At indlede en anmeldelse med at fortælle, at vi her har med to af den russiske romantiske litteraturs hovedværker at gøre, er vel nok til at skræmme mangen en Politikenlæser langt væk.

Så jeg vil begynde med at forsikre, at hvis man kan lide ’Peters jul’, kan man også både kapere og nyde disse veloversatte og mundret flydende versromaner fra romantikken, det vil sige første halvdel af 1800-tallet.

Aleksandr Pusjkin (1799-1837) kender de fleste, i hvert tilfælde af navn. Det er ham, der har leveret litterært forlæg til flere berømte russiske operaer (’Jevgenij Onegin’, ’Boris Godunov’, ’Spar Dame’, ’Ruslan og Ljudmila’).

Ingen politisk korrekthed
Her får vi en smagsprøve fra ’Fontænen i Bahktjisaraj’, som er skrevet af den 23-årige Pusjkin i 1822 under orientalske indtryk på en rejse til det nyligt (af Katarina den Store) koloniserede Kaukasus og halvøen Krim i Sortehavet. Digteren var sendt sydpå i eksil og under opsyn, men det er en anden historie.

Bakhtjisaraj, (som betyder ’slottet i haven’), var indtil 1783 krimtatarernes hovedstad, grundlagt af khan Mengli-Girej, som døde i 1515. Khanen har lidt bøvl med sit harem:

»Nej, ej på kampe nu han tænker,/ den strenge arm er blevet træt/ ham keder krigen, slet og ret./ Er fra forbrydelsernes tinder/ mon utroskaben kommet ned?/ Har en af glædens haremskvinder/ en vantro skænket kærlighed?«.

Her må enhver form for politisk korrekthed fare, vi er immervæk i romantikken, selv om Pusjkin stod med det ene bevingede ben i klassicismen og det andet i realismen. Han var på dette tidspunkt inspireret af Byron, men Voltaire var en anden husgud, så Byrons stærkt lyrisk subjektive stil bliver hos Pusjkin mere objektivt beskrivende.

Sanselige omgivelser
Den spinkle handling i versromanen – stykket sammen af diverse inspirationer, et persisk digt og en polsk legende fra forskellige århundreder – er, at khanen forsmår en lidenskabelig, sydlandsk og forelsket haremskvinde til fordel for en dydig, polsk og nyligt tilfangetagen adelspige. Den ene er parat til at slå ihjel for at få sin elsker tilbage, den anden vil hellere dø end skændes af ham. Hvilket khanen vel at mærke respekterer. Han, en rigtig romantiker, en grum, men følsom skurk og hersker, er nemlig forelsket:

»Hvorfor er mon Girej bedrøvet?/ Hvorfor er piben gået ud?/ Ved døren venter ufortøvet/ eunukken angst på khanens bud./ Girej sig rejser tavs og rolig,/ og ad den åbne dør han går,/ til førhen søde kvinders bolig,/ der nu gav khanen hjertesår«.

Det er imidlertid de to kvinder, der er hovedpersoner, sammen med de eksotiske, sanselige omgivelser. (Bemærk også den udslukte snadde; typisk Pusjkin-detalje midt i højstemte lidenskaber.) Men uanset interessante følelser, erotiske antydninger og spirende medsøsterlig forståelse er det formens ubesværede skønhed, sprogets rytme, billeder og musik, der bærer os af sted. Lidenskab.  I 'Fontænen i Bahktjisaraj' fra 1822 fravælger Pusjkins khan den lidenskabeligt forelskede, sydlandske haremskvinde til fordel for en bly, polsk adelspige. Førstnævnte vil slå ihjel for at få sin elsker; den anden vil hellere dø end blive skændet af ham. Derfor ender han med 'hjertesår'. Illustration fra bogen

Derfor er det velgørende, at oversætteren Birger Kledal, (tidligere rektor på Esbjerg Statsskole og bidragyder til encyklopædien), lader det flyde så mundret i originalens bevarede firefodede jamber – uden at miste væsentlige pointer i Pusjkins verdensbillede. Man flyver fornøjet igennem ’Fontænen i Bakhtjisaraj’ på dansk.

Dæmonisk sweet talk
Knap så indlysende genial virker måske Mikhail Lermontovs (1814-41) ’Dæmonen’ i Kledals danske sprogdragt. Men Pusjkin er også svær at efterfølge, og Lermontov døde ung. (For øvrigt i en duel, der var hans romanhelt værdig; igen en anden historie.)

Om Lermontov skrev Georg Brandes: »En Dæmon var der i ham, en Herskeraand, hed og kold, god og grum, vild og øm (...)«. Han er mest kendt for sin rystende og typedannende roman ’Vor tids helt’, som sammen med ’Jevgenij Onegin’ blev forbilleder for litteraturens siden skamredne ’overflødige menneske’: en elegant, glimtvis sympatisk, følelsesumoden og i sidste ende ulykkelig mand. ’Vor tids helt’ udkom kort før Lermontovs død (på dansk første gang i 1856) og har selvbiografiske træk.

Det samme gælder pubertetsværket ’Dæmonen’, som Lermontov fik ideen til som 15-årig.

’Dæmonen’ er en engel, der er blevet forvist fra Paradiset og nu flyver ond, ene og fredløs om og laver ulykker i Kaukasus’ bjerge. Han kan dog stadig kortvarigt rammes af Gud, og det sker, da han ser den underskønne unge fyrstinde Tamara: »Dæmonen vendte ikke bort/ sit blik – han følte noget stort./ Hans sjæl var i en bølgegang,/ og den, skønt ufrugtbar og stum,/ blev opfyldt af velsignet sang./ Nu fattede han livets sum,/ at elskov, skønhed er af Gud./ Han sødmefuldt på dette så/ og tænkte længe på sit brud«.

Da Tamara skal giftes, sørger Dæmonen for, at hendes med længsel ventede unge brudgom forulykker med sin hest på vej til brylluppet. Siden forfører han med dæmonisk sweet talk denaf sorg halvt vanvittige Tamara, som nu er i kloster. Hun dør i favntaget. Men dæmonen får ikke hendes sjæl; den kommer en engel og vrister fra ham.

Inspirerede udgivelse
Og det er jo godt at vide, også for en moderne læser, om end (kvinders) uskyld, synd, frelse og fortabelse ikke er så nervepirrende størrelser mere.

Lermontov står solidt plantet i romantikkens konventioner, og hvor man kan læse Pusjkins værker, som om de var skrevet i nutiden, så må man med Lermontovs indstille sig på en tids- og mentalitetsrejse.

Men det er også både sundt og underholdende; og er det ikke det, alting skal være nu til dags?

’Russisk romantik’ er smukt udgivet og illustreret med stik af russiske kunstnere. Denne fortjenstfulde og inspirerede udgivelse er en lille perle til natbord og højtlæsning og vil bringe enhver verselsker glæde.