Bang! og en bombe springer på Kongens Nytorv i København netop nu. 23 mennesker dør på en fashionabel kaffesalon. Bomben er fabrikeret af gødning, og med sin ferme primitivitet er der ikke tvivl hos politi og andre myndigheder: Den islamiske terror har endelig ramt København.

Den sympatiske familiefar og chef for PET’s antiterrorkorps, Nikolaj Storm, bliver sat på sagen under det pres hurtigt at fange muslimske bagmænd, der hurtigt kan hænges op på det infame og bestialske massedrab i dronningens stad.

Som sagt, snart gjort, snap og snildt har man indkredset en celle ude i det nordvestlige København, hvor kun en tåbe taler ondt om profeten, medmindre han vil have sin bil brændt af eller et sæt nye tænder.

Velkendt bitterfisse
Men herude finder vi også vicekommissær Katrine Bergman, en strid og sej kvinde, meget af en bister bitterfisse, et vrissent og voldeligt fruentimmer, du krydsede veje med i Michael Katz Krefelds forrige krimi om lægesnutten Maja Holm, ’Pans hemmelighed’.

LÆS ARTIKELKrimiforfatter satte sin bog på auktion

Her i ’Protokollen’ er Katrine rigtig dårligt oppe at køre, hun har politivoldet en infam pædofil med spark og dask, står til at blive både fyret og sendt i fængsel. Men hendes intime kendskab til miljøet derude vestpå, hvor krager vender og gangstere fødes, gør hende snart nyttig for Storm.

Hun inddrages i sagen og viser sig snart utrolig effektiv på både den korrekte og i den grad også på den politisk ukorrekte måde. Thi snart synes der at være andre symboler end den muslimske halvmåne i denne spegede sag.

Traumatisk samspilsramte soldater fra det krigsførende Danmark hverves ind under betænkelige flag både med og uden hagekors. Alt spændstigt lagt ud i kapitler, som omtaler gerninger, der har relation til romanens gådefulde titel, om hvilken intet skal røbes her.

Kloning af Linda P. og Lisbeth Salander
Jeg, som i starten tog mig til hovedet med et ’åh nej endnu en aktuel krimi om København som mål for global islamisk terror’, opdagede snart, at der var en hel anden og anderledes og mere ekstraordinært fart og tempo i denne utroligt velkomponerede og velsmurte thriller.

Den første, så vidt jeg ved, der tematisk direkte inddrager danske veteraner som stakkels livegne i et gennemført manipuleret politisk maskespil.

Koblingen af Katrine Bergman, en kloning af Linda P. og Lisbeth Salander med mister nice guy, den pæne og perfekte Nikolaj Storm, er en smart og tidstypisk cocktail, som virker spændende – lidt i retning af Barbara Havers og Thomas Lynley hos Elizabeth George.

Konspiration og knaldhætte
Skade at vi ikke får lidt mere baggrund på Katrine – hendes lidelseshistorie fra forrige bind burde nok være ridset lidt op her for nye læsere. Til gengæld er det vederkvægende at læse en forfatter som researcher grundigt, sætter sig ind i sagerne og skriver alt i alt en nøgtern og nøgen prosa uden for megen småborgerlig stuk og biedermeier.

Der er lidt for megen konspiration og knaldhætte mod slutningen. Men det er langt bedre end den vanlige skandinaviske surdej, hvor alt hæver til mørkt rugbrød med ubodelig anger som pålæg, kerner af dårlig samvittighed smurt på en eller anden form for konform plantemargarine.

Så derfor: Bravo og vi vil meget gerne gense drengepigen Katrine med springskalle som mascara og kulturradikale Nikolaj Storm, maskulint papmache gennemæltet på flere årgange af Politiken og Information. Til sammen.