Det er der i og for sig alt sammen: lidt Arnold Schönberg, lidt buddhisme, lidt Mallarmé og hans terningkast, der aldrig har udslettet tilfældigheden, Bukowski om Bach, Thelonius Monk, Antonin Artaud om det balinesiske teater, John Cage ... Alt det, der hører til kulissen rundt om og igennem multimennesket Torben Ulrich (f.1928), den i Seattle, USA, bosatte tennisspiller, filmmager, krøllehjerne, jazzmusiker og ordjonglør. Sart og robust Men der er også betydeligt musisk mere. Der er et motto fra Hesiods Theogoni (!), og der er et stort, ubenævnt slægtskab med sene Samuel Becketts små hvirvlende digte, »mirlitonnades« kaldte Beckett dem,»fløjtetoner« oversatte Uffe Harder det. Og så er der først og fremmest, her i 'Terninger, tonefald' fra det i alle henseender beundringsværdige forlag 'Bebop', jazzmusikken, i form af kunstfærdige og bedragerisk simple variationer over 12 'linjer'. Forlægget er en endnu uudgivet cd, som Ulrich i juni 2004 indspillede i Humlebæk med avantgardegruppen 'Clinch'; Lars Movin redegør i sit koncise efterord nuanceret og vidende for hele dette setup, men for læseren er der umiddelbart noget svagt andet på færde, nemlig de grafisk spinkle 12 linjer, der yndefuldt og let snor sig foran blikket. Alt er skrevet på engelsk, hvor 'play' jo som bekendt på samme tid kan henvise til at spille tennis, Bach, Monk, terninger, en polyvalens der elegant spilles på i terningkastene og de efterfølgende variationer. Det er en lille, men meditativ, på samme tid sart og robust sag, Ulrich diverterer med.