen.

LÆS OGSÅ Eliot taget på ordet

Gunnar Ekelöfs ’Et fotografi’ er et skoleeksempel på den metode, hvad der er lidt ironisk, for Ekelöf afviser fnysende, at han skulle være påvirket af den amerikanske modernist.

Det kan godt være, Ekelöf har ret i det.

Hans vej til poesien, som han beskriver morsomt i et par essays, gik i hvert fald ikke via engelsk modernisme, men om ad orientalske studier og moderne musik.

Han var taget til Paris for at studere Stravinskij og konsorter. Papvæggene i hans logi gjorde det imidlertid umuligt at spille noget instrument.

Så måtte han jo digte, det larmede ikke så meget. Og Eliots ’Ødemarken’ læste han helt bestemt først, efter at hans debut og gennembrudsbog var færdig!

Håndelag for paradokser
En del af Ekelöfs essays handler om malere og digtere, altid med selvstændige pointer.

Han, der ikke selv var kristen, har et falkeøje for den herrnhutiske indflydelse på svensk litteratur.

Og en evne for at se ligheder i modsætninger. Det gælder også for emner, der ligger langt fra hans speciale.

Han har et særligt håndelag for paradokser.

Pilatus ’vaskede sine hænder’. Men hvad mente han i grunden med det?

Måske det samme som Jesus, da han lod sig føre til den »formentlig fremtvungne« korsfæstelse. Det ene var som det andet »en magtesløshedens gebærde«. Måske var de to modstandere to alen af et stykke.

LÆS OGSÅ Fortællingens sandhed

Lige så paradoksalt angriber Ekelöf ismerne.

En socialist går ind for socialismen, en primitivist for primitivismen, er det ikke det, ordene betyder?

Nej, siger den svenske Rasmus Modsat, de, der kalder sig primitivister, mangler almindeligvis virkelig primitivitet.

»Denne fortolkningsmetode kan anvendes på mange af vore slagord med den aktiviserende endelse -isme, som i og for sig synes at antyde mangel«.

Man bør altså overveje, om en, der kalder sig socialist, i virkeligheden mangler virkeligt socialt sind?

Tankegods
Der er tankegods i de litteratur- og idehistoriske essays. Men mest lyser de selvbiografiske.

Billedet af den lille dreng i det permafrosne borgerhjem, fremkaldt af det ’objektive korrelat’, fotografiet af dagligstuen, er ikke sådan at ryste af sig.

Det samme gælder essays fra rejser til tyvernes Paris eller til Edith Södergrans »trøstesløse og paradisiske« barndomshjem.

LÆS OGSÅ Hvilket formål tjener Nordisk Råds Litteraturpris?

Rammende er hans selvkarakteristik, fremsat i et cv skrevet på halvt engelsk:

»I praise the God, som har sat mig i stand til at oversætte selv kedelige fakta fra tykke bøger til visioner«.

Det var netop det, Gunnar Ekelöf kunne, både i poesi og prosa.

Ekelöfs ’Virkelighedsflugt’ er en dejlig bog at have i hånden, bekvemt format, smuk sats, lydefri oversættelse, perfekte noter. I små doser på natbordet kan den holde i månedsvis.