Den ikke så lidt almægtige historiefortæller Rashid Khalifa med panamahat og cinnoberrød safariskjorte falder i en dyb søvn. Almagten kommer vi tilbage til, foreløbig er det op til hans 12-årige søn Luka at rejse til Magiens Verden, dens allerinderste, og stjæle Livets Ild og på den måde vække ham af hans slummer.

Sådan gør man i den familie, der ligner Salman Rushdies egen ikke så lidt. I den tidlige overgang fra barn til voksen krydser man grænsen mellem den virkelige og den magiske verden, belærer hans storebror ham, man får sit eventyr.

LÆS OGSÅ Salman Rushdie-film er lavet i smug

Rushdie skrev i 1990 bogen ’Harun og Eventyrhavet’ til sin ældste søn. ’Luka og Livets Ild’ er skrevet til hans yngste til hans tolvårsdag.

Det gør den uhyggelige historie lidt mindre uhyggelig, vi er i trygge hænder, hele tre par: faderens, forfatterens og fortællerens. Man kan også sige, at man må holde tungen lige i munden. For så er Rashid Khalifa, eventyrpatriarken, Ordstrømmens kilde, jo Rushdie selv eller en spejling af ham. Og så er de begge to ophav til eventyret og dermed til Magiens Verden, for ikke at sige to sider af den samme skabende og opretholdende kraft, og ikke så lidt almægtige. Selv om den ene af de to altså er faldet i søvn.

Det intimt – og typisk – rushdieske præger på flere måder den eventyrlige rejse.

Maksimalist
Først og fremmester der ordenes og indfaldenes lyntempo. Rushdie virker ikke som en forfatter, der først tegner sin verden op på et kort, derefter befolker den og til sidst begynder at fortælle om den.

Det hele bliver tilsyneladende til, mens han skriver, i rasende fart og nogle gange oven i hinanden. Glemmer han noget i farten, han senere får brug for, opfinder han det på stedet og gør det til et af fortællingens små mirakler.

LÆS OGSÅ Salman Rushdie skriver erindringer

’Fik jeg ikke sagt, at der var kroge fastgjort til det flyvende tæppe? Men det var der skam, én i hvert hjørne, skinnende kroge!’

Rushdie er maksimalist, jo mere, desto bedre. Der er ikke ét hav, der er Det Store Dødvande, Den Uundvigelige Malstrøm, Visdommens Sø, Tidens Flod, Livets Flod, Cirkelhavet. Historiens heltinde er fra landet Gåforvidt. Det kunne være et af hans egne mottoer, det kunne være hans litterære program.

Ikke tro på det på den måde
Genre- og kulturrøremaskinen – det-hele-blandet-sammen – er et andet træk. Romanen er et eventyr, fantasy, med alt, hvad der hører sig til af ondt og godt, en ret-verden og en vrang-verden, fint vævet ind i hinanden. Men den er sandelig også et computerspil, med save-knap, levels og game rules.

Det er eventyrpatriarken Rashid-Rushdie-Khalifas anerkendelse af fantasiens højteknologiske former. Det er også hans måde at sige på, at han har det hele i sin fortællerhånd og kan gøre med det, hvad han vil. Den almægtige.

LÆS OGSÅ Salman Rushdie er parat til at skrive om fatwa-årene

Men vigtigere endnu lægger det en dimension til bogens inderste tema: fantasien, fortællingen. Vi mindes om begge deles kunstfærdighed, at det er en leg, noget, vi træder ind i og på et tidspunkt må forlade igen. Det forklarer samtidig maksimalismen og gåforvidtheden hos Rushdie. Vi skal tro på det, men vi skal ikke tro på det på den måde.

Så kom vi endelig til det, level syv, otte eller ni, Magiens Hjerte, Det Allermest Rushdieske:

For enden af rejsen, efter at have forceret De Store Ringe af Ild, krydset floder og bjerge, står det lille eventyrselskab – Luka, en hund, en bjørn, fru Gåforvidt og et par venlige drager – ansigt til ansigt med guderne. De rigtige, fra alverdens religioner, men i en sølle forfatning.

En litterær totaloplevelse
Her skal ikke røbes noget, men det kommer til uroligheder. Ragnarok, Armageddon, Apokalypse. Det kommer også til en styrkeprøve mellem to slags skabende og opretholdende almægtigheder, den hellige og den profane, religionens og fortællingens. Mere siger vi ikke.

Læsere med sans for det psykoanalytiske og religionspsykologiske vil fundere over forholdet mellem faderen og sønnen i romanen. Den første sovende, den anden sat til at redde ham og det fantasirige, han har skabt. I en kamp så at sige på den indvendige side af faderens hovedskal. Er det nu rigtig sundt?

For dem og alle andre er romanen samtidig en litterær totaloplevelse. Leg, fantasi, intensitet, mening. Den er gameplay.