Birgit Filskovs lille bog 'Guldbæltet' har som undertitel 'Stilleben', en ganske velvalgt genrebetegnelse for hendes opstillinger af liv i 1950'erne, nøjagtigt malet af i et dirrende sprog med sans for dramaet under overfladen.

Det gælder barndomsbillederne, hvor man får en fornemmelse af, at alt kan eksplodere om et øjeblik.

Andre gange slynges dramaet lige i hovedet på læseren, som når bagerens kone hænger sig, fordi bageren ligger i med bagerjomfruen.

Nuancer af brunt
Filskovs pensel maler med brunt, der bliver indbegrebet af 50'ernes farve i den lille jyske landsby:

»Det er en brun stue med en brun lugt, med falmet tapet, med falmede, utydelige billeder«.

»Der står en divan med et krøllet tæppe over hvorpå der ligger puder med broderede, brunlige motiver«.

Mørkt og grumt univers
Fænomenernes trøstesløshed overføres på personerne og hele stemningen af følelsesmæssig armod.

Et guldbælte lyser op som symbol på et håb for Inger, der vokser op i en voldelig familie, men ellers er det et mørkt og grumt univers og mange ramponerede skæbner, der toner frem i disse øjebliksbilleder.

Det er en bog, man læser med behørig respekt for håndværket - sådan som man betragter en flot malet frugt i et stilleben på et museum. Man keder sig lidt, for på trods af alt det gruopvækkende stof er 'Guldbæltet' en samling prosastykker, der står meget stille i al deres fænomenologiske registrering.