Kæmpemennesket Odin fødes som søn af en single, men stærk og sej mor og med en ukendt far, hvis væsen fortoner sig i myte og tåge. Vor vildbasse og hovedperson vokser op til at blive Reykjaviks ukronede vagabond og gangsterkonge, som regerer med brutal hårdhed og kontant afregning.

Og ligesom sin guddommelige og navnkundige navnebroder mister Odin det ene øje. Ikke for at blive klogere, men i en katastrofal narkohandel ude i titlens ødeland, den menneskeforladte lavamark inde i Island, hvor kun en tåbe ikke kører i firhjulstrækker og bærer termotøj.

Antihelt
Her lægger han sig ud med nogle baltiske gangstere og mister uheldigt det meste af sin kriminelle formue, men bliver til gengæld på sigt kæreste med den damede Victoria, der har ben i næsen og kan hjælpe ham til både at genvinde formuen og genfinde faderen.

Undervejs skal der dog smækkes skaller, udveksles brøsige ord og løses gedulgte gåder.

Islands økonomi er – her for nogle år siden – på vulkaner. Grænselandet mellem sorte og hvide moneter er smal som en sagakvindes fletning.

LÆS OGSÅLitterat bliver glimrende fortaler besværlig svensk digter

Jeg kan ikke nok islandsk til at vide om originaltitlen ’Ødeland’ også har den danske bibetydning med, nemlig en person som øder sine penge bort.

Men det passer meget godt på antihelten Odin, der som en senmoderne islandsk Egil Skallagrimsson er større end livet, og hvis jorde Odin oven i købet både symbolsk og konkret arver.

Herlig og høvisk stil
Islandske Stefán Manis krimi er klart nordisk og ikke skandinavisk. I og med at den mere har magisk realisme med egen og særegen litterær geografi, ordknap sagatone og -sprog end i den sydvendte krimigenre med (social)realistiske spilleregler omkring prosaens logik og plottets logistik.

Det er også det bedste ved ’Ødeland’, denne herlige og høviske stil, hvor der er højt til bjælkeloftet, trold i elven og ørne over fjeldet.

Men romanen braser sammen over midten til en episk rodebutik, hvor den ikke rigtig ved, hvad den vil og decideret sjusker med sine noget labile udmeldinger.

LÆS OGSÅFremragende essays fra svensk Rasmus Modsat

Lad gå med, at en mand således både har barberet hovedet og affarvet hår, Odins pupiller udvider sig pludselig, selv om hans ene øje er af glas.

Historien ved ikke, hvad den vil med sin intriges design og hensigt. Muligvis både levere et satirisk spejlbillede af verdens mindste storby, charmerende Reykjavik på ret og vrang, og fortælle en postmoderne saga om en stovt storgangsters vej til magt og ære samt være en sort sag om, at postbuddet også på Island ringer to gange.

På det sæt er ’Ødeland’ i sin intention ganske interessant og sympatisk, men også alt for skuffende til at kunne kaldes for vellykket, sammenhængende og helstøbt.

FACEBOOKBliv ven med Politiken