Ironi. Jens Smærup Sørensen spidder i sin nye roman det moderne managementsprog. Pr-foto: Laurent Denimal

Andy Thomassen har som dramachef på TV Tretten gennem 12 år givet seerne, hvad de vil have i form af vilde og blodige tv-serier.

Han konsulterer ofte Sandra, der er afrydder i cafeteriet, for at finde ud af, hvordan den almindelige seer reagerer – på det »totalstimulationens dødsrige«, der engang var en kulturkanal.

Nu har han pludselig – på grund af dramatiske begivenheder i sit eget liv – fået tid til at gøre status. Han indleder sit projekt med ordene:

»Jeg er en almindelig mand«.

ANMELDELSE af 'Mærkedage' Blændende værk om bondekulturens opløsning

Almindelig er ikke et plusord i det univers. Han finder ud af, at det er nemmere at skrive om sig selv i tredje person og dermed skyde et filter ind mellem sig selv og virkeligheden.

Så fremstillingen veksler mellem beretningen om Andys store nedtur og jegfortællerens nuværende, stærkt nedtonede liv.

Et portræt af en skør tid
Nu er Andy også hovedperson i Jens Smærup Sørensens nye roman, og han har en hel del for med sin person og alle de andre omkring ham, der tilsammen udgør et portræt af en skør tid.

Andys historie begynder en aften, da han og konen Sys ankommer til deres smarte hus i Playa Recidense. Der er indbrud, men frem for at ringe til politiet, tager Andy en snak med de påfaldende velklædte tyve, Max og Camilla.

Da Camilla træder ud af rollen som angrende tyv og begynder at hentyde til, at hun kender Andy fra en luderbar, brækker han armen på hende, mens Sys ser chokeret til.

LÆS OGSÅ Jens Smærup Sørensen får De Gyldne Laurbær

Det bliver begyndelsen på skilsmissen, for Andy bliver også lovlig optaget af et par sexede søstre under en middag hos succesmaleren Husum, hvis selskab befolkes af de rige, de kendte og interessante.

De to søstre er tidstypiske i deres dyrkelse af det ekstreme. Andy er fascineret, men da han langt senere får mulighed for at komme i nærkontakt med dem, vil han hellere forblive i drømmen!

Hunger efter virkelighed
Konen er efterhånden skredet, på arbejdet går det ad helvede til, og Andy degraderes – hvilket hans chef kan få omskrevet som en forfremmelse i Smærups parodi på managementsprog. Nu skal der nemlig laves reality-tv, og det skal absurd nok iscenesættes!

Det bliver det af kunstneren C, hvis ambitiøse og for Station Tretten uegnede projekt Andy har promoveret, men lokket af fast løn er C til fals for den nye ide.

Og han forstår at pakke det hele ind i akademiske vendinger, så det lyder som noget »fra en universitetsuddannelse i flottenheimeri« – endnu en træfsikker parodi fra Smærups hånd.

C er begejstret for det lige så omstillingsparate tyvepar Max og Camilla, der får stjerneroller i det nye reality-koncept.

Alle roller skal besættes med nogle, der lider af den nye sygdom PHASE (Post Happening Apathetic Social Evasiveness), hvis symptomer er introversion, filosofisk kynisme, træthed og »hunger efter virkelighed«.

Sygdommen er i al sin ubestemmelighed en gave til lægevidenskaben, der øjner penge, karrieremuligheder og mange konferencer i udforskningen af de symptomer, som alle i princippet kan lide af – endnu en spiddende parodi.

Undervejs i romanen ironiserer Smærup over ikke så lidt. Med begrebet iscenesatte reality games viser han absurditeten i fænomenet. Og han lader Andy som pennefører af sit liv reflektere over, hvad der sker, når et stof underlægges sprogets og fortællingens love.

Måske burde man »nøjes med at anvende ordet ’ærlighed’ og enhver snak om ’ægthed’ som en slags legetøj i drengespejderlivet«.

Eller er en sådan afvisning en »smutvej til at slippe uden om al oprigtighed«, funderer Andy.

Vrimler med træfsikre iagttagelser
Smærups ironi retter sig ikke bare mod reality-tv, som vi alle kan finde ud af at foragte.

Hungeren efter virkelighed og ægthed findes overalt – f.eks. også i det radikale realismeprojekt, som Karl Ove Knausgårds højt roste bøger er udtryk for.

I virkeligheden er det den gamle modernismediskussion om forholdet mellem sprog og virkelighed, mellem iscenesættelse, form, erindring og realitet, som Smærup her endevender i en meget morsom belysning.

Det er vældig opfindsomt gjort. Måske lidt langstrakt, men romanen vrimler med træfsikre iagttagelser, der får strøm af Smærups tørre, intelligente og indædte humor.

Og så er der små portrætter på sidelinjen, der overrasker, f.eks. af Andys døende far, der gør sit ægteskab og sin egen ubehagelige rolle i det op med et forfærdende selvhad og klarsyn.

’PHASE’ er noget helt andet end ’Mærkedage’. Det er ikke en bog, man elsker, men udfordret og underholdt, det er man, af dette billede af tidens dårskaber og al den varmluftssnak, vi er omgivet af.