’Jeg var længe død’ er Knausgård, når han er bedst: en intellektuel eksplosion ind i en virkelighed, hvor grænsen mellem psykose, religion, magi og det faktisk eksisterende bryder sammen.
Joar Løyning med de behårede satyrben og ansigtet, som han hader at se i spejlet, er professor i astrofysik. Han er midaldrende og ved alt om fjerne galakser, men ikke meget om det sorte hul, han selv er udstyret med.
Egentlig ønsker han det heller ikke. Han har det jo helt fint i sin lejlighed, som han holder pinligt ren, selv om spørgsmålene og udfordringerne efterhånden hober sig op.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
