KALDET. Anne Lise Marstrand-Jørgensen er gået i kloster med Hildegard af Bingen. Det er der kommet endnu en fremragende roman ud af. - Foto: Isak Hoffmeyer

I 1147 anerkendte pave Eugen III Hildegards profetier.

Det var dermed officielt, at hun modtog sine syner direkte fra Gud, og hun har nu pavens tilladelse til at fortælle om dem. Med dette sluttede Anne Lise Marstrand-Jørgensens første bind af romanen om den visionære nonne Hildegard af Bingen (1098-1179), der også var forfatter, komponist og lægekyndig.

LÆS OGSÅOg Weekendavisens litteraturpris går til...

Samt institutionsbygger: Hun grundlagde to klostre.

Guds plan med verden
At både hun selv og verden opfatter hende som Guds talerør, giver hende en enorm autoritet.

På klostret Disibodenberg, hvor hun leder kvindeafdelingen, er hendes status høj, fordi strømmen af pilgrimme er stor og dermed økonomisk indbringende for klosteret. Men abbeden er en stram embedsmandstype, der ikke er vild med at have en kvindeafdeling overhovedet. Han finder Hildegards påfund alt for frie.

For nonnerne synger ved højtider hendes kompositioner iført hvide silkekjoler med guldkroner over det udslåede hår. De skal lyde og se ud som engle, sådan har hun set det i et syn!

LÆS OGSÅBims forfatter kæmper med Hildegard-fortsættelse

Samtidig er hun underlagt den patriarkalske magt, som hun ved at omgås med stor kløgt. Hun kan sagtens disputere på akademiske præmisser, og det kommer hun til i den interne magtkamp i klosteret. I et syn har hun set grundlæggelsen af et nyt kloster, og dette kommer hun til at gennemføre.

Abbeden slipper hårdt presset kun en del af nonnernes medgift, som Hildegard er afhængig af, for der skal indtægter fra besiddelser til at sikre klosterets økonomiske grundlag.

I vinteren 1150 kan hun grundlægge Rupertsberg, hvor de medrejsende adelige nonner udholder en hård tid i bidende kulde og interimistiske bygninger. Hildegard viser sig at være mere end den lærde kvinde, der sammen med skrivermunken Volmar færdiggør værket ’Scivias’ og flere endnu om Guds plan med verden.

Hun er også en praktisk kvinde, der kommer til at virke i den.

Den bløde plet på det friske æble
At være Guds talerør er ikke bare at besidde magt. Det er også at udsætte sig.

For tvivl, når der går for længe mellem at befinde sig i ’det levende lys’ (visionerne), for kampe med verden, når hun skal udføre Guds plan og overbevise abbed og nonner. Når hun har set det levende lys, er hun på toppen:

»Jeg har set højden og dybden og bredden af himmelhvælvet, skriver hun (i et brev til Volmar), set, hvordan solen og stjernerne og alle andre ting er arrangeret«.

For en moderne betragtning lyder det megalomant, men det afbalanceres af Hildegards anfægtelser, når der går for længe mellem synerne, når hun er bange og føler sig tom og må overbevise sig selv om, at »Gud ikke ville støde det menneske fra sig, han engang løftede til sine læber som en trompet«.

Først og fremmest viser hun ydmyghed over for opgaven, der ikke mindst er konkret i form af at sørge for sin flok.

Hun kalder sig mor og nonnerne for sine døtre. Den smukke og kløgtige Richardis er hendes yndlingsdatter, og kærligheden til hende og den flammende sorg over ikke at få lov at tage hende med til Rupertsberg er ved at knække hende.

At hun er så bange for at miste de to, hun elsker, Volmar og Richardis, opfatter hun som sin største svaghed:

»Det er der, hun glemmer at stole på Gud, der hvor Djævelen har ridset sit mærke i hendes sjæl. Hun har bedt om tilgivelse, bedt om bedring. Det er vågen, der brydes i den tilfrosne sø, det er den bløde plet på det friske æble«.

Hildegard er også såre menneskelig i sin tilknytning til Volmar og Richardis. Mennesket lever ikke af Gud alene.

Romanens store præstation
Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan skrive en for et moderne menneske helt fremmed tankeverden frem på en ubesværet måde.

Hildegards forestilling om, at Gud virker i alt levende, at den frodige og frugtbare natur er et tegn på åndens indvirkning, gennemtrænger romanens naturiagttagelser i et såre smukt sprog.

’Hildegard II’ er et usædvanligt stykke portrætkunst skrevet over en kvinde, der føler sig kaldet. Oversat til moderne sprog har hun et projekt, der gennemtrænger hende, og som hun vokser helt tæt sammen med. Dermed vokser hun som menneske.

At finde et sprog til det, der hverken lyder for arkaisk eller moderne, for sødladent eller for krast i fremstillingen af middelaldermennesket som en kampplads mellem Gud og Djævelen, det er romanens store præstation.

At gøre det vedkommende.