Han var så populær, at selv hvis der havde stået i kirkebladet, at selveste Gud holdt gudstjeneste kl. 14 og Møllehave kl.17, så ville der stadig være kommet flest til Johannes’ gudstjeneste«.

Et udsagn fra forfatteren Niels Birger Wamberg om vennen Johannes Møllehave.

Han siger også:

»Johannes er et offentligt menneske og nyder det. Han har ikke noget imod at have en fotograf med ind på lokum, hvis der kan komme noget interessant ud af det«.

En anden ven, sprogforskeren Jørn Lund, konstaterer:

»Om Johannes Møllehave kan man sige alting og det modsatte, og begge dele er rigtigt«.

Fænomenet Møllehave
Det bliver så gjort i denne den første egentlige biografi om fænomenet Johannes Møllehave.

LÆS OGSÅMøllehave fanger sommerfugle på nyt album

Noget af en mundfuld at tage fat på for forfatteren, journalist Ole Sønnichsen, for hvor meget har Møllehave ikke skrevet og ytret sig gennem mere end 50 år i det offentlige rum, hvor mange venner og bekendte har han ikke, og Sønnichsen har været rundt om det hele.

Et imponerende værk, veloplagt og vel disponeret – selv om man bliver lidt ordtræt undervejs.

Vi kender jo Møllehave.

Har mødt ham til et af hans utallige foredrag rundt om i landet – 200 om året, da det gik højest – har hørt ham i radioen og set ham i tv, læst om ham i aviserne, der fotograferede ham liggende i en hospitalsseng med brystet skåret op efter en bypassoperation (som han naturligvis straks skrev en bog om), vi har hørt eller læst ham berette om angst, selvmordstanker – og om glæde og begejstring, hans store appetit på alt, hvad livet byder på.

Dobbelt menneske
Han suger lyset til sig, uanset hvad han gør, og for nogle bliver det for meget. Se mig, hør mig.

Men der er en forklaring: Johannes Møllehave er et dobbelt menneske.

Han brænder for at give sin livslyst videre til andre, få anerkendelse, blive lagt mærke til – fordi han derved holder sit indre mørke på afstand.

Han siger det selv i bogens indledning:

»Jeg føler mig principielt ensom, og derfor sørger jeg for aldrig at være alene. (...) Jeg kan ikke engang være alene i en bil. Jeg er altid sammen med mennesker. Jeg er ikke alene, og det tør jeg ikke være«.

Hvor kommer hans dæmoner fra?

Blandt andet fra en barndom, der var splittet mellem en livsglad mormor og en tungsindig farmor.

Johannes var et indadvendt og lidt ’underligt’ barn, der hverken klarede sig godt i skolen eller mellem kammeraterne – men der var én ting, han var god til:

Han kunne tryllebinde dem, når han fortalte historier. Gruelige beretninger fra Bibelen, om syndflod, synd og straf.

Et damp-barn på 73
Så det er han blevet ved med, i et tempo, der ikke er til at begribe.

Et damp-barn på nu 73 år, der først for nylig er blevet tvunget til at sagtne farten.

Flere blodpropper har sat deres spor, og Johannes Møllehave dikterer nu sine bøger i stedet for selv at skrive dem.

LÆS OGSÅ Ny monografi: Møllehave er banal

Han kan jo ikke bare holde op, selv om fortegnelsen over hans produktion fylder syv tætskrevne sider i bogen.

»Hvis jeg ikke snurrer, så falder jeg sammen«, som han siger. Så det er angsten for depression og fortvivlelse, der er hans motor.

En anden dæmon har været hans seksualitet. Johannes Møllehave er masochist, og det beholdt han som en mørk og skamfuld hemmelighed i mange, mange år.

Først da han fik det fortalt til sin kone, Herdis Møllehave, og hun reagerede med et »Så prøv det da, mand!«, gik der hul på bylden. Hvilket resulterede i en helt ny energi og kraft.

»Livet er en foræring«
Det var med Herdis, at Møllehave i fuld offentlighed praktiserede ’det åbne ægteskab’.

Det kostede hende dyrt – ikke fordi hun var uenig i ordningen, men fordi Billed-Bladet i 1980 førte en smædekampagne mod denne præstekone, som ville undergrave kernefamilien.

Det tog pusten fra hende, fortæller datteren Katrine Møllehave, og hun sank ned i en dyb depression, som hun i virkeligheden aldrig rigtig kom sig over. Hun døde i 2001, kun 64 år.

LÆS OGSÅ Møllehave holder sin lytter vågen

Nu er det så sidste akt, som Møllehave udtrykker det. Og til den omstændighed har han naturligvis også en formulering, man har lyst til at huske:

»Vi skal ikke beklage os over alderdommen. Livet var og er en foræring. Det går an at leve, og det går an at dø«.