Hvad er et demokrati uden tilslutning? Hvad nu, hvis det overvældende flertal stemte blankt ved valgene?

José Saramago foretager tankeeksperimentet i sin roman 'En beretning om klarsyn'.

Han lader befolkningen i den navnløse hovedstad i et navnløst land (der et enkelt sted røber sig som Portugal!) bryde den uudsagte pagt mellem vælgere og politikere ved at afgive 70 procent blanke stemmer ved kommunalvalget.

Landets regering er i chok, aner skumle sammensværgelser og truende kriser og dekreterer, at valget i hovedstaden må gå om. Resultat i anden runde: 83 procent blanke stemmer!

Undtagelsestilstand
Så kører magtmaskinen. Regeringen evakuerer sig selv, erklærer hovedstaden i belejringstilstand, prøver at oppiske stemningen med arrangerede terrorhandlinger og sætter efterretningsapparatet i gang med at finde 'de skyldige'.

Den simple forklaring, at det store flertal af vælgerne måske simpelthen ikke bryder sig om de politikere, de får tilbudt, er naturligvis utænkelig for politikerne.

»Blankisterne« må uskadeliggøres for enhver pris.

Navnløse karikaturer
Den finurlige fabulant og den politiske satiriker, to sider af nobelpristageren og veterankommunisten Saramago, går fint i spand i bogens første halvdel.

Alle bogens personer er navnløse, de omtales kun som »statsministeren«, »præsidenten«, »overbetjenten« osv., og det forstærker deres præg af typegalleri, af karikaturer.

Og magthavernes politiske overvejelser, både dem for åben skærm og dem under de lukkede kabinetsmøder, er pakket ind i dynger af retorisk skrald om »almenvellet« og »nationens stolte fortid«. Saramago har tydeligvis nydt at punktere den politiske selvhøjtidelighed.

Resigneret allegori
Men cirka på midten knækker bogen over. Der skal findes syndebukke, og regeringen vælger at sætte lighedstegn mellem den demokratiske lydighedsnægtelse og en mystisk blindhedsepidemi, der ramte landet for fire år siden.

Her griber Saramago tilbage til sin egen tidligere roman 'En fortælling om blindhed', som var en langt mere symbolsk historie om at blive blind for medmennesket.

Nu kommer den overbetjent i det hemmelige politi, der leder »efterforskningen«, tæt ind på livet af den kvinde, der under epidemien ene af alle bevarede synet, og som helt arbitrært udpeges til den egentlige anstifter af den blankistiske misere.

Tonen i bogen bliver mere personlig, mere bedrøvet, og det, der begyndte lystigt som en satirisk karikatur, ender sørgeligt som en nærmest resigneret allegori.

Demokratiets uvæsen
Saramago er blevet skældt ud i sit hjemland for at håne demokratiet med denne roman. Det gør han ikke, han påpeger kun, at selv et folkestyre råder over et magtapparat, der hurtigt kan vendes mod folket - og den erkendelse er det nødvendigt at fastholde, ikke mindst nu, hvor demokratiske regeringer piller ved borgerrettighederne i skyggen af 'krigen' mod terrorismen.

Bogen minder os om, at demokratiets væsen ikke nødvendigvis inkarneres i de politikere, det frembringer.

Ved et pudsigt sprogligt sammentræf er Saramagos »blankister« på dansk blevet enslydende med »blanquister«, dvs. tilhængere af en elitær revolution.

Det er ikke det, de er, tværtimod, de repræsenterer snarere en utopisk forestilling om den rene kollektive sunde fornuft, mere i slægt med anarkismen - og, desværre, med populismen. Det »klarsyn«, som bogens titel påberåber sig, er nok kun helt klart på fabelplanet.

På portugisisk siger man ikke »stemme blankt«, men »stemme hvidt«, og romanens mange ordspil på hvidt/blankt må have sat oversætteren mange blanke hår i hovedet. Stort set lykkes oversættelsen dog, og Saramagos karakteristiske stil og egenrådige tegnsætning er umiskendelig.