Der kan komme en fase i livet, hvor behovet for at tømme sig for erindring, historie, ja, selv identitet ikke er til at overdøve.

Hvor ens psykiske helbred faktisk står og falder med modet til at lade sig synke ned i en både indre og ydre tomhed. Og fra denne tømte tilstand at overgive sig til vilkårlige hændelser med forventning om, at de med tiden fylder det kropslige hylster på ny.

Det er situationen for den anmelderroste, prisvindende Hanne Ørstaviks hovedperson, forfatteren Siv. Efter bruddet med sin kæreste, rejser hun til en sydengelsk kystby med intention om ikke at skrive. For hvem er hun, når hun ikke skriver? Ja, hvem er hun i det hele taget mere?

Sivs personlige grænser, konturerne af hendes 'jeg' har filtret sig sammen med andre menneskers. Hun kan ikke længere mærke, hvor andre holder op, og hun selv begynder. Retningssansen er forsvundet.

Hun er, som hun siger: »faldet ned på undersiden af livet (…), et sted, hvor det ikke hænger sammen«, og som hun ikke kan røre ved med ordene.

Angreb på læserens fortrængninger
Derfor er hun taget væk, for at komme tættere på noget, hun endnu ikke ved, hvad er. Fremgangsmåden er enkel. Primært styret af impulser og spontane indfald skridter hun terrænet af i den engelske kystby; en registrant på vandring, der sansende lader sig gennemstrømme af livet omkring sig.

På afstand, men også inde i det. Med nærvær og distance på én og samme tid. Siv forcerer ikke tingene, men venter på, at de skal komme til hende – som man nærmer sig en kat, der kun modstræbende vil lade sig ae.

Undervejs træffer hun menneskelige hjælpere med eventyrlige navne som Sally, Pip, Leo, Pep og Gil, hvis individuelle skæbner perspektiverer hendes egen slidsomme bagage, så hun ud af tomheden omsider finder »en jævn klang indeni«, der muliggør hjemrejsen.

Som læser kan man umuligt holde distance til Sivs indre og ydre kortlægninger. Den hvide by med havet for enden af de stejle gader bliver ubesværet til billeder, lyde og lugte. Det samme gælder hendes registreringer, der flyder tvangfrit mellem kroppe og momentvis ophæver skellet mellem forfatter, hovedperson og læser.

Efterhånden oplever man sig filtret sammen med Siv, præcis som hun er filtret samme med andre. Og spørgsmålet bliver, hvis erkendelsesprocesser det her egentlig handler om?

For mens romanen skrider frem, tager den form af stilfærdigt angreb på læserens eget bundfald af fortrængninger, rusker op i den følelsesmæssige dvaskhed, der følger af uvanen med ikke længere at anstrenge sig for at mærke noget.

Påmindelse om at forpligte sig
Det hele sker i et stramt komponeret sprog, hvis skønhed er fuldstændig enestående og stilistisk set Ørstaviks eget. Det virker så ligetil, men er det næppe. Næsten som talesprog, som om Siv lænede sig mod læseren og hviskede sine lange indre monologer i øret med de pauser, sving og gentagelser, der hører talestrømme til.

Teksten sætter sig som skiftende stemninger, hvis man hægter sig på uden omgående at intervenere med intellektuelle forsøg på at afkode brudstykkernes eksakte betydning. Ørstaviks roman er en påmindelse om at forpligte sig.

Til sig selv og livet i alle dets afskygninger. Sivs færd har en ensomhed i sig, der kan være tillokkende at søge, men afgjort også kvælende at opholde sig i i længden.

Til sidst må man altså ud blandt mennesker, dog helvedes lykkelig over at have tilbragt tid med så sprogligt begavet en forfatter, hvis ord og ræsonnementer kommer og går i generøs udveksling med læseren.

FACEBOOKBliv ven med Politiken