Mon ikke gamle Hans Christian ville have været helt med på spøgen?

Ja, mon ikke han ligefrem ville have elsket at se sine eventyr nænsomt befingret af et fjernt århundreds skrivende avantgarde? Jeg tror det.

I hvert fald har vi andre nu mulighed for at opleve både centrale og marginale tekster udsat for eftersyn og kærlige attentater:

I 'Det er ganske vist' tager et dusin yngre digtere for en stund ophold i Dansk Litteraturs aflåste stadsstuer, og det er ikke - viser det sig - småting, der foregår derinde, når mørket sænker sig, og kustoden går hjem.

Hverdagsdrama
Strategierne er mange og fantasifulde: Her parodieres og parafraseres, kommenteres og dekonstrueres, zoomes ind i smertelig detalje og blændes op i grotesk total.

Bedst fungerer de tekster, hvor digteren skriver sig ud af originalen og nærmer sig dens tematik ad nye, snørklede stier:

Anders Søgaards 'Boghveden' er et smukt lille korrektiv til Andersens bastante hovmodsmorale, og Lars Frosts 'Et stykke med sild' er et forunderligt stemningsmættet hverdagsdrama, der - ligesom forlægget, 'Fem fra en Ærtebælg' - handler om at være nogen i en absurd ligegyldig hverdag.

Sproggymnastik
Merete Pryds Helle benytter 'Det er ganske vist' som afsæt for en overraskende kongenial sprog- og erkendelsesgymnastisk saltomortale, mens Lone Hørslev i 'Snemanden' leverer et snakkende erindringsblad - og omsider får hævn over eventyrets nævenyttige hund.

I Jens Blendstrups 'De flytter ind i Fyrtøjet' øver d'herrer Benny og Charly H. undergravende virksomhed i den gamle (og selv ganske undergravende) traver:

De to gør sig det hyggeligt og bekvemt derinde med håndbajere og boblebad, og alt ville sådan set være i skønneste orden, hvis ikke idioterne havde lukket Snyde-John med indenfor.

Manden stjæler og platter med arme og ben, og hvor robust er sådan et litterært klenodie egentlig, når først det dirkes op af Sydhavnens ondeste ven?

Solidarisk sabotage
'Det er ganske vist' er solidarisk litterær sabotage, og skønt et par af teksterne kører frihjul, er niveauet gennemgående højt og læseglæden tilsvarende stor.

Jo, jo, den gode jubilar har kun grund til at fryde sig over tipoldebørnenes skånsomme restaureringer - stuk og ornamenter hænger, som de skal.

Alt er i skønneste uorden.