En storøjet menneskegople tager sig en herlig svømmetur hen over det klorblå omslag.

Men der er noget i babyens sitrende pupil, der allerede her fortæller læseren, at vi er ude i rum sø, langt fra moders trygge favn og de pastelfarvede billeder af yngelpleje, babyindustrien ellers ynder at belemre vordende og udklækkede forældre med i disse år.

Idioti og kedsomhed
»Babyer gør kvinder til idioter«. Sådan lyder et af de utallige bramfrie statements i den franske forfatter Marie Darrieussecqs nuttede og nærgående lille bog 'Baby'.

»Der var ikke nogen, der havde forberedt mig på, at det ville være så kedeligt«, lyder et andet.

Marie Darrieussecq (f. 1969) er i Danmark (måske) kendt for den kønspolitiske roman 'Kvinden der blev til en gris' samt efterfølgeren 'Spøgelser', mens 'Baby' er et bud på den selvbiografiske genre med det fine navn autofiction.

Hormonel skrivetrang
Når man fraregner klodens alt for mange kvindelige analfabeter, så tør jeg æde et glas økologisk gulerodsmos på, at alle mødre på et eller andet tidspunkt i den første svimlende fase alvorligt overvejer at udgive bogen om babyen.

Gudskelov kommer de fleste fra det, når hormonerne falder på plads og August har haft sin første omgang diarré.

Men Marie Darrieussecq har altså fuldført projektet. Eller gør det, mens vi andre læser med over bøvseskulderen: impressionistiske meldinger til et stilehæfte om sønnens gøren og laden, vekslende med længere overvejelser om litteraturens omgang med de søde små samt forfatterindens mere sociokulturelle refleksioner.

Overskuelige hapser
Hun går ud og ind af henholdsvis forfatter- og moderrolle, afprøver den ene i lyset af den anden og udfordrer i yderste forstand sin egen påstand om babyers hjernelammende effekt på kvindekønnet. Bliver kvinden dum? Rækker udsynet fra da af kun lige nøjagtig hen til blespanden? Kan hun nogensinde bestride et job igen - skrive en bog igen?

Marie Darrieussecq er snedig. Hun skiftevis indrømmer og trækker i land, melder sig på banen som forandret, fremmedgjort og uduelig, ja tilmed pædofil i sin fortærende kærlighed til den lille mand in spe for derefter at besmykke sin hellige moderkærlighed med hverdagens poesi og hælde løs af alle de 'rigtige' følelser.

Knapt og kontant - og flere steder grumt underholdende. Men i kraft af dobbeltheden ikke rigtig farligt.

'Baby' er skrevet af en privilegeret finkulturel fransk kvinde til andre privilegerede finkulturelle kvinder, der frygter barselsorlovens »mentale sterilisation«. Og bogen er et yderst elegant alternativ til babyblade og ammestuesnak.

Tilmed stykket sammen i små overskuelige hapser, lige til at snuppe, når menneskegoplen sover eller er til babysvøm med far. (Hvad babyen gør ved hans åndsevner er jo en helt anden og mindre politisk sag).