Ude af verden. Sådan lød titlen på Karl Ove Knausgårds debutroman, som 1998 blev vældig rost af hjemlandets presse, men som jeg ikke har læst.

Både i verden og ude af den - dér befinder hovedpersonerne sig i den nu 37-årige norske forfatters anden roman.

At allerede dén skaffer ham en indstilling til Nordisk Råds Litteraturpris, er et tegn på det usædvanlige fortælletalent, der tydeligt her er på færde.

Engle spiser rå fisk
For hovedpersonerne er englene. Eller rettere: Fokus er på forholdet mellem menneskene og det guddommelige, som englene formidler på udvalgte skriftsteder, og alligevel hypermoderne anskuet.

Indledningen er snarest et essay om barokteologen Antinous Bellori og hans værk 'Om englenes natur' fra 1584, baseret på årelange studier samt egne observationer i marken: Han så to af dem stå ved en bæk og æde fisk - rå!

Psykologisk mesterprosa
Men fra Bibelens første vingede vogtere - keruberne med flammesværd, sat på vejen til livsens træ - udvikler sig snart et langt, psykologisk romanafsnit om årene før verdens første brodermord, som eftertiden fik helt galt i halsen:

Det var medlidenhedsdrab, begået af broderkærlighed til den overmodige, forkælede og afstumpede Abel, der trodsede anstændighedens og Herrens bud, snød sig forbi træets vogtere - og betalte med helbred og forstand.

Knausgårds indleven i Kains kærlighed og kamp mod forsmåelsen er psykologisk mesterprosa, og samtidig fortæller han konkret og detaljeret om bækkens hvirvler, brisen i daggryet, agerbrugernes og hyrdernes liv i det land Nod. Eller er det i baroktidens norske fjelde?

Smukke albinokæmper
Kartoflen, der ikke nåede Europa eller Mellemøsten før 1492 e. Kr., er på bondens bord og i Kains jord; sneen lægger sig på nåletræerne omkring sæteren, bræen står i højfjeldet. Men bag bjergene i vest flammer kerubernes røde ildskær på himlen - indtil det næste store brud mellem Gud og mennesker:

På Noahs tid forsvinder keruberne, ildskæret løfter sig fra horisonten og svinder ind til lyspunkter så små som stjerner: Bevogtning er overflødig, for snart vil hele kloden dækkes af 14 km vand på de dybeste, 8 meter vand på de mest grunde steder. Kun arkens passagerer vil overleve, og hvor der før var skov og mark, skal kun levnes ørken.

I det store midterafsnit her låner Knausgård ubesværet fra norsk hjemstavn, børneflokken støjer som et fuglefjeld, og der driver dug, falder regn. Selv geværet er opfundet og bruges til nedlæggelse af 'nefilimer', de pukkelryggede albinokæmper med klumphænder, hareskår og uimodståeligt smukke ansigter - englenes afkom?

I centrum to uforglemmelige portrætter: Enspænderen og naturgrubleren Noah følger Herrens bud: kun to af hver art - skønt hans livsduelige søster Anna i vand til livet banker på arkens vægge med et nyfødt barnebarn i favnen. Hjerteskærende konkret.

Guds menneskeliggjorte død
Det guddommeliges indgriben med englene som redskab ved syndefald og syndflod må naturligvis - via Abraham og Lots, Ezekiels og Jobs slægtled - føre frem mod den fælles syndsforladelse: Guds egen tilsynekomst som Kristus.

Her bliver romanen atter essayistisk og returnerer til Bellori med hans stædige og skrifttro 1600-tals empiri og kategoriske logik, smukt foregrebet i portrættet af Noah:

Det er faktisk Guds menneskeliggjorte død, tilskuerne på Golgata overværer, så derefter er englene 'fanget her', på jorden, som truet dyreart - med desperate redningsforsøg. For nu at gøre en lang og lærd historie uretfærdigt meget kortere.

Perspektivrige metaforer
For selv om det halve tusind siders bibelstærke roman lander skuffende moderne hos en selvpinende fortæller mellem måger på det yderste skær ud for Bergen, byder den dog på en mangfoldighed så detaljeret som et Bestiarium, fabeldyrskataloget med empirisk ambition.

Men også på en skrupbegavet dekonstruktion og spejling af moderne himmelstorm og værdisammenbrud, med en idehistorisk 'forklaring' på, at englene måtte bukke under.

Over århundreder fravalgte vi visse blændværker - f.eks. dem med vinger og glorie, selv om f.eks. Newton var nok så optaget af alkymi og esoterisk videnskab - og kombinerede andre spredte observationer til den nugældende naturvidenskabs erkendelsesafgrænsninger.

Disse »få og spredte elementer i det som skulle blive en (nutidig, red.) verdensanskuelse, mindede på sæt og vis om rovdyr med enorme revirer. Når tiden er inde, og lysten til at forplante sig sætter ind, mister alt andet sin betydning«. Knausgårds metaforer er lige så perspektivrige, som de er frapperende.