Constance Eakins er en mytologisk amerikansk forfatter, en libertiner og eventyrer, der allerede i sin tidligste manddom havde deltaget i en håndfuld krige, var brudt ud af fængsler, havde nedlagt og defloreret kvinder på stribe, drukket, hærget, myrdet og naturligvis skrevet en håndfuld opsigtsvækkende bøger.

Lige nu, tæt på de hundrede år, er han væk, angiveligt død, muligvis ikke så død endda, måske snarere forsvundet i bjergene omkring Trieste.

Eakins i centrum
Eakins er det ironiske centrum i Nathaniel Richs debutroman, ham, som både motivernes og fortællingens kompasnål peger på.

De iler alle sammen efter ham: hans gamle ven Abe, der hjemme i New York arbejder på den store biografi om ham; Abes underskønne datter, der rejser til Italien for at kunne forsikre faderen om, at der endnu er liv i kæmpen, og selvfølgelig for sin egen fornøjelses skyld; lige efter hende, med bankende hjerte, Eugene, eventyrets unge helt og forfatterspire.

Og sandelig, to mere, i deres helt egen bane, det aldrende vennepar hr. Schmitz og hr. Rutherford, som alle andre figurer i romanen et par eventyrets og fantasiens herolder.

Et eventyr om eventyr
Vi er i en blanding af magisk realisme, gammeldags eventyr og noget postmoderne. I et eventyr om eventyr i en verden, der ligner vores, men hvor mærkelige ting kan ske.

Den genre ligger godt for Nathaniel Richs generøse fortæller, der lader historien vokse frodigt frem både i bunden og i højden og med alle de vækster, man med rimelighed kan forlange.

Underlige skabninger, mystiske kropsforandringer, fortryllede landskaber. Det ene krøllede indfald og snoede påfund efter det andet og på en prik et eventyr.

Også motiverne tegner deres fine mønster. Der er noget om fædre og sønner, om livslange venskaber og gamle dage, om kærlighed, om sprogforbistring og i lange baner fantasi og fortællinger. Konstruktionen og hensigten er mindre eventyrlige, men tunge som kalksække og møllesten.

Vi vil ikke røbe for meget, kun lige antyde, at den gode Constance Eakins’ forfatterskab på en meget direkte måde sætter rammen for historien og lidt mere end bare rammen.

Og at den tone, der genlyder fra romanens første sider, klinger ud i en selvfejrende og meget lidt ironisk hyldest til – igen, fortællingen.

Man møder det mange steder, især i mainstream kvalitetsunderholdningslitteratur som Nathaniel Richs’ roman, men egentlig er det en underlig rolle at lade fantasien spille. Rollen som curriculum og helligdom.

FACEBOOKBliv ven med Politiken