En amerikansk turistteenagerpige er på flugt fra nogle forfærdelige forfølgere i Cape Town. Mystisk viser det sig, at hun er komplet uden tiltro til hverken civile eller politi. Samme nat har hun set sin veninde få skåret halsen over. Lidt senere vågner en afdanket, alkoholiseret sangstjerne op til sin dræbte mands krop og snart også med politiets voksende mistanke om, at netop hun ombragte denne aktive womanizer. Alle disse problemer vågner den tørlagte alkoholiker, delvis separerede og dog knalddygtige afrikaaner og strømer Benny Griessel op til med bondeanger over et tilfældigt knald dagen før. Hold på hat og håndjern, for du har kun én dag til at ordne spegede ting og sager i dette nye Sydafrika, som nogen ser mere som et lovløst og senmoderne Wild West end lov og orden på europæisk-demokratisk vis. Apartheid som ulmende fortid 'Tretten timer' er en klassisk politiroman, som genrens fader, Ed McBain, bagte den i sin tid, tilsat lidt ak og ve, druk og hor a la svenske Henning Mankell. Yderst passende her i det puritanske Sydafrika, hvor man stadigvæk drikker calvinistisk stærk kaffe med bod og anger som sukker og fløde. Historien har et krydsklippende episk drive, så du nervepirrende vender bogens små 500 sider, hvor hvide, sorte og farvede flettes ind i et originalt plot med apartheid som ulmende fortid, korruption som nutid og kun håbet som fremtid. Deon Meyer er med rette et stort navn i sin genre og sit hjemland, hvor han viderefører den fine tradition fra landsmanden James McClure om at skrive stærkt inciterende og socialt indigneret om Sydafrika. Han har modtaget utallige krimipriser, og på dansk har han allerede været ude med to sorte spændingsromaner, 'Jægerens hjerte' og 'Jægerens bytte'. Men lad mig ile med at tilføje for læsere, som ikke vil have det for ulykkeligt, at 'Tretten timer' altså også er en underholdende feel good-sag, afrikansk espresso med flødeskum og skandinavisk snaps som avec. FACEBOOK