Litteraturen er fuld af mødre med kunstneriske talenter, små og store, som de på mere eller mindre forkrøblet vis udlever på trods af - eller gennem - deres moderskab.

I Tom Lanoyes roman 'Målløs' er det slagterkonen Josephine i en flamsk provinsby i anden halvdel af det tyvende århundrede. Hun var i egen selvforståelse en kunstnersjæl, om end af den robuste slags, og en habil amatørskuespiller.

Med sit »livslange arsenal af feminint tyranni« spillede hun scenebevidst og konstant manipulerende den altdominerende hovedrolle i sin familie - og i charcuteributikken.

Sønnen, som er forfatter til denne selvbiografiske roman, kalder hende en 'livsdiva'.

I 'Målløs' beskriver han med ubesværede og dygtigt udførte spring i tidsplaner dels sin barndom som den yngste af hendes fem børn, dels tiden efter at moderen - netop hun af alle, den krævende, sprogbevidste manipulator og performer - fuldstændig mister sit sprog og sin forstand efter et slagtilfælde.

Det første er humoristisk, slagfærdigt og sarkastisk, det andet er gribende. Indimellem beskriver Tom Lanoye sig selv som »en kundevenlig bogstavkøbmand«.

Sceneskræk i familiesammenhæng
Tom Lanoye er født 1958 og en populær belgisk forfatter, der lagde ud som lidt af en enfant terrible. Han har åbenbart arvet sin mors sceniske talent og er kendt som både dramatiker og dramatisk performer af egne værker.

Han har før skrevet selvbiografisk prosa om sin opvækst i Østflandern. Han debuterede i 1985 med 'En slagtersøn med briller' ('Een slagerszoon met een brilletje') og har blandt andet udgivet den ligeledes selvbiografiske 'Papæsker' ('Kartonnen dozen'). Ingen af dem er dog oversat til dansk.

Undervejs i 'Målløs' spørger Lanoye om, hvorvidt det at skrive er at bevare, 'balsamere' eller slippe, og om, hvad det er, han har gang i: »ikke en roman, ikke kunstprosa, men heller ikke juks, en bedre Bibel og en antibog i én og samme udgave«.

For en post-Knausgård-skandinav er det ikke så interessant som beskrivelsen af de problemer, Lanoye har med at komme i gang med at skrive den ?reinkarnation? af moderen, som hans gamle far forventer.

Faderen, resigneret og skikkelig, forgudede sin kone, og det er da også først efter hans død, sønnen kan overvinde, hvad han kalder »sceneskræk i familiesammenhæng« og komme i gang.

»Denne bog er uundgåeligt også historien om denne bog, der ikke ville lade sig skrive, så længe en far endnu var i live«.

Det fysiske forfalds ubarmhjertighed
Både far, mor og spæd forfatter lader sig sammen med storesøster og seks voksne slægtninge se på et fotografi taget allerede i barselsstuen. Det virker mærkeligt nok mere grænseoverskridende end teksten.

Den er meget underholdende, metafortalt, kærligt og skarpsynet krydsklippet af sønnen, der først meget sent får taget sig sammen til at fortælle sine forældre, at han er bøsse. Han har dog ikke nogen klager over sin opvækst, som han skildrer med mange barokke situationer - »og en samling naboer, som man ikke selv kunne have opdigtet«.

Det dysfunktionelle land Belgien ('Europas røvhul') får også et par hib, ligesom moderen citeres for at sige, at når en flamlænder er genial, er det altid inden for noget uvedkommende. Selv siger forfatteren: »Vi agerer stadig i en middelalderlig farce. Typer, hvor man havde forventet mennesker«.

Religion når ikke de helt store højder inden for slagterfaget, skriver Lanoye som indledning til en af bogens fint udfoldede, barokke scener, hvor præsten forgæves forsøger at trøste moderen efter tabet af en voksen søn, forfatterens problematiske bror.

'Målløs' er først og fremmest en bog om forgængelighed og om det fysiske forfalds ubarmhjertighed. Men også en forgudet søns afregning, hyldest, hævn og elegi over en elsket, stejl og omklamrende Mor.

FACEBOOKBliv ven med Politiken