Vi er sådan i nutiden, og alle er meget bekymrede for den globale opvarmning.

Om Antarktis smelter, havene stiger og vand i kælderen bliver tingenes stædige tilstand for altid.

Især mangemillionæren George Morton er totalt omvendt til troen på drivhuseffekten og donerer gerne millioner af dollar til altruistiske foreninger, som vil gøre noget ved sagen, vejret og den globale forurening.

Rent økologisk mel i posen
Men hvad går pengene til?

Og er Jordens tilstand nu så slem, som den politisk korrekte vejrudsigt påstår?

Peter Evans, en af Mortons unge advokater, får færten af noget anderledes end den skinbarlige sandhed inden for en miljøorganisation, som ikke har rent økologisk mel i posen.

Kvinder med sort bælte
Så forsvinder Morton under mystiske omstændigheder, og underlige voldsmænd dukker op i tågen og gør skade på deres modstandere.

Samtidig møder vi underskønne kvinder, som både går i seng med fjender, sætter vand over til kaffe og har sort bælte i at dræbe en mand med en slatten bananskræl.

Sigende sidespring
Ligesom man siger om Woody Allen, at hver anden film er god, gælder det åbenbart også for Crichtons bøger. Dennes forrige på dansk, 'Sværmen', var ganske fortræffelig underholdning og populær videnskab, især for sproglige studenter som undertegnede.

Men i 'Frygtens ansigt' går det helt galt, fordi handlingen er mere kulørt end Indiana Jones' studietid, ja, overmættet spækket med lange fodnoter, grafer ohne Ende og farlige kurver, som intet kvindeligt har over sig. Crichton er enig med Bjørn Lomborg, og det er helt okay for mit sproglige vedkommende.

Men denne stillingtagen overskygger med sine sigende sidespring, alenlange argumenter og monotone monologer ganske plottets fart og tempo.

Hele Niels Bohr Institutet er blevet indtaget af et bundt benhårde hjemmeværnsmænd fra en sikker Venstrekreds i Vestjylland, som nu hæmningsløst skyder løs på al bekymret og kritisk naturvidenskab! Voila, det er bare for meget og sådan set spændingsmæssigt alt for lidt.