Der er mange grunde til sporenstregs at gå i lag med den tyske titan Ernst Jüngers (1895-1998) debutroman ’I stålstormen’ (1920). Først og fremmest giver den os et sæt af de bedste og mest anskuelige årsager til, at vi har behov for et føderalt eller i det mindste et stærkt EU.

Langt de fleste europæere har ingen personlige erfaringer med krig, endsige terrorisme. Men op gennem Europas historie løber et rødt, stinkende spor af krig og død. Og det var ikke, før den meget prosaiske Kul- og Stålunion blev dannet i 1951, at Europa for alvor begyndte at samarbejde i stedet for at bekriges.

Jüngers besættende roman – Jorge Luis Borges beskrev den som en »vulkansk eruption« – er skrevet på baggrund af den dagbog, han konstant griflede i fra 1914 til 1918. Jünger var 19 år, da han meldte sig som frivillig, og således 23, da han efter mirakuløst at have gennemlevet et lille helvede på Jord, 22. september 1918 som den sidste europæer nogensinde kunne modtage det tyske militærs højeste orden, pour le mérite.

Samtidig kunne han summarisk optælle sin hærgede soldaterkrops mærker efter krigen: »fem geværprojektiler, to granatsplinter, en shrapnelkugle, fire splinter fra håndgranater og to fra geværprojektiler, hvilket med ind- og udgangshuller havde efterladt nøjagtig tyve ar«.

Kamp som indre erfaring
Man skal ikke lade sig narre af Jüngers lakonisk underspillede, nøgterne tone. ’I stålstormen’ er et værk, der er sært spaltet mellem to yderligheder. På den ene side en stålsat machismo, der sammenbidt mandigt eller kækt underdrevet opremser den lange krigs begivenheder i kronologisk, næsten monoton og pletvis kedsommelig rækkefølge. Det er, kan vi sige, sagasiden af Jünger.

Men på den anden side: En surreel æstet, en syret romantiker, der ler skingert under slaget, ser det komiske i slagteriet eller hengiver sig til nydelsen af krigens ledt dampende skønhed – om lugten af lig skrev Jünger f.eks.:

»I øvrigt var den tunge og sødlige lugt ikke udelukkende modbydelig; den fremkaldte desuden, godt blandet med sprængstoffets stikkende tåger, en næsten synsk tilstand af ophidselse (...) Jeg gjorde her (...) den iagttagelse, at der findes en form for gru, der er fremmed som et uudforsket land. Jeg følte ingen frygt i disse øjeblikke, kun en stærk og næsten dæmonisk lethed; også pludselige latteranfald, der ikke var til at tæmme«; det er, kan vi sige, surrealismesiden af Jünger.

I markant modsætning til en anden krigsklassiker, Ernst Maria Remarques ’Intet nyt fra vestfronten’ (1929), er hverken sagamanden eller surrealisten Jünger talerør for pacifismen. Jünger føjede til og redigerede sit lange liv igennem den tidlige gennembrudsroman – den var, undskyld udtrykket, en eksplosiv succes.

Men gennemskrivningerne har i ikke ringe grad mildnet og nedtonet det, der står meget stærkt og krast i den første version (nærværende danske oversættelse er baseret på den endelige version af romanen) – nemlig en ret uskrømtet kriger-ideologi, der skelner hårdt mellem mand og mus, og som fremhæver det civile livs ustyrlige banalitet og småborgerlighed over for krigens udsyrede og berusende, verdensomskabende vildskab. Det fremgår meget klart af den lidet kendte og sjældent læste efterfølger, ’Der Kampf als Inneres Erlebnis’ (’Kampen som indre erfaring’), der udkom i 1922.

Hylder soldaterkolleger
Og her er vi nok også ved en af grundene til, at det litterære geni Jünger aldrig modtog nobelprisen. På trods af at Jünger var en del af de ’konservative revolutionære’, som også retsfilosoffen Carl Schmitt, lagde åndsaristokraten Jünger (der i parentes bemærket læste Sternes ’Tristram Shandy’ under Første Verdenskrig) nemlig undervejs ganske klart afstand til de vulgære nationalsocialister, som ellers vedvarende ønskede at indlemme ham i bevægelsen.

Men et faktum er det, at Jünger deltog i den nazistiske krigsmaskine under Anden Verdenskrig, hvor han tillige mistede en søn, og man skal ikke lede specielt længe eller grundigt i hans værk for at finde tvetydige eller misliebige holdninger til det, vi holder så inderligt af i dag, nemlig det pæne, liberale og parlamentariske demokrati.

Det er f.eks. vanskeligt at forestille sig de renskurede, neutrale akademimedlemmer oppe i Stockholm goutere en beskrivelse som denne, hvor Jünger sværmerisk hylder sine soldaterkolleger: »I disse mænd virkede et element, der understregede krigens vildskab og dog hævede den til en højere åndskraft, den saglige glæde ved faren, den ridderlige higen efter at stå en kamp igennem. I løbet af fire år udsmeltede ilden en stadig renere, stadig dristigere krigerkaste«.

Beskrivelsen er ganske frastødende, som den vakler på en knivsæg mellem kitsch og krigskult. Rent stilistisk slår det ind i Jüngers roman som en tilbøjelighed til at ’naturalisere’ krigen, at gøre den til et atavistisk naturfænomen, snarere end en menneskeskabt serie af begivenheder, f.eks. »en halv time senere satte et ildangreb ind og skyllede ind over vores isolerede tilflugtssted som et tyfonoppisket hav«.

Det betydningsfulde er her, alt det Jünger ikke kommer ind på – de politiske og ideologiske årsager til krigens opståen, alt det der er knyttet til menneskers handlingsmotiver, normer og værdier. Kan krigen fremstilles som en ren naturkraft, som ild eller hav eller stormvind, ja så er vi allerede tæt på en mytologisk besyngelse af dens overmenneskelige kraft, eller en resigneret opgivelse over for dens storslåede hærgen.

Besættende og fænomenal krigsroman
Det er på dette dunkle bagtæppe, Jüngers roman gør det tindrende klart, at vi har brug for et EU. Uanset alle EU’s gyselige skavanker, foretagendets demokratiske underskud, dets uskønne, bureaukratiske træghed, dets tendenser til korruption og fusk, så er det fremdeles det mindst ringe skridt, vi har, til i det mindste at undgå det blodige, kollektive drab europæere imellem.

En anden og mere kontroversiel implikation af Jüngers roman er, at vi aldrig må opgive den svære og skrøbelige idé om retfærdig krig. Over for fascismen, over for det, vi vanskeligt kan betegne som andet end ondskab, slår forhandlinger og dialoger desværre ikke altid til.

Dog – det er ikke den litterære kerne her. De skal hverken alene læse Jünger for at blive EU-tilhænger eller tilhænger af retfærdig krig.

Før alt andet er ’I stålstormen’ en uhyggelig og besættende og fænomenal krigsroman, en af de suverænt bedste, der kom ud af det grimme, korte, tyvende århundrede.

’I stålstormen’ udkommer på dansk med 92 års forsinkelse. Oversætterne Paulsen og Rundqvist har gjort et fremragende arbejde.